Af Rikke Juelsen
På lørdag afholdes arrangementet Boghandel, skifter, hvor små, eksperimenterende forlag samles om kærlighed til litteraturen. MODSPOR har korresponderet med en forlægger og med en af arrangementets stiftere om visionen bag arrangementet og dets betydning for de mindre forlag, som desværre oftest drukner i det store hav af bestsellere.
Ab initio
Boghandel, skifter startede i foråret 2016 som et samarbejde mellem forlægger på ESCHO, Anders Jørgen Mogensen, og Rasmus Graff. Anders bor oven på pladebutikken Insula i Blågårdsgade på Nørrebro i København. Pladebutikken holder lukket om søndagen, og derfor kunne de låne lokalet den dag til at åbne en boghandel, hvorfra de solgte bøger fra mindre forlag. Derfor inviterede de tre forlag med hver søndag. Hvis der ikke kom kunder, kunne de ifald dele erfaringer: “Jeg kommer fra musikverdenen, hvor det er meget normalt for de små pladeselskaber at arbejde sammen og ikke se hinanden som konkurrenter. Det var lidt en følelse, jeg ønskede at bringe ind i den litterære verden,” fortæller Anders. Han havde erfaret ved arrangementet Lille Bogdag, at man sagtens kunne sælge bøger på trods af folks manglende kendskab til dem. Derfor er et arrangement som Boghandel, skifter, nødvendigt, mener Anders: “Vi som forlæggere er nødt til at kunne præsentere disse bøger til folk og fortælle historien om dem”.
Boghandel, skifter blev afholdt fire gange på Blågårdsgade, inden de i november sidste år lavede et langt større arrangement i Bremen Teater på Vesterbro, hvor næsten 40 forlag deltog. Det blev en stor succes med mange besøgende, og de forskellige forlag fik solgt ud af deres bøger. Succesen blev bemærket rundt omkring, og de blev efterfølgende kontaktet af flere instanser, som tilbød lokaler til næste lejlighed. Det betød, at arrangementet blev gentaget i Osramhuset på Nørrebro og siden i forbindelse med København læser. Succesen gav tilmed en invitation til at lave den hidtil største Boghandel, skifter som en del af Christianshavn Bogfestival. I år står folk fra forlagene Sidste Århundrede og Korridor bag arrangementet sammen med Anders Jørgen Mogensen.
Drøm og drivkraft
Hele visionen med arrangementet er at bringe litteratur ud til folk. “Der udkommer virkelig mange gode bøger på små forlag i disse tider, men meget få bliver anmeldt. Og desværre er det sådan, at hvis en bog ikke bliver anmeldt, er den på sin vis aldrig udkommet. Den brede befolkning kender simpelthen ikke til dem. Boghandel, skifter er et forsøg på at gøre sig fri af den klassiske model, hvor anmeldelser sælger bøger,” siger Anders om hele ideen ved at holde et arrangement som dette.
Anders besidder en drøm om, at litteraturen atter bliver ligeværdig med musik, film og TV, så man sagtens kan snakke om litteratur til en social sammenkomst, uden at det bliver på en elitær måde eller påført en kritik, der er oppe i tiden: “Jeg er generelt træt af, at så mange litteraturinteresserede helst vil læse litteraturen i et kritisk lys. Kritikken blev introduceret, fordi folk var alt for omfavnende, men vi har i dag skabt en verden, hvor ganske få er i stand til at omfavne, og kritikken står derfor alene tilbage,” mener Anders Jørgen Mogensen.
Stor betydning for de mindre forlag
Der er mange små forlag, som medvirker til Boghandel, skifter på lørdag. De bakker op om arrangementet, der har en bemærkelsesværdig betydning for at gøre den smalle, og desværre lettere oversete, litteratur virkelig og set. En af deltagerne er Shekufe Tadayoni Heiberg. Hun er forlægger, forfatter og oversætter på Forlaget Uro, et lille forlag, som hun grundlagde i 2014. Æstetikken prioriteres meget højt i udførelsen af værkerne, hvor en feministisk profil skinner igennem alle udgivelser. Boghandel, skifter spiller en central rolle i forlagets kontakt med læserne, fortæller Shekufe: “For det giver os muligheden for fysisk at findes i verden, både som forlag og som bogbutik. Det giver os også en mulighed for at guide læseren i mødet med forlagets bøger bedst muligt og samtidig lade forlagets intentioner og visioner blive til en del af oplevelsen og bogkøbet.”
Revolution?
Anders Jørgen Mogensen ser Boghandel, skifter som en halv succes. Der kommer mange mennesker til arrangementet, og der sker en masse, men alligevel er Anders ikke fuldkommen tilfreds: “Boghandel, skifter skulle bare være starten på en revolution, ikke selve revolutionen. Men det er svært, og måske er jeg også for meget en drømmer. Men vi skal løfte i flok, hvis der skal ske noget, og jeg frygter, at folk hænger deres hatte på de ting, der er, i stedet for at skabe nye veje. Som jeg ser det, er det største problem hos de små forlag (og hos de fleste forfattere), at hvis de står over for valget om at blive accepteret af det eksisterende eller skabe en revolution, vil de fleste vælge at blive accepteret af det eksisterende,” mener Anders afslutningsvis.
Besøg arrangementet lørdag den 18.november på Bremen Teatret – du finder arrangementet på Facebook her
Forsidebilledet er en del af den flotte plakat fra arrangementet, som Zven Balslev står bag