Juliane Preisler trækker gardinerne fra i storbyens mange vinduer, når hun med sin nyeste roman Vi danser skarpskyder fragmentariske, fængende storbyfortællinger i retning direkte mod læseren, der – hvis man har en lettere trænet læsekondition – kan stige på et eksprestog gennem en slags tour-de-chambre i det, fortælleren selv omtaler som større byer i et nordligt land.
Eftertænksomt efterår
Da jeg første gang stod med denne fine, dueblåfarvede bog i hånden og så en titel, der – meget passende – dansede hen over forsiden, var det ikke mit indtryk, at dette næsten uskyldige ydre kunne huse den fortælling, jeg nu sidder og skal videregive. I et efterår et sted i en større by slæber Preisler et observerende, pointerende og undrende jeg rundt, som i stringente, kortprosa-lignende beskrivelser lader læseren få indblik i sit eget og seks andre eksistensers tanker om og oplevelser i det liv, som bestandigt ånder derude på en gade, i en park eller en dagligvarebutik, og hvis insisterende pusten ligeledes kan høres og mærkes inde bag mange lejligheders vægge.
I de mange små, egentligt begivenhedsløse fragmenter af liv, summer jeg’ets konstante eftertænksomhed over de andres måde at opleve et liv på, i den krop, under det vejr, blandt så mange ukendte andre. Og så har romanen et gennemgående fænomenologisk forhold til efteråret, hvilket går i flot samspil med den hverken begyndte og afsluttede, varme eller kolde, håbende eller opgivende fortælling, som blot er, hvad den er, hvad det så er.
Det (for Preisler typiske) lidt atypiske forhold til genre er tydeligt i Vi danser, der drillende udfordrer romanens rammer, når hun på 224 sider får en perlerække af små tankeeksperimenter til at udgøre en næsten poetisk, sprængt helhed, fordi et modus af skærende social- og psykologisk realisme valser rundt med kropsfilosofiske spørgsmål og langstrakte ræsonnementer – klædt i korte former: Udfordrende, men også forfriskende.
Accelererende strøtanker
Og når jeg først står der, iblandt de andre, så mange, så meget, så hårdt presset sammen i en løselig ramme af tændte lys og klingende glas, så mærker jeg stadig den samme pulserende uro et sted bag mit øje fordi jeg ikke helt tror på at dette er måden at mødes på. Og hvem ved om de mange andre, med hver sit glas og med ufrie hænder, tænker nøjagtigt det samme som jeg?
En underliggende og mantraagtig messen ligger gemt i sproget bag et bevidst overforbrug af opremsende og kalejdoskopiske sætningskonstruktioner, som altså er Preislers stilistiske force. Denne messen er en så konstant og insisterende størrelse hele romanen igennem og gør læseprocessen anderledes krævende og mere tungen-lige-i-munden-befordrende, end romaner gør mest. I en vældig fart og med sporadiske anslag af en vis rytme slynger sproget sig arabeskagtigt ud og ind af så mange bevidsthedsmæssige floskler, som (tør jeg godt påstå) ellers ikke er synlige i ’større byer’ i ’et nordligt land’. Der er en pirrende nysgerrighed hos jeg’et, som kommer til udtryk i det egentligt letflydende og accelererende sprog, og denne evige interesse for de andres i samspil med det egne kulminerer i små komiske formuleringer, som kan have en særlig indprentende effekt på læserens nethinde, hvis altså man tør nikke genkendende til de skrøbelige, menneskelige ræsonnementer, som kan siges at være romanens faktiske plot.
Romanen udtrykker en vis retningsløshed, idet ingen egentlig begyndelse eller ende synes at kunne findes nogen steder, men det er netop også det, som gør læseoplevelsen dét mere levende, ja, nærmest åndende ud gennem siderne. Perspektiverne vrides, så man når fra universets yderste til en hjernes inderste på et splitsekund, men holder man fast på denne hastige rejse, vil man måske opdage, hvorledes Vi danser er en vigtig fortælling om det at færdes som et jeg blandt mange andre, og hvilke sjælelige følgeeffekter en sådan tilværelse kan have:
I høje huse, i store byer, bor så mange sjæle i forskellige kroppe at bare mængden kan sløve sindet, som knap kan begribe at så mange findes her, der, og så meget længere borte at det er svært at tro at de også har kroppe som bløder og smerter, eller hoster måske, og en bevidsthed hvor noget bevæger sig hurtigt som tanken, den enkeltes tanke, der ikke så sjældent har mere fart på end tanken kan bære så den blot snubler og bliver til intet i sjælens vidtstrakte himmelrum.
Vigtig trøst i en storbytid
Preislers dueblåfarvede roman hvisker vigtige budskaber ud på en yderst fungerende sælsom facon, fordi helt almindelige og næsten søvndyssende dagligdagsdetaljer løftes op på et højere plan, så det ligegyldige bliver det eviggyldige, det mindste det største og en broget efterårsdag en dans af gule blade i lavt sollys.
Det er med en tankehastighed som hos Virginia Woolf og en følsomhed som hos Tove Ditlevsen, at Preislers fortæller observerer og formidler sanseoplevelserne blandt de mange i en større by, og det er svært besværligt at undgå blot en lille følelse af genkendelighed hos de beskrevne eksistenser og deres mere eller mindre aparte forhold til krop, nærhed, ensomhed, regn, trapper, smerter, søvnløshed og så meget andet. På sin egen tidsløse dog tidstypiske måde er den eksperimenterende stil, distancerede tone men også bekymringsfulde indlevelse alt sammen med til at gøre Vi danser til et stykke litteratur, der skaber et fællesskab i det at være menneske, som måske, måske ikke, sidder fast i en vis hverdag, en vis rutine, et vist liv.
Man kan som læser trygt lade sig løfte af ordenes bærende hænder gennem en større by, hvor blikket for de andres er det centrale og dermed taler en vigtig og relevant lektie ind i den individualiserede istid, et samfund i et nordligt land kan synes at lide under.
Info
Juliane Preisler: Vi danser
Asger Schnacks Forlag
Omslag af Mette og Eric Mourier
2018
224 sider
Bogen kan bl.a. købes her