Autoatlas

ROMAN: Autoatlas er en roman for folk, der elsker litteratur i bevægelse, nørdede facts og lange tankestømme. Vi møder to barndomsvenner, nogle af de piger de samler op fx Annah, Ajura og Heidi eller Joan som hun hedder i virkeligheden. På 96 sider får man lidt af det hele i en spændende fortælling, hvor man dog også sidder en smule uforløst tilbage.

 

Vejen derned er også sidegaderne

Der bliver dvælet meget ved detaljerne, mens de to barndomsvenner udskyder døden på deres roadtrip ned gennem Europa. Jeg er døende, og så må vi bare tage den derfra. Bernhards ord. Ikke mine.  Med disse ord indleder romanen karakterernes dannelsesrejse gennem vanvid, sex, druk og forsøget på at finde en mening med tilværelsen.

Eller måske nærmere at undvige den mening ved at fokusere på arkitektoniske eller strukturelle detaljer ved nogle af de byer, som de besøger. Hovedpersonen filosoferer over, hvilket er et ret fantastisk øjeblik i romanen, hvilken betydning registrering af træerne i Berlin har for byen, og hvorfor man måske gør det som en konsekvens af 2. Verdenskrig. Det er glimrende.

Træer, gladiatorer i Rom og besøget i Venedig er båret af en historisk bevidsthed og samtidig en undersøgelse af (den googlede) sandhed. Men i mange af de fremtrædende tankerækker, er der også en dybere tænkning over tilværelsen, og hvordan historier og litteratur kan have en betydning for vores tilværelse. Som fx med europæisk historie og åndelig dannelse fra »Døden fra Lübeck« til Casanova og Gunnar Ekelöf. Mange af disse elementer er med til at gøre romanen både sjov at læse og indholdet genkendeligt for læseren.

 

Det fascinerende og det ligegyldige

De ovenstående eksempler er noget af det, der gør romanen fascinerende, for den er fascinerende, og der er mange elementer i historien og sproget, som er lette at elske. Både for deres originalitet og fremdrift; man får som læser lyst til at læse videre. Når det er sagt, kan man også diskutere, hvor mange digressioner eller sidefortællinger, en læser kan håndtere. For visse steder i romanen virker de forstyrrende og ligegyldige for læsningen.

Nogle af de mere hverdagsnære eller perverse sidefortællinger om man vil, kunne man sagtens have undværet. Dette drejer sig fx om den lidt ligegyldige fortælling om hovedpersonens tur på toilettet, der skal agere baggrund for, hvorfor denne har ondt i røvhullet oven på det vilde liv, som de lever på turen. Måske havde det været mere interessant, taget det sparsomme sidetal i betragtning, at bruge det originale sprog og det intense drive på flere barndomsfortællinger om Bernhard og hovedpersonernes relation. Det bliver ofte interessant, når jeget netop tænker over jeget, både sin oprindelse og situationen lige nu.

Jeg er kun en, kun en, kun en. Kun et menneske, kun én på samme tid. Ikke to, ikke tre, kun en. Kun et liv at leve. Jeg må have noteret det i hæftet i nat, jeg genkender min håndskrift, men har ingen erindring om at have skrevet det. Spændingen i romanen er netop dette; at eftersøge en erindring, at kaste sig frygtløst ind i livets bølger, at vågne dagen efter skyllet op på land og uden hukommelse. Det er med passager som den ovenstående, at romanen får liv og holder sin læser fast.   

 

Samlet

Der er meget godt at tage fat i, når man læser Autoatlas. Det gode sprog i bogen, og iscenesættelsen af rodet i den filosofi og litteratur, der bliver fremhævet og undersøgt af hovedpersonen, og som danner basis for livsførelsen og det glade vanvid som denne udøver, fungerer. Der er substans, og måske netop derfor også ret meget navlepilleri, som nogle gange fungerer, andre gange irriterer.

Dog er det en interessant historie, der bærer romanen, og man vil som læser gerne vide, hvem personerne er og hvorfor de gør som de gør. Romanen er stærk, når vi bliver lukket ind i hovedpersonens liv. Og det er især derfor, man skal læse romanen. Den er det værd.

4 modspor, 1


INFO

Se mere her, hvor romanen kan købes for 149,-

 

Bjørn Themsen har tidligere udgivet:

Midnatssol og den sidste Maria, Modtryk, 1995

Graceland, Tiderne Skifter, 1997

Hvis en frø havde vinger, Siderne Klistrer / B.Ø.K, 1999

Non plus ultra, Fuglekøjen, 2013

Hippokonder, Fuglekøjen, 2014