Aarhusianerne har taget billeder af Aarhus, som er blevet sat sammen i den store fotobog Aarhus by Aarhus. Fotobogen henvender sig til aarhusianere, som kan nikke genkendende til billederne, men også overraskes over nye steder og perspektiver. Samtidig henvender fotobogen sig også til byens turister, og alle Aarhus’ fans, som gerne vil have et minde om byen – alt er nemlig skrevet på dansk, engelsk og kinesisk.
Aarhusianerne tager billeder
Fra den 31. marts 2017 til den 1. maj samme år modtog redaktionen, som består af Chresten H. Ibsen og Anders Grønborg, 7.332 billeder fra hundredvis af fotografer. Fotografierne såvel som fotograferne har Aarhus tilfælles. Der er både professionelle fotografier taget med store spejlreflekskameraer og fotografier taget med kameraet i en smartphone. Bogen er en non-profit udgivelse, og tanken er, når der er penge nok i projektet, at nye aarhusianere skal modtage den. Fotografierne har meget forskellig kvalitet, ikke alle har den bedste opløsning og er lettere grynede på bogens sider. Det vidner blot om, hvordan fotobogen er sammensat af utrolig mange aktører og efterlader et indtryk af mangfoldighed hos læseren – eller i mangel på et bedre ord – beskueren. Fordi jeg læser ikke denne bog, det er ikke en bog, som jeg læser fra den første side til den sidste. Der står ikke meget på siderne. Jeg kigger i den og betages af den. Og fyldes med en følelse af, at Aarhus er dejlig. At jeg som aarhusianer kender Aarhus, og alligevel er der så meget jeg ikke ved, om den by jeg har boet i og elsket i over fire år. Bogen indeholder 50 facts om Aarhus, som du finder i små bokse rundt omkring på siderne. Vidste du for eksempel, at Aarhus i 1951 blev ramt af en meteor? Eller at Magnum-isen er opfundet i Aarhus?
Coffee table book
Jeg støder på ét problem med denne bog: den kan ikke være i min bogreol. Den er alt for bred og stor til at kunne stå ved siden af mine andre bøger. Jeg forstår hurtigt, at den selvfølgelig skal ligge fremme. Den skal ligge fremme og blive bladret i tit, snakket om og peget i. Der skal deles minder og erindringer over denne bog, den skal inspirere til nye oplevelser i Aarhus.
En advarsel?
Bogen er stor og tung, og gule striber præger den ellers sorte forside. Striber som mest af alt leder mine tanker hen på vejarbejde eller et advarselstegn. Hvad skal vi advares imod? Bogens indhold er fuld af liv og lys og smukke fotografier, mens forsiden står som en kontrast til de mange farver og bevægelser i billederne. Forsiden er samtidig lækker at røre ved, der er kræset for detaljerne både her og i resten af bogen, og den stringente og mere eller mindre advarende forside giver i hvert fald lyst til mere.
Aarhus er et fællesskab
Jacob Bundsgaard, Aarhus’ socialdemokratiske borgmester, skriver i forordet til bogen, at ”Byens kvaliteter kan beskrives på utallige måder. Ret beset er byer jo mest mursten, cement, gader og veje, brosten og asfalt. En hård skal, javist, men bag den er et stort hjerte, der banker, og en sjæl, der gløder. Aarhus er ikke bare en by, det er en følelse af glæde, samvær og varme. Som at være i selskab med de mennesker, men holder af. Sådan et fællesskab er Aarhus”. Fotobogen får alle disse ting med, cementen og naturen, som Bundsgaard også nævner i sit forord. Pakket i en hård skal, et tungt og advarende ydre, fanger fotografierne ligeledes sjælen og varmen og fællesskabet i Aarhus.
INFO
Chresten H. Ibsen og Anders Grønborg
Chib forlag
Udgivet i 2018
Omslag af Janus Engelbrecht
329 sider
Køb bogen her