Sange til freja

Er du ikke velbevandret i nordisk mytologi, vil Arash Sharifzadeh Abdis digtsamling Sange til Freja måske være en udfordring, for selvom digtene overordnet omhandler kærlighed, er henvisningerne til de nordiske guder og deres færd mange. Men tager du dig først tid til at læse langsomt, som ethvert digt fortjener og forståelsen heraf kræver, og tid til at sætte dig bare lidt ind i eller genopfriske din viden om nordisk mytologi, venter der dig med Sange til Freja en anderledes, spændende og orientalsk læseoplevelse.

 

Et æg af kærlighed

I mange af digtene optræder figurer og fænomener fra nordisk mytologi, og man får som læser en fornemmelse af, at der er en sammenhængende fortælling om netop nordisk mytologi i digtene. Disse fortællinger afbrydes af gendigtninger af forskellig art, som ikke virker til at have meget at gøre med mytologien. De umiddelbart uforenelige deles bindemiddel er tematisk og hedder kærlighed.

Kærlighedstemaet understreges af digtsamlingens dedikation til frugtbarhedsgudinden Freja, men som det fremgår af forordet, er digtsamlingen ud over Freja tilegnet hendes “jordiske døtre”, altså kvinder. I digtsamlingen belyses kærlighed fra mange vinkler, og i nogle af digtene, blandt andet i “At savne”, “Let” og “Som om”, bliver stemningen endda erotisk eller rettere seksuel. Kender læseren en smule til arabisk litteratur, vil han/hun genkende dette erotiske fra orientalsk litteratur som fx kæmpeværket Tusind og En Nat. En tradition som Sharifzadeh Abdi uden tvivl henter inspiration fra.

Marta Fajeda Freiles barnagtige eller i hvert fald naive og meget fine streg fungerer som stærk kontrast til de erotiske og generelt kropsligt funderede kærlighedsdigte, men har også en anden funktion, nemlig at betone det i folkemunde ofte eventyrligt portrætterede nordisk-mytologiske univers. Karakteristisk for digtene i Sange til Freja er også mystik, som både har forbindelse til nordisk mytologi og til Sharifzadeh Abdis orientalske aner.

 

Rimenes kalif?

Den mystiske atmosfære og de mange allusioner til nordisk mytologi og orientalsk litteraturtradition vil for nogle læsere få digtsamlingen til at virke tilknappet, uvenlig og unødigt fragmenteret. Samlet set synes digtsamlingen måske også at ville for meget – og for meget forskelligt.

Dette kommer blandt til udtryk i digtenes formmæssige udtryk, specielt i forbindelse med rim. Rim er det mest dominerende rytmeetablerende element i samlingen, og Sharifzadeh Abdi er god til at rime, det er jeg ikke i tvivl om. Med dét sagt forekommer rimene ofte søgte, og det virker nogle steder, som om første skridt i Sharifzadeh Abdis digtskabelse var at finde rimene og dernæst at fylde tomrummene ud med indhold eller betydning.

Med andre ord virker det nogle steder som om, at disse rim opprioriteres og fastholdes på bekostning af digtets indhold og betydning, men måske er det bare mig, som ikke forstår Sharifzadeh Abdi. Bedøm selv, her er digtet “Filo Sophia”:

 

                   Jeg søge og hige

                   den unge Sofie.

                   Hun er jordens rige,

                   en sød brudepige,

                   jeg ej kan fravige.

 

                   Hun ligner Marie,

                   i sig dig berige.

                   En blød elverpige,

                   der ej vil bekrige,

                   men hellere skrige.

 

                   Mit liv jeg vil vie,

                   erklæret vil jeg sige

                   til min himmelstige,

                   der bringer Solens rige

                   til vores jordrige,

                   at jeg kun vil Sofie.

 

                   Lad fem være lige,

                   mit hoved i salvie.

                   Der vil jeg da frie,

                   når jeg ej kan tie

                   hendes elskovsrige.

                   Jeg elsker den pige.

 

Der er imidlertid gode digte imellem, fx kan jeg rigtig godt lide digtet “Omkring fyrre”:

 

                   Jeg er en olding.

                   Jeg er en yngling.

                   Jeg er ikke helt, helt mig selv.

                   Jeg er en radio.

 

At rytme er særligt vigtig for digtsamlingen betones allerede på forsiden med digtsamlingens titel: Sange til Freja”.

 

To kulturer – ét hele?

Der bør også knyttes en kommentar til fremstillingen af kvinder i digtsamlingen. Digtsamlingen hævder at være tilegnet kvinder, “Frejas jordiske døtre”, men denne tilegnelse bliver paradoksal i kraft af måden, hvorpå kvinden fremstilles i de seksuelle digte. I disse seksuelle digte fremstilles kvinden sjældent som meget andet end en krop, der skal betragtes eller penetreres, og jeg tror, de fleste kvinder vil føle sig krænket over en sådan degradering til materiale.

Sange til Freja er sammensat af elementer fra to forskellige kulturer. Den ene del er allerede defineret, den anden kan uddybes mere. I Sange til Freja refereres også til ‘dengangs’ og dagens Danmark, fx til joken “Alle børn…. undtagen….” i ”Fuldmåne”, måske til børnesangen “Stork, stork langeben” i “Langeben”, til den kendte sommervise “Du danske sommer, jeg elsker dig” i “Danske Sommerdagbog”, og til andre kollektive  referencepunkter som Goethes Den Unge Werthers Lidelser i digtet “Min endnu unge vens lidelser”. 

Med Sange til Freja synes Sharifzadeh Abdi at ville forene disse to kulturer i ét, sammenhængende hele, men, som jeg påpegede tidligere, vil han for meget i og med sin digtsamling. Digtsamlingen stikker i mange forskellige retninger, og som læser bliver man hurtigt en smule rundtosset i forsøget på at orientere sig. Digtsamlingen er for en, som interesserer sig for nordisk mytologi, orientalsk kultur og det typisk danske, og som tænker, at det kunne være spændende at kombinere disse elementer.

3 modspor


INFO

Digtsamlingen kan købes for 150,- her.

 

Om forfatteren

Arash Sharifzadeh Abdi er født i Iran i 1972 og kom til Danmark i 1984. Sharifzadeh Abdi har en bachelor i persisk fra Københavns Universitet og har blandt andet udgivet digtsamlingen Kvasidansk i 2009.

Print Friendly, PDF & Email