Hvor går grænsen mellem begavelse og begribelse? Louise Juhl Dalsgaard udfordrer med et råt og usentimentalt sprog splittelsen mellem fornuft og følelse, i et tilbageblik på sit liv med en kontinuerlig strid mellem disse. 

Følelsesmæssig og intellektuel spaltning

Hvad sker der i en kvindes indre, når hendes intellekt ikke kan tale følelsernes sprog, og de derfor overskygger fornuftens håndgribelighed? Omgivelserne kan ikke finde mening i det meningsløse, netop fordi der ikke er et fornuftigt svar på spørgsmålet. Tilbage er kun tanker og følelser, som synes uhåndgribelige og svære at forstå. Netop disse tanker og følelser beskriver Louise Juhl Dalsgaard til præcision i sin debutroman Det dér og dét der. Hun behandler ikke følelsernes autonome kraft over intellektet på en måde, så det hele giver mening, og alt går op i en højere enhed. Hun beskriver det usentimentalt og råt, uden en overdosis af selvmedlidenhed. Louise Juhl Dalsgaard har været igennem et langt sygdomsforløb med anoreksi; en sygdom, som omgivelserne har meget svært ved at sætte sig ind i, da den rationelt set ikke kan forklares. Selv for den syge kan det synes komplet meningsløst, men følelsernes sprog dominerer, og fornuftens stemme kan blive svag.

Det større perspektiv

Det er på ingen måde blot en fortælling om et sygdomsforløb med anoreksi, og heldigvis for det. Det er ikke en kredsen om sygdommens kerne, da den fremstår som en del af en større sammenhæng, hvor den cirkulerer i en refleksiv form blandt andre temaer. Dette understreges af den fragmenterede måde, romanen er bygget op på, med tilbageblik på episoder og minder fra barndommen, opvæksten og familien. Disse erindringer fremstår som små poetiske perler:

Jeg går i Kvickly for at købe marmelade, men begynder at græde over alle de mange valgmuligheder. Hyben med chili, Havtorn med ingefær, Appelsin med et tWist (med dobbelt v) af peber. Jeg ender med at købe et glas extra stærk Sambal Olek, mest fordi det står dér, imellem alle marmeladerne, fuldkommen malplaceret og hvisker: “Jeg ved godt, hvordan du har det.”

Disse erindringer er abrupt af uddrag fra Louise Juhl Dalsgaards psykiatriske journal. Denne vekselvirkning fungerer særdeles godt, da synsvinklen på forfatteren skifter. Vi bliver altså ikke kun præsenteret for hendes egne tanker, men vi får også et indblik i,  hvordan hendes behandlere oplevede hende. Det åbner op for et større og bredere perspektiv, en ydre og indre bevidsthed, der ligeledes agerer som en implicit påmindelse om, at vi ikke befinder os i et fiktivt univers.

Isolationen

Sygdom i sin fysiske form er til at forstå, men så snart emnet falder på psykiske lidelser, bliver det til en diffus og udefinerbar tåge, noget uforklarligt for omverdenen og omgivelserne: Hvorfor kan du ikke bare spise? Et spørgsmål, de fleste med anoreksi ofte oplever at blive stillet. Louise Juhl Dahl beskriver, hvordan hendes sygdom bliver håndgribelig for andre, da sultens nedbrydning af kroppen sætter ind:

På et tidspunkt bliver alvoren håndgribelig, blodprøver viser, at mine levertal er skæve, jeg bliver indlagt igen, akut, nu er der pludselig noget, de kan forstå

Der er ikke noget ubrugt i denne udmelding, da det læner sig op af at blive betegnet som en trivialitet. Det nye er Louise Juhl Dalsgaards måde at beskrive følelserne bag, årsag og virkning. Hun mestrer sprogets gennemslagskraft, så ordene går lige ind hos læseren og skubber til refleksionsevnen. Dette giver en plausibel forklaring på invitationen til forståelse af sygdommens bagvedliggende, forfatterens indre kamp bag symptomer, uden at det på noget tidspunkt bliver patetisk, eller sygdommen glorificeret. Det er ikke en rørstrømsk mimoseagtig fortælling, og alligevel sidder jeg følelsesmæssigt bevæget tilbage. Dette litterære virkemiddel er svært at få til at fungere, men Louise Juhl Dalsgaard overkommer det i allerhøjeste grad. 

INFO

Louise Juhl Dalsgaard: Det dér og det dér

Forlaget EC EDITION (www.ec-edition.dk)

2017

173 sider

Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her