Italienske Franco Arminio skriver i Postkort fra de døde spektakulært om banalitet. Hans postkort leger mellem genrer og giver stof til seriøs eftertanke i en fænomenal ny verden.
På bagsiden af et postkort i udkanten af et land
Mikroforlaget Apuleius’ Æsels nye udgivelse af Franco Arminios Postkort fra de døde begynder med oversætteren Cecilia Banfis forord og med dette beskrivelsen af en landsby. Her handler det om et udkants-Italien, et sted som urbaniseringen har efterladt i folketom kedsommelighed. Uden spektakulære seværdigheder og stadig i et slags sløvt efterliv af det katastrofale jordskælv i 1980 er dette område som så mange andre langsomt blegnet i den kollektive hukommelse. Her går rurale katestrofer ikke rastløst op i den nationale hukommelse, og katastrofen ville selv have blegnet i takt med billederne i papiraviserne, hvis papir da ikke først var blevet forældet og overflødigt i et moderne mediesamfund. I dette område skriver forfatteren Franco Arminio, hvis bog bygger på en anden gammel papirgenre: postkortet. Ja, den der underlige hybrid af brev og fotografi, der typisk kræver mindst tre separate arbejdsindsatser af sin afsender, der som regel er en meget sløv feriegænger.
Hvad siger man på et postkort, og hvad vil et postkort egentlig sige?
Postkortet er som genre tæt bundet til et bestemt sted. Tænker man over det, er funktionen egentlig at sige noget til nogen igennem en besynderlig envejskommunikation, hvor det overflødige er skrællet af indholdet. Det er en meddelelse, og Arminios skarpe og ironiske sprog fungerer vidunderligt i dette format.
Lingvisten Jan Ola Östman har beskæftiget sig både med sproglige forbindelser mellem periferi og center og med postkortet som genre. Meddelelsen er det, han kalder ”disembodied language par excellence”. Det der menes er, at postkortet ikke kun tilfældigvis indebærer, at forfatteren er fraværende, men at dens meddelelse afhænger af det. Distance er nemlig postkortets raison d’être, den agerer stedfortræder til en handling, der egentlig helst sker umiddelbart mellem mennesker: fingerpeget, deixis, dette ”se der!”. Postkortet påpeger afsenderens stedslige koordinat. Rom, Venedig, Firenze – det er postkortværdige steder, de er næsten som skabt til et ”se her!” – og måske ikke kun næsten. Spektakulære seværdigheder pryder kortets forside: Den spanske trappe, Berninis svævende to-tons-figurer, Uffizierne. Disse ting er gået op i en højere ikonisk helhed, har overskredet deres æstetiske værdi. Det er noget individet, som del af en kulturel helhed må anerkende. Og videre har billederne givet vores feriegænger en grund til at notere nogle egne tanker på bagsiden af kortet, således undskyldt af en smuk trappe.
Kortet illustrerer også, idet man vender på det – som to sider af samme sag – den kollektive og individuelle dimension af vores feriegænger: mennesket. Postkortet er for Östman et sprogligt rum mellem individ og kollektiv, det personlige og det offentlige menneske, men ville man ikke kunne sige det samme om litteratur generelt?
Postkortets implicitte distance til læseren forstærkes, idet Arminio både skriver fra Bissacia i det sydlige Italien, den by, der beskrives af Banfi, og tilmed skriver ”fra de døde”. På den ene side findes det ikoniske ikke, som skulle forene afsender og modtager i genkendelsen af et kulturelt tegn. Bissacia har ingen store seværdigheder at pege på, ingenting at nikke genkendende til. På den anden side er de små notater blevet undskyldt af en hændelse af en mere personlig art. Den som i dag, hvis man skulle tro Karl Ove Knausgård måske mindre end nogensinde står i kulturens rampelys, nemlig døden. I udkantsområdet og udkanten af livet foreligger et spørgsmål om, hvornår noget bliver en meddelelse værd, men også om hvorvidt noget banalt, såsom et u-spektakulært postkort, lige som den u-spektakulære død, er litteratur.
Det banale og det patetiske
Arminio er selvudnævnt ”landsbylog” (paesologo), og både hans blog og bogtitler som Cedi la strada agli alberi fra 2017 vidner om, at dette skal forstås i sammenhæng med hans arbejde som miljøforkæmper. Hans fokus ligger på landsbyen som modernitetens udkantsområde, både i medierne og i bevidstheden, som ikke er helt uafhængige af hinanden. Mens det er oplagt at fremhæve disse udkantsområders æstetiske højdepunkter, er det ikke mindst den politiske tendens at antage, at landets befolkning er lig med storbyernes befolkning, som beskæftiger landsbylogen. Historien ligner den i Spanien for ikke at tale om resten af Europa: forestillingen om at Norditalien slæber sløve Syditalien efter sig, at metropolerne bærer udkantsområderne som last. Således er Arminios hjemby blevet en kuriositet, noget sekundært i den offentlige opmærksomhed. Det er netop her, Arminio mener, at litteraturen kan komme i arbejde, idet den forstørrer kuriositeterne op, giver os læsebriller på, eller ligesom postkortet peger og siger ”se her!”.
Litteraturen handler ifølge Arminio ikke om et æstetisk, men et etisk dilemma, den er, som han siger i et interview med Il posto delle parole i marts 2018 ”opmærksomhedens disciplin”. Og det er netop opmærksomhed, der ifølge Arminio kræves i vor tid, hvor det hverdagsagtige, den almindelige død og den almindelige landsby er lige så flygtige som et postkort af papir i internettets tidsalder – en tid, hvor permanens er reserveret det ikoniske.
Han understøtter således også læserens forventning til en titel som Postkort fra de døde med hele dens mystiske undertoner, og i stedet finder vi døden kogt ned til få banale øjeblikke. Nogen tænker på den kolossale mængde trøjer, de besidder i husholdet og døende med en grøn i armene: ”én af dem, jeg aldrig gik med”. Arminio beskriver døden, som den foregår med sin mystik skrællet af; den er angstfuld, den er angerfuld, og den er antiklimatisk: ”Jeg vil gerne vide, om det er lykkedes min fætter Maurizio at sælge sin Volkswagen Golf, som han ville have seks millioner lire for.”
Mest af alt er det sært at læse i et så nøgternt og konstaterende sprog. Postkortet, ligesom døden, understreger den distance, som hos Arminio er så affirmativ, som påminder os om, at alting, deriblandt det banale, sker dennesides. Arminios postkort fra hinsides beskriver således hverken personer eller indhold af den spektakulære ikoniske type, men banale former for liv.
Panik eller romantik?
Helt specielt med denne samling af postkort er, at det lille format kan læses på én gang. De fordrer kun lidt af den opmærksomhed, Arminio taler om, når han taler om litteratur, og her gør hver sætning sig gældende. Som læser får man en fornemmelse for den tilstand af intensitet, som Arminio fremhæver som sin egen, da disse postkort blev til. Den forenklede sproget og gav hans bog sin form: ”Panikken udvider sanserne, gør dem rå, der er ikke tid til at raffinere, romantisere dem.” Det var en slags intens dødsangst, der samtidigt fremstod som ”latterlig hypokondri”.
På én gang patetisk og skræmmende insisterer disse scener på det subjektive grundlag af litteraturen – på følelsernes selvhævdelse og på intensitet. Patetisk er jo netop ordet, vi bruger for at beskrive overdrivelsen af en individuel følelse, som ikke har noget hold i virkeligheden.
I Postkort fra de døde skriver Arminio måske en direkte modsætning til den type postkort, som vi alle engang kunne have skrevet eller fået. Noget i stil med: ”her står jeg foran Mona Lisa, og jeg følte ’wow’”, hvor det ”wow” modsat er en kollektiv følelse uden hold i individet, noget vores kultur har foreskrevet os at føle. Nej, i stedet er Arminios stemmer fra små individer, personlige oplevelser og subjektive følelser, som er usande i den forstand, at de ikke undskyldes af noget ydre – et pludseligt panikanfald. Ikke for at sige at følelsen er sand, at noget er således, fordi jeg føler, at det er således, men noget subjektivt er jo netop subjektivt på den måde, at det fører os til genkendelsen af os selv som adskilt kollektivet; en genkendelse af sig selv, som både har rod i en banal situation og som også overskrider den. Således er afsenderen en ensom stemme på bagsiden af postkortet. Den taler om personlige følelser, insisterer på at være patetisk og at sige noget om kulturens bagside, den som Arminio har gjort en dyd ud af at skrive om, den som så let blegner, hvilket man ikke kan sige om denne bog.
INFO
Franco Arminio Postkort fra de døde (2018)
Originaltitel Cartoline dai Morti (2010)
På dansk ved Cecilia Banfi
Forlaget Apuleius’ Æsel
144 sider
Se bogen på forlagets hjemmeside her
Køb bogen her
Interview med Franco Arminio hos Il Posto Delle Parole her