Musikformidler og forfatter Jan Poulsen har igen kastet sig over et af de mest betydningsfulde bands i Danmark, Sods, nok bedre kendt som Sort Sol. Denne gang med specifikt fokus på det, der blev den første danske punk-lp, nemlig Minutes to go. Det betyder endnu en gang velformidlet musik- og kulturstof til læserne.

I en ny bogserie ved navn Danske albums, på forlaget Multivers, er hver enkelt bog dedikeret til et album i den danske musikhistorie. Det har givet anledning til, at den første danske punk-lp er blevet sat under lup. Sods, senere kendt som Sort Sol, udgav i 1979 pladen Minutes to go. Dansk musik blev aldrig det samme igen. Med udgivelsen af pladen fik den danske musikscenes stilstand og tristesse en musikalsk fuckfinger. Minutes to go er ikke kun unik, når det kommer til vores hjemlige kontekst, men en plade, der ikke rigtig lyder som nogen anden. Den lyder ikke kun som den engelske punkscene med bands som The Damned eller Sex Pistols. Den lyder heller ikke kun som den amerikanske punkscene med The Ramones og Television. På mange måder er det en hybrid, der trækker på alle de nye tendenser, der væltede frem og varslede en ny tid for musikken. Samtidig er det en plade, der helt er sin egen. På den baggrund er der ingen tvivl om, at dette betydningsfulde album fortjener en bog om sig. Både som et produkt af tiden og samfundet, et nybrud og oprør mod fastlåste tendenser, men også i egen musikalsk ret.

Den rigtige balance

Jan Poulsens nye bog er ikke nogen voluminøs udgivelse. Bogen er, ligesom de fire andre titler i serien, holdt til en halvanden hundrede sider. Det er ganske sikkert, at bogserien er inspireret af den britisk-amerikanske bogserie, 33⅓. Formatet fokuserer på en enkelt pladeudgivelse, dens tilblivelse, modtagelse og eftertid. Det giver mulighed for at gå mere i dybden med en række detaljer uden at skulle rumme hele et bands historie. Det er så også, når der skal graves et spadestik dybere, at der er fare for alt for meget fokus på detaljen. Men her er det heldigt, at Jan Poulsen mestrer formidlingens kunst, hvad end det kommer til detaljerigdommen, det mere anekdotiske eller indblik i større perspektiver. Her er sproget altafgørende for, hvordan fakta og detaljer præsenteres uden, det ender som opslagsværk. Interviewene af bandmedlemmer og andre omkring tilblivelsen af Minutes to go krydrer det hele og gør fortællingen om albummet til det, som det er, nemlig et produkt af en række individers engagement, der går op i en kollektiv helhed.

En del af miljøet

Det er ikke første gang, Jan Poulsen har skrevet om Sods/Sort Sol. Tilbage i 2002 udkom bogen Under en sort sol: fra Pisserenden til Statens Museum for Kunst. Denne bog står for mig som noget helt særligt, da den for alvor satte gang i min interesse for bandet, men også for min store interesse for formidling af kultur- og musikhistorie. Bogen var en kraftpræstation, der matchede det egentlig så udanske, kunstneriske format, som Sods/Sort Sol havde. Som en, der har læst den tidligere bog, er det glædeligt, at den nye er blevet krydret med nye informationer. Men hvad end, man kender en masse til bandet, eller om man for første gang stifter bekendtskab med udgiverne af Danmarks første punk-lp, er sproget, formidlingen og formen glimrende. At skildre én plade og ét band, er én ting. Noget andet er at kunne sætte den i kontekst af samtiden, samfundet og musikken. Her skinner det igennem, at Jan Poulsen har indsigt i disse sammenhænge på et personligt plan. Han var selv en del af det spæde danske punkmiljø og har i kombinationen med sin store viden og sin skarpe pen endnu engang formået at invitere det brede publikum ind i en spændende musikalsk og kulturel opbrydningstid.








Info

Jan Poulsen: Sods – Minutes To Go

Forlaget Multivers

2023

156 sider