I Daniel Boysens nyeste roman, På sit yderste, møder vi en kvinde, som bliver ramt af en hjerneblødning. Da jeg læste bogen, blev jeg nærmest væltet omkuld af stemninger, brudstykker og sproglige billeder. Dette gav mig kun lyst til at grave mig dybere ned i denne kvindes evindelige kamp for at erindre sit liv og fastholde øjeblikket. Boysens sprog er genialt og voldsomt medrivende, hvilket skaber adskillige bevægende, fine og hjerteskærende passager, som kickstartede en dyb fornemmelse af, at jeg sammen med kvinden ville gøre alt for at indfange og fastholde de smukke erindringsglimt.


Tanker, flimmer og bevægelser

I romanen er vi en del af en midaldrende kvindes indre. Hun besøger sine forældres grav og synker ned i minder, hvor en række flakkende erindringer om hendes barndom, glæden ved naturen, familiekærlighed og -stridigheder og en skærende sorg ætser sig ind i os. Vi bliver blandt andet præsenteret for episoder, som fragmentarisk skildrer en uhyggelig brand i nabohuset, og for hendes kærester og mange bopæle, forholdet til hendes søn og ikke mindst sorgen over at have mistet en datter. Hjerneblødningens efterdønninger og bivirkninger er med os gennem hele romanen, hvor livet og døden svæver side om side: Hver morgen er hun nødt til at gentage; hun døde, men er i live. Hendes gamle jeg døde, idet hjernebødningen overtog hendes hjerne, og hun forsøger nu at navigere rundt i et konfust og flimrende univers, hvor tankernes bevægelser ofte kollapser om sig selv: Der er gået rust i minderne, nogle står lysende klare, andre uskarpe, de kollapser om sig selv, og i det øjeblik hænger alt sammen på tværs af tid og sted. Denne billedfulde beskrivelse brændte sig fast i mig, da jeg selv på nært hold har oplevet, hvad en hjerneskade kan gøre ved et menneske.
I løbet af hele romanen tog Boysen mig i hånden og bragte mig tættere på at forstå, hvad der sker inde i hovedet på et menneske, når man får en hjerneblødning eller hjerneskade – og endda med en smuk og poetisk lethed: Lydene filtrer sig sammen; fuglefløjt på gangen, sygeplejersken taler som en græsslåmaskine, sengen er kviste der knækker, åndedrættet som en motor, hun kniber det ene øje i, forsøger at samle de overlappende billeder. Hun vågner i en anden verden. Minder, lyde og billeder smelter sammen, og sammen med hovedpersonen fik jeg en fornemmelse af at eksistere i en anden verden. En verden som på et splitsekund kan flyde væk. Med sin roman formår Boysen altså at sætte ord på et hav af flimrende, ufuldendte tankespor hos mig, og derfor var det ikke blot endnu en roman i rækken for mig. Den malede et nyt og på sin vis både kendt og ukendt univers lige for øjnene af mig.

Poetisk perfektionisme 

På første side skriver Boysen: Efteråret vælter ind i træerne, mørket har fået tag i bladene. Hun ser det som de første tegn på, at hun aldrig undslipper den årstid, hun er født i (…) Blodbøgen lyser i morgentågen, trækker de dødes lys op fra jorden og spreder det i alle retninger som en sværm. 
Som en blæsende efterårsdag væltede stemninger ligeledes ind over mig side efter side. Gennem romanen er der en poetisk tone, som er svær at sætte ord på, medmindre man har læst romanen. Sproget bjergtog mig, og på trods af at romanen er mættet af billedsprog, hvilket til tider (efter min mening) kan være til mere skade end gavn, så var der kun ét enkelt sted i romanen, hvor jeg følte, at billedsproget forstyrrede og ikke fungerede: Hver morgen skyllede hun ind til kysten i sit eget liv. Denne sætning forstyrrede mit blik, da den både sprogligt og billedligt er betydeligt svagere end det resterende sprog i romanen, som netop rummer en så gennemført poetisk og billedsproglig perfektionisme.

Endnu et eksempel på billedsprogets kraftfulde effekt er, når Boysen lader information dukke frem under et billedligt lag: Stenene under hende danner et mønster i græsset. De fleste er uden navne, hun kan ikke huske, hvor langt ud hun skal. Oppefra ligner Kalgårdsvig ved kirkegården et foster, hun så på et billede engang. Allerede et par sider inde romanen bliver vi i en grav af billedsprog introduceret til det, der viser sig at være hovedpersonens dybeste sorg: tabet af hendes datter. Det er så smukt, sorgfuldt og skrøbeligt på samme tid. Sproget bærer sorgen taktfast og sikkert frem, selvom hovedpersonens tankestrømme er på kanten af at falde fra hinanden. Hun bliver båret af sprogets selvsikkerhed. Hun eksisterer i lyset af sprogets kraft: Længere ude ligner træerne slikkepinde, slanke stilke samlet i en cirkel som pletter for solen. Det er, som om sproget med s-lydenes gentagelser afspejler havets brusende lyd og tankernes susende bevægelser. Både på ord- og billedniveau er vi altså en del af hovedpersonens indre – på godt og ondt. Selvom Boysen mod slutningen skriver: Hun kan ikke gå i dialog med hjerneblødningen…, så kan vi. Vi er i dialog med hendes hjernes blødninger. Dette blod bliver en del af os. En del af vores bevidsthed på smukkeste vis.

Dette er den første bog, jeg har læst af Boysen og bestemt ikke den sidste: Hun har hørt at mindst 30 danskere rammes af en alvorlig form for hjertesorg hvert år. Når man er i den slags sorg, arbejder hjertet ikke normalt. Den nederste del kan ikke trække sig ordentlig sammen, mens den øverste arbejder voldsomt. Når tilstanden står på, ligner hjertet en vase i brystet. Med denne fine intertekstuelle reference til hans egen bog er jeg ikke i tvivl om, at hans digtsamling En vase i brystet bliver den næste, som jeg vil give mig kast med. På sit yderste er en roman, som er svær at lade være med at læse og blive betaget af.





Info 

Daniel Boysen: På sit yderste

Jensen & Dalgaard

2019

230 sider 

Køb bogen på forlagets hjemmeside her

Print Friendly, PDF & Email