File_000 (42)

Har jeg været her før er en ophobning, Har jeg været her før er serielle gentagelser af ingenting, Har jeg været her før er ét langt suk, en udsondring, en forpustet kraftpræstation.

 

Den vilde krop, den grådige krop

Den finske digter Pentti Saarikoski drev i 1960’erne rundt i Dublin og drak og skrev og tænkte på kvinder. Denne tur mundede ud i Brev til min hustru (1968). Sandra Holm indleder Har jeg været her før (1978) med en direkte henvendelse til Saarikoski: ”du skriver godt, ligesom du drikker godt (…) Også jeg vil drikke og fortælle.” Denne beslutning om at “drikke og fortælle godt” har resulteret i et værk, som er vanskeligt at beskrive og svært at indfange, fordi vi ikke som sådan præsenteres for et nævneværdigt plot, og fordi de forskellige, forbigående karakterer forbliver forbigående og uskarpe. De er oftest bare et navn eller en krop. Det eneste sikre anker i teksten er jeg-fortælleren, der insisterende og indædt registrerer og nedskriver alting. Dette resulterer i berusede (og berusende) bevidsthedsmalstrømme med fokus på krop, krop, krop.

Væskerne driver ned ad siderne i Har jeg været her før; urin, sæd, rødvin. Kroppens sanseregistreringer er tekstens katalysator, tekstens motor. En værkdefinerende bemærkning til Saarikoski lyder: ”Jeg har lovet mig selv det samme som du lovede dig selv: Ikke at stryge et ord.” Dette løfte holdes hele værket igennem, og teksten føles varm, som en krop føles varm:

”Og jeg hører mit hjerte banke. Jeg hører blodet banke i skødet og røde farver danser bag ved øjnene og jeg sukker og har fået udløsning.”

Til trods for de lange sætninger, den yderst sparsomme tegnsætning og alle de pludselige, mulige og umulige indfald, er teksten stramt fokuseret omkring kroppens sansende møde med verden; alt er farver, teksturer, dufte, smage. Hos Sandra Holm findes der intet filter mellem verden og skriften, en skrift der er skamløs og hæmningsløs til benet. Selvom jeg ikke læste værket højt for mig selv, lykkes det mig alligevel at blive forpustet.  

 

Forankringspunkter: Steder, mænd, mad

I sansebassinet findes enkelte forankringspunkter, som gentages i løbet af værket. Dels er der de forskellige steder: Nordsverige, bedsteforældrenes hjem, København, Milano. Dels er der mændene: Pepe, Robert, Alberto, Erik, Peter og deres forskellige kroppe, deres forskellige temperamenter og særtegn. Det sidste forankringspunkt ridser omgivelserne op; stol, bord, seng, radio. Der lægges stor vægt på tingenes praktiske funktioner, og disse rumlige koordinater er med til at fastholde den flyvske, associationsprægede tekst. Rummene fyldes af krop og sex, men de fyldes også af mad:

”Med melankoliens hjælp vil jeg spise masser af grøntsager og drikke masser af rødvin, og alkoholen og lugtene af løg, porrer, selleri, fennikel fråder, skummer, damper af dysterhed, destruktion, stilhed, genfødsel.”

Når man først er gået i gang med at citere Sandra Holm, er det svært at stoppe igen. I teksten sker der en ophobning af genstande, møbler, ingredienser, mænd, alkohol, følelser og ord. Gentagelsesstrukturen og cirkelbevægelserne er tekstens bankende hjerte; mad, druk, tømmermænd. Kærlighedsmøder, skænderier, ensomhed. Skrivetrang, stilstand, skrivelede. Disse sekvenser spilles igennem igen og igen med forskellige retter, forskellige former for alkohol, forskellige mænd i forskellige omgivelser. Teksten er som et løst stykke stof, der er rimpet løst sammen nogle enkelte steder. Skriften er enormt nærværende, fordi fortælleren hele tiden adresserer Saarikoski (og læseren) direkte, men den gennemgribende associative og plotløse struktur gør også værket nærmest distræt, fraværende og drømmende. 

 

Anmeldelser anno 1978

Ligesom de andre bøger i Gladiators Sandalserie er også dette værk forsynet med et introducerende litteraturhistorisk efterord. Her er gennemgangen af samtidens anmeldelser særligt interessante. For en kvinde, der drikker? En kvinde, der har sex med mange forskellige mænd? En kvinde, der onanerer? Kan man overhovedet skrive om den slags? Tilbage i 70’ernegibbede det eksempelvis i Politikens anmelder, da hun læste bogen, og Per Højholt (!) udtalte om Holms debut fra 1969, at den var ”et graviditetsraseri af de store.” Verden registeret gennem en kvindelig krop blev læst som en begrænset og hæmmet registrering. Med dette værk rækker Sandra Holm noget så eftertrykkeligt tunge ad den slags bemærkninger. Og her i 2017 synes jeg egentlig bare, at det er noget, vi i den grad skal fortsætte med at gøre. Jubilæumsudgivelsen af Dea Trier Mørchs Vinterbørn (1976) fra sidste år blev voldsomt populær blandt min egen generation, og jeg håber, at Har jeg været her før også får en god portion opmærksomhed. Når vi taler om litteratur fra 70’erne, taler vi ofte om ”bekendelseslitteratur” eller ”kvindelitteratur. Måske skal vi bare begynde at tale om menneskelitteratur?5 modspor


Info

Sandra Holm: Har jeg været her før

Med efterord af Hans Otto Jørgensen og Selma Rosenfeldt-Olsen

108 sider

Forlaget Gladiator

Udkom første gang i 1978

Bogen kan købes her.