Anne-Marie Mai har skrevet en overskuelig, begejstret og vidende bog om Bob Dylans litterære geni. Selvom bogen også er en hyldest til Dylan, som Mai gentagne gange har indstillet til Nobelprisen, er den hverken indspist, afgudsdyrkende eller forbeholdt de i forvejen overbeviste.
Rockmusikkens Rimbaud
Hver gang jeg lytter til numre som ”Visions of Johanna”, ”Jokerman” og ”Idiot Wind” slår det mig, at det er digtning i sådan en kaliber, at deres ophavsmand fortjener at blive nævnt i samme ombæring, som man nævner det nittende og tyvende århundreds store digtere. Blandt andet de netop nævnte sange vidner i min optik om, at Bob Dylan er en af vor tids største digtere, hvis poetiske genialitet ikke kan betones nok. Derfor glædede det mig også meget, da jeg læste, at Det Svenske Akademi havde tildelt Bob Dylan Nobelprisen i litteratur. Foruden at det glædede mig, at man endelig hyldede rockens digtekunstnere med finkulturelle udmærkelser, så glædede det mig også, at de på sin vis anerkendte, at Bob Dylan er en skikkelse, der ikke blot kan betegnes som en sangskriver, sanger eller guitarist. Han er væsentlig mere end det, og det er blandt andet den påstand, som Anne-Marie Mai cementerer rigtigheden i med sin velskrevne, nuancerede og begavede bog Digteren Dylan.
Modsat mange andre bøger om Bob Dylan og dennes virke, tager Digteren Dylan ikke afsæt i de biografiske oplysninger om ham. Den tager derimod afsæt i en række velvalgte tekster, og det er et helt og aldeles godt og kærkomment valg. For det er først og fremmest poeten, tekstforfatteren og digteren Bob Dylan, som denne bog handler om. Når man begiver sig ud i et studium af dette, så er en af de første ting, man utvivlsomt vil lægge mærke til, at han låner og stjæler fra andre. Man kunne foranlediges til at tro, at man ved at kortlægge disse lån og undersøge deres oprindelse, virkningshistorie og kulturelle konnotationer kan forstå hans digtning. Det er der mange, der har gjort, men jeg er enig med Anne-Marie Mai i, at dette hverken belyser de vigtige aspekter eller er tro mod hans poesi og poetiske metode.
At låne fra andre kan med rette betegnes som Dylans metode, og det medfører, at hans sange ”er et netværk af ord, der rækker ud efter hinanden, interagerer og skaber en slags poetisk mobile, eller en uro, i sproget”. Det faktum, at Dylan ikke er tilbageholdende med sine referencer til digtekunsten, folkemusikken og politiske begivenheder, som man har kunnet læse om i avisen, gør, at ordene ikke blot har en betydning i en bestemt kontekst. Det gør derimod, at det er flertydigt, og at Dylans sange er fuld af historier, betydninger og hinanden divergerende fortolkninger. Og det er til tider ganske magisk. I forordet skriver Anne-Marie Mai, at et af bogens formål er at undersøge, hvad Bob Dylan har tilført den moderne litteratur. Det ville være misvisende at sige, at Dylan har opfundet denne metode, men jeg mener godt, at man kan sige, at han har gentænkt og moderniseret den. Dette kan derfor i visse henseender godt siges at være et af hans bidrag til den moderne litteratur.
Folkemusikken og arven fra T.S. Eliot
Det er imidlertid ikke det eneste bidrag, han har ydet til den moderne litteratur. På en af de første sider i det indledende kapitel refererer Mai til Horace Engdahls ord om Dylan, som blev tildelt Nobelprisen af ham og resten af Det Svenske Akademi. Som begrundelse for at tildele ham Nobelprisen udtalte Engdahl, at han også har været med til at forny vores forestillinger om, hvad poesi er, og hvad poesi kan. Ifølge Engdahl fortjener han at blive nævnt i samme ombæring, som man nævner de græske digtere, de romerske ditto, de romantiske poeter og modernismens mestre. Selvom Engdahl ikke uddyber og kvalificerer dette, er jeg af den overbevisning, at Mai mere eller mindre eksplicit giver svaret i løbet af bogens godt og vel hundrede sider: Det skyldes en forfinet stilistik, et dybt originalt udtryk og de tematikker, hvorom sangene og digtningen handler. For Bob Dylan er en poet, der beskæftiger sig med tidsløse og eksistensfilosofiske tematikker, herunder døden, melankoli og angst. Det gennemsyrer hele hans digteriske produktion, men Mai fremhæver blandt andet sange som ”The Man In The Long Black Coat”, ”Jokerman” og ”Ain’t Talkin’” som gode eksempler på dette.
Tidsløsheden i disse tematikker er en af disses entydige styrker, men det er i særdeleshed også det, der gør det svært at skrive om. Kunsten i at gøre det består nemlig ikke i at sige noget nyt på en allerede eksisterende måde; den består derimod i at sige noget, der allerede er sagt, med et udtryk, der ikke er set før. Det gjorde Dylan, og det er en af de fremmeste grunde til, at han har fortjent en plads i litteraturhistorien ved siden af prominente, forpinte og hyldede skikkelser som Whitman, Baudelaire og Ginsberg.
Hvordan dette særegne udtryk er blevet til, beskæftiger Mai sig med i et af bogens kapitler. Med tre ord kan dette opsummeres med den beskrivelse, som Bob Dylan selv mener er dækkende for sin kunsts tilblivelse: ”Transforming of things”. Hvad der ligger i disse ord, hvilken inspiration, der har ligget til grund for dem, og hvordan de udmønter sig i praksis, udlægger Mai med en elegance, klarhed og entydighed, der er beundringsværdig. Ordene skal ikke forstås således, at han eksempelvis læser Shakespeare, lader sig inspirere af det og transformerer det, som Shakespeare skrev fire hundrede år tidligere, om til noget nutidigt, som man kunne foranlediges til at tro. Det skal derimod forstås således, at ”Dylan i sin digtning formår at få de stykker fra litteraturens store gamle skatkammer, som han tager ind i sine tekster, til at fungere som selvstændige glimt af poesi”. Det bevirker, at de udtryk, som har en fortid og en omfattende virkningshistorie, kommer til at indgå i en ny sammenhæng, der unægtelig kommer til at tillægge det en ny mening. Det kan både anskues som en videreførelse af folkemusikkens praksis og som en potentiel konsekvens af det, som T.S. Eliot skrev i et essay i 1919: Den enkelte digter forholder sig til traditionen, og den nutidige digtnings ophav er traditionen og dennes billeder, følelser og filosofi.
Anne-Marie Mai lader ikke til at mene, at det ene udelukker det andet. Det gør det heller ikke, og man kan også tilføje, at det heller ikke ville være tro mod Dylans poetik og tilblivelsesprocesser at hævde, at det er et udslag af én bestemt tradition. På samme måde som han benytter sig af citater, tanker og udtryksmåder fra mange forskellige digte, romaner og sange, så er hans måde at gøre det på også et udslag af flere forskellige traditioner.
Et værdigt bidrag til Dylanlitteraturen
Da Digteren Dylan er en bog om Dylans poesi og poetik, er det en meget kærkommen tilføjelse til den i forvejen store mængde litteratur om ham. I stedet for at beskæftige sig med personen og forklare teksterne biografisk, gør Anne-Marie Mai en stor og beundringsværdig indsats for at indfange, udlægge og forklare kompleksiteten i hans poesi. I sin undersøgelse af dette er hun tro mod Dylans ånd, og det er for mig at se bogens helt store styrke.
Anne-Marie Mai: Digteren Dylan
Gyldendal
2018
138 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her