“Books make great gifts because they have whole worlds inside of them. And it’s much cheaper to buy somebody a book than it is to buy them the whole world!” 

Hvis du endnu ikke har fået taget hul på julegaveindkøbene, eller bare lige mangler den sidste til den der person, som er umulig at købe gaver til, så læs med her og få lidt inspiration – en god bog går man aldrig fejl af!

2015 har været alletiders læseår. Ikke mindst er der kommet en masse bemærkelsesværdig litteratur på markedet i årets løb; jeg har væltet mig i litteratur, min horisont er om noget blevet udvidet. Jeg har gjort mig mange tanker, analyseret til jeg blev grøn i hovedet. Jeg har badet i ord, suget dem til mig og omformet dem til erfaringer. Nogle af disse boglige og mest anbefalelsesværdige erfaringer giver jeg videre her.

 

Nina Bolt, Ildfødt, udgivet af Forlaget Tiderne skifter, 2009

Ildfødt er fortællingen om den unge pige, Lucie, fra Nyboder. Et nyt århundrede er netop begyndt, englændernes bombardement af København er lige om hjørnet, og lægevidenskabens gennembrud kan så småt begynde at anes, men netop hos Lucie viser denne sine endnu skræmmende mangler.

Lucie er en særpræget person. Ikke blot på grund af hendes fremvoksende ”englevinger,” men også i sit væsen. Den unge pige tager mange ting bogstaveligt og er dybt påvirket af en pietistisk lærerinde på den skole, hvor hun går. Ligeledes går hun med liv og sjæl op i sine samtaler med lægen, Bernard, som allerede fra Lucie var ganske lille har haft hende i behandling for sine såkaldte vinger. Hun går med stor iver ombord i hans mange bøger om religion, engle og dæmoner og sluger dem råt. Men der er ting, en lille godtroende pige hurtigt kan misforstå, eller stå uvidende overfor, og i dette tilfælde bliver det yderst skæbnesvangert.

Lucie bliver omkring konfirmationsalderen opgivet af Bernhard, men efter foruroligende hændelser tager hun selv kontakt til ham igen. Som barn fik hun åreladninger for at afhjælpe vingerne og er derved blevet overbevist om, at hun har ondt blod i kroppen, samtidig med at en indre stemme får sit tag i hende, og beordrer hende til onde handlinger.

Ildfødt er et værk der bliver siddende i én. Jeg har efterhånden læst den mange gange, men vender troligt tilbage til den gang på gang. Både fordi den er smuk, væmmelig, men også ægte.

Bolt formår på tryllebindende vis at skrive samtidens nerve frem, og kaosset i Lucie rammer læseren som en knytnæve i maven. Denne bog er alletiders både som historisk, samfundsmæssigt og videnskabeligt værk, og bestemt ikke én, man må gå glip af.

 

Bjørn Rasmussen, Ming, udgivet af Forlaget Gyldendal, 2015

Siden jeg for første gang læste Rasmussens andet værk, Pynt, har jeg higet efter mere. For det er et helt specielt univers, man synker ned i, når man læser hans ord. De synes på én gang smertelige og næsten uudholdelige, men som man pludselig må se sig fanget af. Man bliver afhængig af hans sprog, selvom det gør ondt, og at det er med gåsehud, tårer i øjenkrogene og pludselige, men mærkeligt fremprovokerede smil på læben, at man fanges deri. Og det var dét, jeg glædede mig til.

Ming er en digtsamling om at miste, og den lægger hårdt ud. Der er ikke nogen blød og behagelig introduktion til noget som helst. Men hvorfor skulle der også være det? Når nogen dør, er der jo aldrig nogen blød intro.

Processen i denne digtsamling strækker sig fra vrede og frustration, over dyb og invaliderende sorg til en slags klarsyn. Som en måde at sige, at vi på en eller anden vis altid fordøjer døden – at vi vænner os til den. Men den fortæller også, hvor meget en sorg eller et tab kan trække med sig. At det ikke ”bare” er det at savne. Det er også alt det, der sidenhen vil mangle og ikke mindst angsten deri.

Men dét der er med Bjørn, er at han aldrig siger det traditionelt. Det ligner sandheder, man aldrig havde troet kunne være sandheder, men så snart han har sagt det, kan man ikke tro, man nogensinde har set det anderledes. Det hele er pludselig så klart og tydeligt, og man forstår ikke, at der ikke er nogen, der har fundet på at sige det på den måde før.

Det var både med et blødende, næsten opløst og stikkende hjerte, at jeg kom igennem denne digtsamling, fordi sorgen bliver så velkendt, men samtidig også med en fornemmelse af lethed, fordi det hele virker meget mere okay efter endt læsning. Det er ikke, fordi den ender i ren åbenbaring. For det er ikke sandheden – sandheden er, at man aldrig kommer ud af en smerte eller en sorg, af angst eller savn.

 

Mara Lee, Future Perfect, udgivet på dansk ved Forlaget Rosinante 2015

Jeg havde store forventninger til denne roman. Den svenske forfatter, Mara Lee, har i en lang periode stået, for mig, som den ultimativt, mest beundringsværdige æstetiske mester af sproget. Hun formår at få sproget til at danse, til at synge, men samtidig at få det til at smadre rundt og flå alting fra hinanden og efterlade læseren helt og aldeles åndeløs. Og netop med dette værk tog jeg mig selv i flere gange at sidde med vidåben mund ude af stand til at trække vejret eller synke. Det var små passager af sproglig eufori og voldsomhed, der gjorde, at jeg i korte øjeblikke forlod livet og lod mig rive med.

Fortællingen udspiller sig i et lille landsbysamfund i Skåne, hvor fordomme, bagtaleri og småbys-hvisken og tisken får frit løb. I byen bor den underskønne, Dora med sine to sønner, Lex og Trip – to absolutte modsætninger som indimellem henleder mine tanker på de bibelske, Kain og Abel. Lee har det dog også med at hente inspiration fra mytologiens verden, så det er ikke et tilfælde, at der også i dette værk kan trækkes kraftfulde paralleller af både historisk, mytologisk og psykologisk karakter, hvilket er det rene kræs for den skarpe og umættelige analytiker.

Den lille families daglige og langt fra normale trummerum, skal dog abrupt forstyrres af den bemærkelsesværdige pige, Chandra, som hele familien betages af. Især Dora og Trip inddrager Chandra i deres verden med kjoler og kostumer, de syr, sminker hinanden og leger deres helt “særlige” og forbudte lege. Disse forbudte lege ender dog med at gå for vidt. Det er i lang tid uvist helt præcist, hvad der sker, men der er en tung og mørk undertone af en aparte seksuel og brutal adfærd, og efter en tragisk hændelse splittes den lille familie ad.

Future Perfect er en fortælling om anderledeshed: Det, at gøre sig selv anderledes, men også at blive gjort anderledes. Det er en stærk historie om håb og drømme og det, at glemme: At glemme at starte på en ny, og at glemme at huske de svære og værre ting. Er man til sproglig- og analytisk orgastiske oplevelser er dette et værk eller forfatterskab, man bør unde sig selv at se nærmere på.

 

Unica Zürn, Mørkt forår, Udgivet på dansk ved Forlaget Sidste Århundrede, 2015

Mørkt forår er på mange måder et utrolig gruopvækkende værk. Det er chokerende, uhyggeligt og mørkt! Zürn skildrer i sin korte fortælling et barns første kærlighed. Selvom denne kærlighed på mange måder virker naturlig og smuk, forekommer den temmelig foruroligende. Den navnløse hovedperson, en pige på 12, er betaget af mænd – først hendes far, hvilket virker meget naturligt.

Det starter ganske uskyldigt, men da erotikken med tiden bliver forbundet med overgreb, smerte og galskab, og hun deri finder den egentlige nydelse, er det, at det bliver uhyggeligt. Det mest uhyggelige bliver dog, at det undervejs i læsningen slet ikke virker så slemt. Det er netop som om, denne pige ikke ser dét der sker, værende ligeså uhyggeligt som læseren, hvilket virkelig rammer den barnlige nerve og gør det ekstra frygteligt – barnets naivitet får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. 

Uden at afsløre for meget, tager pigen, til sidst, en beslutning, og for mig er det denne beslutning der gør, at jeg ikke kan afgøre med mig selv, hvordan jeg vil læse dette værk. Jeg synes, man kan se det på to måder: Som en tragisk flugt eller som en endegyldig afgørelse der bringer hende tættere på en lykkelig frihed. Og selvom handlingen er tragisk, ligegyldigt om det er med det ene eller det andet formål, så gemmer der sig heri, blandt al grusomheden, en form for skrøbelig skønhed.

Det er et kort, men stort værk, og selvom Zürns forfatterskab var kort, rummer det alligevel kraftfulde tekster, der går i Ditlevske sko. Så er man til avantgardistisk litteratur med en efterklang af Tove Ditlevsens barneskikkelsers røst, så er det her værket.

 

Augusten Burroughs, Running with scissors, udgivet ved forlaget St. Martin’s Press New York, 2002

Augusten er ni år gammel, da hans forældre er på nippet til skilsmisse. Moderen er forfatter og mere eller mindre tosset, mens faderen er en usympatisk og følelseskold fordrukken matematikprofessor.

Augusten’s mor, Deidree har under- og efter skilsmissen kontakt til en psykiater, Dr. Finch, og da Deidree med tiden ser sig mere og mere ude af stand til at tage sig af Augusten, lader hun ham flytte ind hos Dr. Finch og hans familie.

Augusten er besat af læger, han ser op til dem, beundrer dem og den autoritet de har. Han holder af orden, skinnende ting, nypressede habitjakker, tilbagestrøget, velfriseret hår og fnugfrie bukser. Så han har selvsagt høje tanker om denne Dr. Finch! Men da Augusten første gang ankommer til hans hjem, er det en noget anden virkelighed der møder ham. Huset minder mere om en losseplads, der er kakerlakker i køkkenet, dyrehår over alt og husets møblement kan med deres tilføjede pletter, madrester og andet godt nærmest gå selv. Også husets beboere afviger noget fra normen. Foruden Finch’s egen småneurotiske familie tæller de nemlig også flere af Finch’s patienter. Både de skizofrene, de maniske og psykotiske. Men måske passer de også meget godt ind. Det er vist en lidt uafgjort kamp, hvem der er mest syg af husets beboere! 

Burroughs formår at fortælle sin historie med så gennemført en humor, at man glemmer, hvor alvorligt det hele er, men jeg fik faktisk til tider lidt dårlig samvittighed over at sidde og skraldgrine over noget, der bestemt ikke er sjovt, men snarere uhyggeligt – jeg følte mig bedraget, manipuleret.

Denne fortælling handler ikke kun om dét at leve anderledes og alligevel overleve. Den handler ikke kun om grum omsorgsvigt, manipulation og sindssyge. Den handler også om at være i stand til at acceptere, men ikke gå på kompromis – at kæmpe med de midler man nu engang har og stadig have drømme, forventninger og forestillinger. Ligeså grotesk, grim, morbid og sarkastisk den er, ligeså smuk, dyb og vedkommende er den også. Jeg synes virkelig, den er værd at bruge sin tid på.