Sergij Zjadan har skrevet en roman, der består af ni portrætter af forskellige skæbner fra det østlige Ukraine. Tilbage står en meget velskrevet bog, der leverer et usentimentalt men meget sanseligt indblik i et land, der er præget af uroligheder, skæbnetro og hjemstavnskærlighed. 

Det opdelte Europa

Sergij Zjadans roman Mesopotamien – der mest af alt handler om hverdagslivet i en østukrainsk provins, men som også åbenbarer og til dels blotlægger en række tilbøjeligheder hos østeuropæere – skriver sig ind i en tradition af nulevende forfattere med østeuropæiske rødder, der undersøger Østeuropa på den ene eller anden måde. Foruden ukrainske Zjadan kan man nævne nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj og den russiske forfatter Sergej Lebedev, hvis roman Ved glemslens rand udkom på Forlaget Palomar sidste år. Det, som Zjadan har tilfælles med de to netop nævnte forfattere, er, at han også begår en næsten dokumentarisk skildring af et østeuropæisk miljø. Ikke nok med, at det i sig selv er interessant at få udforsket og kortlagt, så er det også et meget vigtigt bidrag til dem i Vesteuropa, der ønsker at forstå Østeuropa. Det har i mange år været vigtigt, men vigtigheden af det er bestemt ikke blevet mindre i løbet af de sidste år. Især flygtningestrømmene, der satte europæiske politikere under pres på tværs af kontinentet, blotlagde en massiv forskel mellem det vestlige og østlige Europa. 

I sin bog Efter Europa hævder den bulgarske filosof Ivan Krastev, at skellet mellem Østeuropa og Vesteuropa er meget betydeligt og derfor meget relevant. Det er bare endnu ikke kortlagt, forklaret og blevet en del af den vesteuropæiske bevidsthed. Men dette bidrager Zjadans roman med. I stedet for at undersøge årsagerne til mentaliteten og psykologiske tilbøjeligheder, så beskriver han østeuropæernes mentalitet og psykologi. Og det gør han overlegent. Uden at karikere sine hovedpersoner formår Zjadan at beskrive den diversitet og den lighed, der er østeuropæerne imellem. For hverken tankerne eller følelserne, som de forskellige personer har, er ingenlunde ens; men der er stadig noget, der gør, at de minder forbløffende meget om hinanden. Og det er rasende interessant.  

Dem, der blev, og dem, der aldrig fandt hjem 

Når man har læst bogen til ende, finder man ud af, at de cirka 40 siders digte, der udgør bogens sidste del, med fordel kunne have været det første, man læser. Men det kræver, at man læser bogen kronologisk, før man ved hvorfor. Mit argument for, at det er sådan, er, at de på mange måder sætter stemningen i bogen. Stemningen af vemod, mørke og åndelig og materiel uforløsthed, der gennemstrømmer hele bogen, er komprimeret ned på en meget effektiv måde i digtene. De første strofer i det første digt lyder således:

Og alt, hvad der vil hænde for dem,
Golfstrømmen, de døde vidders is,
de luftige sfærers stumme ord,
(…)
den smertende træthed ved malm og kul,
lydige dyr, der hvisker og brøler,
larmende markeders grådighed,
(…)
alt sker, som nødvendigvis må ske
og det, der har været, vil forsvinde,
som betaling for de verdener, de fik,
for stemmen med et stænk af mørke,
for den frisatte varme, der åndes ud. 

Med det in mente – med de stemninger, der præsenteres her, og de associationer til skæbnefællesskaber, determinisme og den ikke-melankolske livslede, der unægtelig kommer af de ord – får de ni forskellige fortællinger den ønskede introduktion. 
Bogens første fortælling finder sted til bokseren Murats begravelse. Selvom den finder sted her, er det beretningerne om Murats liv, der er fortællingens mest interessante dele. Murat var en meget dygtig bokser, hvis potentiale og evner rakte til at gøre ham til en international berømthed, men han endte med at blive i den ukrainske provins, han blev født i. Det er blandt andet i disse beretninger om Murat, at Zjadan både formår at portrættere forskellen på og ligheden mellem at være en østeuropæer og et universelt menneske i den forstand, som Immanuel Kant forstod det. I Murats tilfælde overlapper de hinanden, selvom jeg vil mene, at karakteristikken af østeuropæeren er den mest fremtrædende.

Snart sagt alle kan forholde sig til, at man har et specielt forhold til sin hjemstavn. Men for store dele af dem, der er vokset op i Vesteuropa, er det fremmed at afstå fra at have en international karriere, fordi man ikke ønsker at forlade sin hjemstavn. Der er en besynderlig romantik i Murats valg, og netop fordi de ovenstående linjer fra digtet beskriver Murats hjemstavnsmiljø, er denne hjemstavnskærlighed ikke at sammenligne med en newyorkers. Kærligheden er ikke et udslag af, at det er et tiltrækkende sted. Den er meget dybere og mere skæbnetung. Det, der blandt andet er interessant ved det, er, at den bemærkelsesværdige og imponerende stringens i den stemning af mørke, desperation og sælsom meningsløshed, der gennemsyrer hele bogen, og som også er til stede i historien om Murat, ikke lader til at påvirke personerne på den forventede måde. Den vekselvirkning, der er mellem det dystre i stemningsbeskrivelserne og det hverdagslige i handlingsforløbene, er fremragende.
Den sproglige overlegenhed og den stilistiske elegance, med hvilke Zjadan skriver dette frem, er efterstræbelsesværdig. Dialogerne er velkomponerede, og sproget er krystalklart. Det er hverken minimalistisk eller smykket med pynteord. Det ligger sig i spændet derimellem, hvorved Zjadans sprogkunst ikke er til at overse. Det kan man blandt andet se i disse sætninger, der er taget fra en passage, der skildrer en selvdestruktiv aften i en af personernes liv: ”hvor jeg drak mælkecocktails og skyllede efter med bitter, spurgte efter adresser hos pizzasælgerne, gik død i cognacdampe på en bar, der var ejet af nogle georgiere, opstod fra de døde ved duften af madeira i et tomt supermarked”. 
Hvis man ikke bryder sig om handlingsforløbene og persongalleriet af primært primitive mænd med hang til vold, er det ikke en undskyldning for at lægge den væk. Under alle omstændigheder kan man hengive sig helt og holdent til Zjadans sprogkunst.

Mystikken, der udeblev

Fortællingen om Romeo er anderledes. Den handler om en ung mand, der forlader sin mors hus for at bo i en anden by. Hvor fortællingen om Murat primært handler om østeuropæeren, er fortællingen Romeo mere om det universelle menneske, end det handler om østeuropæeren. Det betyder imidlertid ikke, at skæbne som en underliggende præmis er taget væk. For det er den ingenlunde. På den indledende side i fortællingen står der: ”Tyve år, det er den alder, hvor djævelen melder sig hos dig for at klage over sit liv. Det hele er dit, det kræver kun, at du sover mindre. Og at du bruger kondomer. Og resten vil uden tvivl ske for dig helt af sig selv. Og det vil ske lige præcis sådan, som du vil have det. Hvad enten du vil det eller ej”. 
Det er en konkretisering af skæbnen, der sender klare associationer til både Goethes Faust og Thomas Manns Doktor Faustus. Forskellen på fortællingerne i Mesopotamien og Doktor Faustus er, at verden i den sidstnævnte ikke er affortryllet. Den er på en måde stadig romantisk og magisk. Selvom Zeitblom, der beretter om Leverkühns møde med Mefistofeles i Doktor Faustus, ikke føler sig overbevist om, at det faktisk skete, så bliver det en del af historien, som om det faktisk skete. Det element af mystik og den sentimentale længsel efter det storladne er forduftet i Mesopotamien.  

Med sådan en indledning til fortællingen om Romeo kunne man godt forvente en storladen og romantisk fortælling om en ung mand, der indgår en djævelsk aftale. Det er det imidlertid ikke. Der er ingen magi, der er ingen metafysik, der er ingen overnaturlighed. Det er kun de barske og banale realiteter. Det er en fortælling om Romeo, der – blandt andet fordi han i lang tid har ønsket sig at rejse væk – flytter ud af sin mors hus for at bo hos en anden lidt ældre kvinde i en anden by. Han bliver forelsket, og han vil gerne giftes med hende, men ønsket om dette er ikke gengældt.
Banaliteten i dette er også det, der endnu engang åbenbarer en sigende forskel mellem Østeuropa og Vesteuropa. Med arven fra den vesteuropæiske romantik og den kærlighed til det storladne og det mystiske, der knytter sig til denne, in mente, ville vi vesteuropæere have en tendens til at forvente en historie, der i øjeblikke lod forskellen mellem virkelighed og mystik, realiteten og magi hører op. Men det gør de ikke i Østeuropa. De er affortryllede og bundrealistiske. Tilbage er kun fattigdommen, skæbnen og den benhårde virkelighed.

Det er bestemt læsværdigt

Selvom jeg kun har fokuseret på to historier, betyder det ikke, at de resterende historier ikke er værd at beskæftige sig med. For det er de. Det, der først og fremmest gør Mesopotamien til en god roman, er dens sprog, og det, der gør den både aktuel og vigtig, er, at den – for dem, der er rodfæstet i den vesteuropæiske kultur og ditto tankegang – på vidunderligvis blotlægger de store forskelle, der er mellem Østeuropa og Vesteuropa. 





Info

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Jensen & Dalgaard

2018

Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her