MØD: Poul Lynggaard Damgaard er nærmest blevet et mytisk væsen i det århusianske litteraturmiljø; selvfølgelig mest for sine digte, men også for sin skikkelse og sit sælsomme væsen. Povlheden har nogen kaldt ham, meget sigende, at en digter skal have sit eget begreb. Men hvem er Poul og hvorfor skriver han?

Blandt planter og arkitektur

Vi sidder ved en bænk nær vandet i Botanisk Have. Det giver god mening, at vi mødes her, for man kan læse en sammenblanding mellem naturen og arkitekturen i Pouls digte. Vi begynder at snakke indgående om hans værker, der lige nu tæller tre: Boks Sepia (2013), Disk Habitat (2014) og Stedets omvendte beklædning (2015).

Poul pointerer selv en udvikling i sine digte, hvor han har bevæget sig fra at skrive meget om byen til mere at søge efter naturen i sin seneste samling, og at der hele tiden er en vekselvirkning mellem stilstand og bevægelse; at den modsætning er en drivkraft på en eller anden måde.

Personerne fra i går er en sø, tænker han

med et orange lys på sin trøje hen imod

morgenmørkets sidste samtale

Ovenstående digt er et eksempel på den vekselvirkning, mellem mennesker og natur, mellem bevægelse og stilstand. Søen, der står stille, mens morgenmørket er aftagende i det orange lys. Dage, der går videre. Man skal især læse Pouls digte, hvis man netop er optaget af naturen og bylivet. Desuden også hvis man interesserer sig for litteratur fra Århus.

Øernes stilhed, poesiens eksplosion

Poul er vokset op i Odder og har derfor levet det meste af sit liv i og omkring Århus. ”Jeg ser Århus som et sted at bo i mange år, men jeg vil også gerne undersøge forbindelserne ude i verden.” Jeg spørger, om han overvejer at flytte til udlandet, hvor han hurtigt svarer: ”Det skulle nok være på et skriveophold, så jeg kunne bevare fokus på at skrive. Selvfølgelig er det vigtigt for mig at være ude i verden, men det er også vigtigt at give plads til digtene, at rumme dem.”

Jeg spørger mere konkret ind til digtenes oprindelse, eller formuleret på en anden måde; hvornår han begyndte at skrive digte. Poul forklarer, at vi nok skal helt op i hans 20’ere, før han for alvor begynder at skrive digte, han har selvfølgelig skrevet før, men det er især dér, at han gør alvor af det. Han bor på det tidspunkt på øerne Tunø og Samsø, hvor han begynder at fordybe sig mere i poesien. Han forklarer:

”Det handler i høj grad om at beskæftige sig med omverdenen og at turde bevæge sig ud på dybt vand.” Jeg søger dybere ind i svaret for at finde ud af, hvad han mener med det, og han forklarer, at ”det handler om bevidsthedsprocesser, hvor man fordyber sig i sig selv og sine digte; det er at bevæge sig på dybt vand. Man søger nogle gange efter det sublime, og det er krævende. Min proces har udviklet sig, så jeg bevæger mig meget rundt i byen, men jeg har også brug for den alenetid, hvor man bevæger sig rundt i poesiens univers.”

I 2005 han flyttede til Århus for netop at blive en del af det litterære miljø, finde et fællesskab. Han har været en aktiv del af Poetklub Århus i mange år i forskellige roller, og han er desuden en del af skrivegrupperne på Godsbanen. Han hæfter sig måske netop derfor ved det sociale som et stort aspekt i det at skrive. Han erkender også, at hans proces er blevet mere social, og selv om han skriver meget hjemme, tager han nu også mere ud; bevægelsen er vigtig for ham.

Han er bl.a. blevet trykt i Hvedekorn og nævner i den forbindelse, ”det er en anerkendelse at blive trykt i tidsskriftet, men jeg glæder mig i lige så høj grad til at læse op i København. For til dagligt spørger jeg nogle gange mig selv, hvad København og Århus egentligt har med hinanden at gøre? Det her er en måde at finde ud af det på. Desuden holder jeg meget af at læse op. Det er med til at give nogle nye perspektiver til skrivningen, fordi oplæsningerne aldrig er ens, og digtene finder nye rum.”

Det handler om det næste værk

Under vores samtale slår det mig, at Poul lever og ånder poesi. Når jeg forsøger at spørge ind til opvækst, studie eller fremtid, vender han altid spørgsmålet om, så det drejer sig om poesien. Der flyder digte i Pouls årer, og på mange måder handler det om det næste digt, den næste udgivelse i et tidsskrift og det næste værk.

Vi snakker til sidst om poesiens muligheder fx i kombination med illustrationer og malerier. Jeg spørger, om han kunne forestille sig at udgive, fordi jeg ved at han er maler, et værk med digte og malerier: ”Det kunne helt sikkert være en mulighed. Jeg er altid interesseret i at afsøge nye muligheder.” For mig er det næsten uundgåeligt, at der på et tidspunkt kommer et værk med Poul som både digter og maler. Han maler som han skriver, og han skriver som han maler. Med ornamentets slyngende og fragmentariske helhedsperspektiv som en indgroet del af begge dele.

En uventet vind gennem støvet der

danner en sidste rejse for den første.

Lyden er strengt taget ikke nødvendig.

INFO

Poul Lynggaard Damgaard (1977) har udgivet tre digtsamlinger på PrintXpress: Boks Sepia (2013), Disk Habitat (2014) og Stedets omvendte beklædning (2015). Han er desuden trykt i Tidsskriftet Slagtryk, det norske tidsskrift KAMILLA og Hvedekorn. Desuden er han også trykt i skrivegruppe-antologien, Den som er fremme, udgivet på Trykværket i 2014. Derudover medvirker han i Hagla, et almen folkeligt litteraturtidsskrift, der udkommer første gang i 2015.

Se mere på hans hjemmeside her.

Begge citater i interviewet er fra Stedets omvendte beklædning

Alle fotos © Daniel Boysen