Kim Leine tager endnu en gang læseren med til det Grønland, han så ofte ynder at introducere sit publikum for. I løbet af cirka 200 sider bliver læseren på enkel vis fortrolig med en række meget forskellige personer. Handlingen finder sted i en ikke så fjern fremtid, hvor Europa er kastet ud i en voldsom krig, der ikke har nogen ende i sigte. Men hvad betyder dette for bogen, når læseren bliver placeret i det neutrale Grønland, hvor krigen kun svæver over handlingen som en evig parentes?
Hverdagsrelationer
I Kim Leines nyeste roman starter handlingen ved, at læseren bliver deltager i en morgenrutine. Ikke en almindelig en af slagsen, for Carina er syg og Ejnar, hendes mand, virker fra start af fremmedgjort overfor sin kone. Ejnar er portør på sygehuset i Nuuk, og det er med ham som karakter, at vi bliver taget ind i det persongalleri, der på den ene og den anden måde er i relation til sygehuset. Her bliver man som læser introduceret til en vifte af karakterer, som man skiftevis lærer at kende. Man følger i løbet af den relativt korte roman tyskeren Michelle Wulff, lægerne Gordon Bjerregaard og Palm, Bibiane fra røntgen, sygeplejerskerne Rikke og Henriette, patienten Sivert, der lider af skizofreni og en lille håndfuld andre medlemmer af det forholdsvis lille samfund. På trods af denne brede palet af karakterer er formen og flowet meget velovervejet og glidende. Man bliver, på trods af den enkle form, fortrolig med personerne, og man mærker hvordan deres relationer påvirker hinanden.
”Her er hans kone Rikke og en medhjælper i gang med at klargøre isolationen til tuberkulosepatienten, hvis røntgenbilleder han studerede for lidt siden sammen med Palm. Rikke og medhjælperen er klædt i gule kitler og ansigtsmasker. Patienten sidder ret op og ned i en stol mens de reder sengen med plasticunderlag, og stiller skraldespand og linnedkurv med gule mærkater op for at angive smittefaren. Rikke vender sig om idet hendes mand kommer ind sammen med den ældre vikar.”
Man bliver som læser suget ind i relationerne mellem personalet på hospitalet, samt nogle af deres patienter, og man får hurtigt følelsen af at kende og forstå deres relationer. Dette er ikke på grund af lange og nørklede beskrivelser, men på grund af Kim Leines fine forståelse for hverdagens samtaler. Man mærker hvilken særlig organisme sådan en arbejdsplads er, når man ser på et samfund af den karakter. Jeg har aldrig været i Nuuk, men har ikke desto mindre fået følelsen af at have et større kendskab til det portrætterede samfund.
Skizofreni og krig
Som en del af fortællingen møder vi patienten Sivert, der er indlagt med skizofreni. Han er kendt i samfundet og bærer en lang sygdomshistorie med sig. Sivert kommer på en måde til at være omdrejningspunktet for spænding og progression i historien. Et omdrejningspunkt, der nøgternt forholder sig til mennesket på både respektfuld og alvorlig vis. Siverts skizofreni bliver foldet ud på en enkel og præcis måde. Det er som om, sindssygdommen ikke skal tage fokus fra fortællingen, men blot er en lige så virkelig tilstand, som normaliteten. Måske er naturen så kraftfuld, at vi alle på en eller anden facon mister virkelighedssansen?
”Sivert kan godt høre råbene oppe i fjeldsiden, men kan ikke se noget fordi solen står lige over fjeldkammen. Og der er så mange stemmer i fjeldet. Aldrig til at vide om de tilhører en ven eller fjende. Bedst bare at komme videre.”
Det er i øvrigt ganske interessant at se hvordan den tidslige ramme, på trods af italesættelsen gennem bogen, ikke er synderligt dominerende. Det rejser også et interessant spørgsmål omkring hensigten med den dimension af fortællingen, at der er krig i Europa. Hvad vil Kim Leine egentlig med det? Det skal måske ses i lyset af, at man på den måde får en stærkere følelse af det forholdsvist isolerede samfund, som Grønland er. Eller er det simpelthen for at skabe noget afstand, så man kan se, at mennesker stadig har et liv at leve, selvom verdenshistorien går sin gang?
Sprogets nøgternhed
Kim Leines skrivestil i De søvnløse er utroligt nøgtern, nærmest grænsende til det prosaiske. Det skal ikke forstås som kedelige og stive formuleringer, men som et sprog der bæres frem af en præcis og direkte form. Nogle gange kan det dog godt give en fornemmelse af en forjaget fortælling, grundet de korte sætninger. Selve bogen er også relativ kort for en roman, men dette er dog kun med til at skabe en stram og skarpskåren historie.
Vi mærker menneskerne
Bogens stærke sider er klart den fine og enkle skildring af de mennesker, der indgår i handlingsforløbet. Vi lærer deres personlighed at kende gennem deres relationer til hinanden. At man får dette nære kendskab til personerne gør, at man som læser mærker det menneskelige i hverdagens små og store tanker. På en måde kan man have stor tvivl om, hvad krigen og isolationen i fortællingen betyder. Det er trods alt en rammesætning, der afviger fra normalen. Men hvis man ser bort fra denne uafklarede del af historien, så er De søvnløse en enkel og nærværende bog, der fortjener ros.
Info
Forfatter: Kim Leine
Forlaget Gyldendal
Sideantal: 300
Bogen kan købes her