I en verden præget af kommunikationsudfordringer og en konstant strøm af information, giver Cecilie Lolk Hjort mig en tiltrængt pause. Hendes nyeste poetiske leksikon, Tre hvide droner, fungerer som en letfindig refleksionskilde i en hektisk verden, hvor sproget ofte fortabes i det digitale og absurde spektrum
Tre hvide droner udgør Cecilie Lolk Hjorts tredje poetiske leksikon, men hvad definerer egentligt et poetisk leksikon? Dette spørgsmål har jeg spekuleret over, siden jeg læste hendes tidligere leksikon tilbage i 2016, Sputnik 2. Hvis du er lettere forvirret, kan jeg virkelig godt forstå det, for jeg er stadig selv i en tilstand af forundring. For mig synes det som at tage en dyb indånding af ordets egentlige betydning og lade det udfolde sig i Hjorts finurlige og subjektive definitioner, da det er en hyldest til poesiens og ordenes provokationer, uden at det er en forherligelse af skønhed eller et udtryk for absolutte sandheder. Ifølge Hjort findes der nemlig drager i verden. Altså næsten.
Som i hendes tidligere leksika er ordene delt op i tre kategorier: Arter, Mennesker og Ting.
I afsnittet Arter præsenteres en undersøgelse af naturlige eksistenser, hvori skildpaddens fejlagtigt forståede eksoskelet fremstår som et særligt illustrativt eksempel på de begrænsninger, objektivitetens synspunkt indebærer ved beskrivelsen af biologiske former. Sektionen Mennesker danner en indføring i menneskelig subjektivitet og oplevelse, hvor termer som bondefanger og allergiker udspiller sig som nøgleelementer til afdækning af individuelle identiteter. Afslutningsvis giver Ting læseren en sammenkobling af det håndgribelige og abstrakte landskab af kulturelle konnotationer. Bagerst i bogen findes Hjorts bemærkelsesværdige research i form af en bibliografi, som dækker alt fra David Attenborough til Bistro Panpan i Zoologisk Have, og jeg kan allerede nu afsløre, at en gennemgang af bibliografien er en forbløffende rejse i sig selv, for Tre hvide droner udforsker netop spændingen mellem kategorier og subjektivitet, hvor sproget belyser nuancer og inviterer læseren til at se verden fra forskellige perspektiver. Det er et værk, hvor betydningen ikke er statisk, men i konstant forandring.
Selfie subst. -n, r- / -s, r-rn?
Sproget generelt er en uforanderlig strøm af misforståelser og fortolkninger, og det kan synes som en udfordrende opgave at omfavne et leksikon, der divergerer fra ordenes egentlige betydning. Ikke desto mindre stiller jeg stadigvæk spørgsmålet: GørTre hvide droner overhovedet det? Jeg finder svar i Hjorts egensindige tankegang, der styrker mig i overbevisningen om, at det netop er sådanne værker, der giver os en påkrævet modvægt i en tid, hvor selvforherligelse og sociale medier regerer. Hjorts lille bog omfavner en fortolkning af verden, som i førnævnte definition af skildpadden:
”Det er en udbredt myte, at skildpaddens skjold er en motorcykelhjelm, som den har trukket ned over sig for at holde verden ude. Faktisk er skjoldet en hud med lige så mange nerveender som de bløde skæl på dyrets ansigt og fødder.
Skildpadden er beskyttet, men ikke isoleret – hård, men ikke ufølsom. Derfor er det en fejl, når mere ekstroverte dyr fortæller skildpadden, at den går glip af alt det sjove, og forsøger at trække den ud af dens skal. Man kunne lige så godt fortælle den, at den ikke fuldt ud har oplevet livet, før dens knogler møder den frie luft.”
Dette er kun et lille uddrag af de mange definitioner af fænomener og Hjorts særegne måde at tænke på. Det er svært at sætte præcise ord på, hvorfor hun rammer noget behageligt genkendeligt. Jeg vil ej heller træde vande i forsøget på at forklare det tydeligere, men i stedet lade hendes egne ord stå for sig selv, for det fortjener de. ’Selfie subst. -n, r- / -s, r-rn’:
”På et museum står en kvinde og printer et maleri i sin hjerne […] På et museum står en anden kvinde helt stille foran et maleri i tyve minutter. Imens holder en anden kvinde et billede i sine hænder. Det er hendes eget ansigt, maleriet, og et stykke af væggen og stukken ovenover.”
Tre hvide droner er en stille opfordring til at dykke ned i sprog og tanke. Det er som en forsigtig og unik kilde til undren, en skånsom udforskning, og en varm påmindelse om, at i andres ord og væren gemmer sig en uudtømmelig verden af muligheder og betydninger. Den repræsenterer en erkendelig stræben efter at forstå både den omgivende verden og vores gensidige forståelse af hinanden.
Info
Cecilie Lolk Hjort: Tre hvide droner
2023
Forlaget Ekbátana
96 sider
Læs mere på forlagets hjemmeside her