Forfatteren Sandra Thorup Mose har meget på hjerte, og vil også rigtig meget med Hvor mågerne skriger. Bogen rummer mange temaer, tanker og situationer, som kun ganske kort bliver slået an. Bogen efterlader mig både ærgerlig og forvirret og efter sidste side blev vendt, har jeg svært ved helt at gennemskue hvad bogen egentlig handler om. Bagsidetekstens første linje, som er skrevet med fed, lyder således: ”Dette er historien om en ung piges opvækst i en verden, som hun har svært ved at rumme.”
Den svære barndom
I Hvor mågerne skriger følger vi pigen Sarahs opvækst fra hun går i første til og med syvende klasse. Temaerne er mange og for så vidt også meget interessante, relevante og genkendelige – det er tanker som nok ethvert ungt menneske, i større eller mindre grad, stifter bekendtskab med i løbet af sin opvækst. Det være sig temaer som f.eks. generthed, problemer med forældre, den første forelskelse, og følelsen af ikke at høre til osv. Alle disse, og flere til, dukker op i Hvor mågerne skriger. Sarah har det tydeligvis ikke godt, hverken med sine klassekammerater, venner eller forældre. I sin barndoms naivitet drømmer hun derfor om at flygte fra byen. Hun melder sig efterfølgende til det lokale kirkekor i håb om at kunne tjene penge nok til at rejse væk. Da checken på 350 kr. en dag dumper ind af brevsprækken, bliver Sarah i første omgang vred, men en masse andre følelser dukker også op.
Din far spørger: ”hvad vil du så bruge dem til?” Du frygtede dette spørgsmål, mere end du frygtede spørgsmålet om selve brevet. Du synes, det er grinagtigt, at du har i sinde at spare pengene op. […] Hullet i din mave bliver større. Du lægger dig i fosterstilling på din seng og holder om hullet. Dine forældres spørgsmål og deres begejstring over det lille beløb virkede som bold, der blev sparket hårdt gennem maven. Du forsøger at holde om hullet og smerten – at fange og indespærre det, men hullet vokser. Lige inden skuffelsen og selvhadet finder vej til dine øjne, sætter du dig op i sengen og svinger benene ud over sengekanten. […] 350 kroner, tænker du, det er begyndelsen på at forsvinde.
Dette er blot en af mange passager i bogen, hvor jeg som læser føler mig forvirret. Hvorfor er det lige pludselig grinagtigt at spare penge op? Hvor kommer selvhadet fra? Det er tydeligt, at Sarah har det svært, men jeg har aldrig fået den opfattelse, at Sarah skulle hade sig selv, og selvhadet bliver som tema bliver ikke videre udforsket.
Når sproget ikke slår til
Sproget er enkelt, og sætningerne er korte, hvilket ikke hjælper med at holde styr på fortællingen – tværtimod. Jeg synes, at temaerne bliver berørt alt for lidt, hvorefter man er hurtigt videre til næste den episode, hvor Sarah også har det svært. Jeg tror, at Sandra Thorup Mose med de korte sætninger og det enkle sprog går efter at ramme en form for barnlig umiddelbarhed og poesi. Desværre lykkes det ikke altid – langt fra. Der er dog episoder, som både er finurlige, godt tænkt og også godt skrevet, hvor det barnlige sind og det enkle sprog kommer til sin ret. Blandt andet i en passage hvor Sarah filosoferer over folks næser. Desværre bliver sproget også meget monotont, og ensformigt – sproget matcher ikke bogens til tider alvorlige temaer. Jeg ville have fortrukket, hvis Sandra Thorup Mose havde bredt sproget lidt mere ud, kortet ned på begivenhederne i fortællingen, og i stedet gået i dybden med karakteren og de mange tanker og følelser, som hun går rundt med, da det er nogle interessante problemstillinger Sarah befinder sig i. Bogen er skrevet i 2. person (du-form), men trods dette føler jeg mig aldrig tæt på Sarah, nok fordi jeg aldrig formår at forstå, hvorfor hun føler som hun gør. Sarah føler meget og går meget igennem, men man kommer aldrig ind i hovedet på hende, hvilket medfører en distancering til Sarah, som Sandra Thorup Mose ellers vil have, at vi skal identificere os med, hvilket er rigtig ærgerligt – sproget slår simpelthen ikke til. Ydermere er bogen også præget af lidt sproglig kludder og en række stavefejl og grammatiske fejl, hvilket desværre også distraherer og hiver mig ud af fortællingen.
Jeg synes, at bogen rummer et stort potentiale, men sproget og skrivestilen spænder ben for min læsning og evne til at engagere mig og forstå karaktererne. Jeg ville rigtig gerne kunne lide bogen, da det både er nogle interessante og genkendelige temaer og følelser som Sarah tumler med. Sarah er en sympatisk pige, og man vil det hende godt. Men de sproglige fejl og de korte, uforløste begivenheder gør desværre, at jeg aldrig bliver fanget af fortællingen.
INFO
Sandra Thorup Mose
Byens forlag
228 sider
2017
Bogen kan købes på forlagets side her