ROMAN: Mobning, vold, svigt, selvhad og sorg. Det er få af de mange vigtige og følsomme emner, som italesættes i Maria Wendts debutroman Hjem, kære hjem. Her møder vi den unge, engelske pige Michaela Josephine Barnes, som forsøger at finde sig selv, overleve i en turbulent tilværelse og ikke mindst at finde sit “hjem, kære hjem”.

Mobning og den svære fortid

Michaelas børne- og ungdomsliv har langt fra været nemt, og hun kæmper hver dag for at slippe en fortid, der flere gange har været ved at tage livet af hende. Hendes dysfunktionelle familiesituation gør ikke denne kamp lettere, men Michaela er heldigvis langt fra alene. Omkring sig har hun især sine tre bedste venner: bedste vennen Jonathan og tvillingerne Nicole og Catherine. Senere kommer også fyren Ian til.

Hjem, kære hjem henvender sig særligt til unge mænd og kvinder, der lige som Michaela er blevet mobbet, misbrugt eller på andre måder svigtet. Ved at omtale og behandle emner som de førnævnte skaber Maria Wendt opmærksomhed om nogle vigtige, ødelæggende og tidløse problemer, som langt fra har fået opmærksomhed nok. Og måske vigtigst af alt: ved den blotte omtalelse og behandling af sådanne emner vil den enorme ensomhed, som de fleste mobbe- og voldsofre, selvhadende m.fl. føler sig fanget i, tabe vægt. I karakteren Michaela Josephine Barnes kan de ligesindede læsere spejle sig og måske finde både håb om og inspiration til et bedre liv.

Sproglige problemer

Wendts Hjem, kære hjem er desværre ikke meget mere end dét. Da jeg havde modtaget bogen og læst de første 50 sider, havde jeg ikke længere særlig høje forventninger til kvaliteten af romanen, og det har desværre vist sig at være berettiget. Værst er sproget, som er præget af klichéer og har en nølen og tunghed over sig. Dette fremgår eksempelvis af følgende passage:

Jeg fortalte Lily om drømmen, og lige så stille trillede tårerne. Jeg fortalte hende flere detaljer om min skoletid. Jeg erindrede de gange, der var blevet smidt mad på mig. De gange, de havde hældt vand over mig. De gange, de havde råbt ordet “luder” efter mig. Sedlerne. Skældsordene. Ingen venner. Ensomheden. Kun sig selv at støtte sig til i skolen. De uopmærksomme lærere. Mine forældre, der var ligeglade. Arrene på mine arme, der vidnede om et par hårde år.

[egne fremhævninger]

Der er mange ting at tage fat på i passagen, men særligt iøjnefaldende er blandt andet inddragelsen af “erindrede”, der virker kunstig, unaturlig og efterlader mig med et indtryk af, at det kun er medtaget på grund af dets længde. Særligt iøjnefaldende er også, at “ordet” er sat foran “luder”. De kan jo ikke råbe andet end et ord efter hende – “ordet” er overflødigt. Lige så overflødig er tilføjelsen “der vidnede om et par hårde år”. Det er vel de færreste mennesker, som skærer i sig selv for sjov, og når de har det godt. Omskrives de sidste par linjer i passagen, bliver den efter min mening allerede bedre: “De gange, de havde råbt “luder” efter mig. Sedlerne. Skældsordene. Ingen venner. Ensomheden. Kun sig selv at støtte sig til. De uopmærksomme lærere. Mine ligeglade forældre. Arrene på mine arme.”

Samlet

Kompositions-, handlings- og karaktermæssigt er der heller ikke – for at imitere Wendts sprog – meget at råbe hurra for. Søger du litterær kvalitet, er Hjem, kære hjem derfor ikke en bog for dig. Maria Wendts intention med Hjem, kære hjem er god (emnerne har som tidligere nævnt stor vigtighed og relevans), og der gemmer sig sandsynligvis et potentiale et eller andet sted, men udførelsen kunne være bedre. Der er – med en lakonisk formulering – plads til forbedring.

INFO

Har du lyst til at læse bogen, kan den købes her for 249,95,-