Med en forkærlighed for miljøbeskrivelser har forfatteren Siri Ranva Hjelm Jacobsen skrevet romanen Ø. Det stilsikre sprog maler mange billeder af naturen og menneskerne på ‘Øerne’, som er en henvisning til Færøerne, hvor det meste af historien foregår. Smukke, levende billeder tilsat en god portion stram nøgternhed.
Slægten og Færøerner
Bogen Ø er dels historien om den unge Marita, der erfarer verden, møder sin Fritz, dels historien om jeg-fortælleren, hvis bedsteforældre er Marita og Fritz, eller omma og abbe, som de kaldes i bogen. Om dennes indblik i det liv, som omman og abben har haft på Færøerne samt tilbageblik på egen opvækst og ferier på øerne. Vi indføres i det liv, de øer, som jeg-fortælleren kommer til at nære et savn til via erindringer om omman og abben. Et liv i vild natur og nøjsomhed. En nøjsomhed, der beskrives rigt igennem tilstedeværelse og underspillet taknemmelighed.
Efterfølgende et kort uddrag fra Ø, hvor jeg-fortælleren forestiller sig at smelte sammen med elementerne:
”Tanken slog mig med en sødme, et raseri. Jeg kunne gå i fjeldet, op i skyerne, falde ned et sted, brække halsen, forsvinde ud af min frakke, mit fedtlag, mine lunger, ind i mosset. Jeg kunne lade fjeldet tage mig, græsoverfyge mig, stenoverskride mig, og undergrunden, dens gråbrune lavaarme, dens ben, ville folde mig ind, jeg ville opløse mig, smelte ned i mossets fibre. Det af mig, der blev tilbage, ville ende ved udgangspunktet, annullere kraftudgydelsen, viljen, stenens brutale bane, blive sten-i-sten.”
Sproget som autentisk nærhed
Måden, hvorpå bogen er opdelt, imellem Marita’s nutid og jeg-fortællerens nutid og tilbageblik, fungerer godt, de finmaskede fortællinger glider ind og ud af hinanden og bliver på den måde ganske organisk en del af fortællingens helhed.
Titlen Ø er en reference til Færøerne, men også en bestemt ø af de mange, nemlig Mykines:
””Og vidste du, at Mykines også er en flydeø?” Nu vågnede jeg. Øen lå lige derude. (…)”
“”Mykines, ved du, nævnes slet ikke i Færinge Saga. Din omma ville sige, at dét er der en grund til”. (…) Øen migrerede hvileløst, uden sted, indtil den en dag tog bund ud for fjorden (læs: Sørvágur fjord). Hvordan dét gik til, var der delte meninger om.”
Sproget flyder med en særlig lethed, og Jacobsen formår at få selv tunge emner til at være spiselige, håndgribelige og i særdeleshed autentiske. Der er en nærhed i sproget, der gør det så fint, så lige til, men dog så mangefacetteret på trods af formens enkelhed.
De mange fine miljøbeskrivelser bliver efter min mening lidt for mange. Det gør bogen lidt tung, man hives lidt for ofte ud af sammenhængen med en dvælen, der er smuk, men som måske kunne være undladt i nogle tilfælde.
Alt i alt en god læseoplevelse, et rigt sprog, ja en smuk debut.
INFO
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivelsesår: 2016
Køb bogen her.