1924398_880776975289703_3760820441459097215_n

ESSAY-ARTIKEL: I det følgende følges et beskedent udvalg af fortællerstemmer i det danske ordskab. Hvordan forholder de sig i dag til forfatter/fortællerrollen? Og belyses dette, kan det, om muligt, sige noget om forholdet mellem sprog og verden.

 

Eksistentiel nøgenhed

Bjørn Rasmussen fortæller, gennem en række forskellige forfatterstemmer, i romanen ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, historien om drengen Bjørn. Gennem disse stemmer følger vi med ind i de personlige erfaringer Bjørn gør sig. Det er erfaringer, som i høj grad drejer sig om udformningen af jeg’et, identiteten. I løbet af romanen bliver det klart, at jeg’et ikke opfattes som en fast kerne afgrænset fra verden, men som presset ud mod huden, som det siges fx her; ”Huden er den scene, hvor mennesket kan udtrykke sin indre verden…”. Hermed er der tegnet en situation op, hvor skabelsen af identiteten sker på præmisser, den enkelte ikke selv er herre over. Huden er en scene, hvor alle kan se en og afgøre hvad der skal ske med en. Selv ens mest intime kropslige reaktioner er styret af en anden, som det fx hedder her i begyndelse af romanen: ”Hvor er nervesystemet dog en sirlig og indviklet mekanisme. Telefonens elektriske skingren sender en sitren af forventning gennem mellemkødet, lyden af hans ru, pågående og fortrolige stemme gennem ledningen får tarmsystemet til at trække sig sammen”.

Ved at lade os følge med ind i den personlige erfaring, opdages et fællesmenneskeligt identitetstræk. Vi er alle udleveret til hinanden, vi henter os selv hos hinanden. Hermed skaber forfatteren, igennem inddragelsen i det personlige univers, mulighed for forståelse og udviklingen af en fælles kærlighed, da identitetens udlevering er fælles for alle. Vi gøres alle nøgne. Heri ligger dog en anden mulighed. Vi kan udnytte hinanden i al den sårbarhed den nøgne eksistens indebærer.

 

Tilbagehold åndedræt

Helle Helle betjener sig, i bl.a. romanen ”Dette burde skrives i nutid”, af et nøgternt registrerende sprog. I romanen fortæller hovedpersonen Dorte om sit liv. Hun synes ikke at forholde sig til sig selv, de mennesker hun møder eller den verden, som omgiver hende. Hendes sprog er som en anden notars, uden analyse eller sanselig udfoldelse. Tingene, historierne bliver allerhøjest antydet som fx her hvor Dorte får hjælp af sin kæreste Per ”… tog med til lægen, da jeg var blevet gravid og også med bussen på hospitalet syv lange dage senere… Jeg var så lettet og frisk til trods for narkosen…”. Antydningen af en abort, mere får vi ikke.

Der er fra forfatterens side tale om en bevidst underspilning af dramaet i historien, en antydningens kunst, at lade de blanke felter stå åbne for læseren at træde ind i. Fortællingen fremstår på den måde som et tilbageholdt åndedræt, som kun læseren kan fuldende. På den vis erfares det, at forfatteren/fortælleren er en mangelfuld størrelse i forhold til fuldendelsen af sin egen fortælling og dybt afhængig af læseren for, at fortællingen holdes i live. Dette forhold understreges også i titlen på romanen. ”Dette burde skrives i nutid” udtrykker en fordring, men det er en fodring, forfatteren/fortælleren ikke selv kan indfri. Nok kan der skrives om et liv, men den der skriver, bliver overhalet inden om af livets hastighed. Der leves også mens man skriver. Således kan det liv der skrives om, kun udtrykkes som liv, der er levet. Fordringen kan således ikke ske fyldest og historien lægges i læserens hænder.

 

 

Dead end

Hos Pia Juul bevæger man sig tilsyneladende på sikker grund. Som fx her i novellen ”De gales hjem”, fra novellesamlingen ”dengang med hunden”, hvor fortælleren er flyttet til barndomsbyen med sin familie. ”Vi spiste håndmadder og et kogt æg midt mellem kasserne, selvom vi kunne have sat os i køkkenet, men det virkede hyggeligere sådan… Vi grinede og gav hinanden et kys”. En fortrolig inddragning i en varm og tryg hverdagsfortælling, der forstærkes da fortælleren griber fat om livet på sin kone og hvisker hende i øret. Den fortælling brydes, da vi følger med i, hvad det er han hvisker i hendes øre. ”En dag; en dag vil jeg stå nede ved Ragnas hus og banke mit hoved ind i den kalkede mur og skrige af sorg over, at du er død… for jeg kan ikke leve uden dig. Men når det viser sig, at jeg kan alligevel, så må jeg flytte herfra, for det kan de ikke tilgive mig, at jeg kan”.

Et bruds dramatik som forstærkes ved, at normaliteten fortsætter. ”Hun tog støvkluden fra en flyttekasse…”, lyder næste sætning. Som læser drages man i tvivl. Skete det? Skete det ikke? Fortroligheden fra før er nu isprængt en distance, som efterlader en med flere spørgsmål. Spørgsmål teksten ikke besvarer. På sin vis er der tale om et billede på den menneskelige eksistens’ paradoksalitet. På en gang indeholder den fortrolighed og distance, på en gang at være og ikke være, på en gang at noget sker og ikke sker. På anden vis, på samme tid er der tale om en tekstens dead end. Hertil når skriften og ikke længere.

 

Spor er skriften

Ovenstående har været et forsøg på at træde i forfatterens spor.  Deres spor er skriften. En skrift, der på en den ene eller anden måde, fremkalder en oplevelse af noget, som ikke var før. En skrift, som viser, at virkeligheden, den verden vi kender, er større end vi umiddelbart kan sanse. En verden, en virkelighed, der har sat sine spor i os. En virkelighed, en verden, der dør i skriften. Spor er skriften og skriften er mindet om den virkeligheds død og bekræftelsen af vores liv.

 


Foto af Bjørn Rasmussen: © Mariana Gil