Gennem groteske og sjælegranskende effekter og dialoger, som til tider lige så vel kunne være monologer, fremskriver Nyctophilia fem søgende fortællinger, tilsat en seriøs portion morbid humor. Dette er fundamentet for en samling noveller, hvor mørket som tema i bogstavelig og overført forstand danner ramme om fem skæbnefortællinger.
Mørket som den ideelle læsepartner (med lys nok til at læse)
Nyctophilia er et ord der betegner evnen og behovet for at finde sig til rette i mørkets omsluttende egenskab; mørket der kan virke isolerende og fremmedgørende, og samtidig være med til at forstærke en eksisterende følelse. Nyctophilia er også titlen på en bog fra det danske forlag Baggaardsbaroner, som har udgivet et projekt af ambiente dimensioner i en mindre novellesamling, der allerede fra det grafiske omslag vidner om noget natligt og isolerende.
Over fem fortællinger vikles læser ind i fem karakterers eksistentielle møder med noget mere eller mindre ubestemt, som alle i en grad forstyrrer disse karakterers virkelighedsfornemmelse. Novellerne byder på skæbnefortællinger, der leger med læsers forventninger om karakterernes forløsning i mørket eller opløsningen i det syntetiske lys, der som et gennemgående tema gør sig til som baggrund for historierne. Til læsningen hører et soundtrack, som bidrager med et lydregiment, der er med til at forstærke den stemning historierne bringer, med kulørte beskrivelser, der sandsynligvis deler læsere op i to kategorier; dem der er for, og dem der er i mod.
Troper og forventninger
Der males ikke blot med store pensler, men også med store armbevægelser, også selvom farvepaletten kan virke domineret af nuancer af noget mørkt og til tider dystert. Historierne er stereotypiserede udgaver af mere eller mindre velkendte troper og idéer, som også læses i novellernes individuelle titler: Mørketoget, Djævlens blæk, To tilfældigheder ved verdens ende, Neondetektiven og endelig – en titel man ikke kan læse, uden at føle at man allerede kender historien – Den gamle mand og fyrtårnet. Det stereotype fremhæves af de mange referencer der gøres brug af, som kræser for både den halv og helnørdede litteratur og pop- eller subkulturelle gane. Referencerne varierer i størrelser og tydelighed, og der opstår en pulp-agtig aura omkring novellerne. Men pulpen afskys ikke, den omfavnes, og det løfter samlingen i en grad hvor det er svært ikke at være fascineret og underholdt. Beskrivelsen af fortællingerne som stereotype er ikke ment som kritik, men snarere som en anerkendelse af genkendelsen af en god historie. De associationer der opstår i mødet med det kendte billede af for eksempel detektiven, der agerer uvildig helt, eller den fortabte skikkelse i mødet mellem mand og hav, er evigtgyldige fortælleelementer, som det er svært ikke at lade sig drage af.
Personligt er Djævlens blæk min favoritfortælling i samlingen. Måske blot fordi Scheherazade figurerer i overført og litteraturhistorisk betydning, med henblik på fortællingens magt til at ændre på skæbnen, men det er Neondetektiven der måske bedst viser samlingens fortællepotentiale. Her møder vi en syntetisk verden, og figurerne der optræder, gør sig til i det kunstige lys. Lyset ophæver den monotone forestilling af mørkets omsluttende effekt, men dog bibeholder det den samme dronende effekt. Historien bryder barrieren mellem læser og det litterære univers, i det hovedpersonen, den navnløse detektiv, møder den sydende underverdens hersker, Keglekongen. Det kræver ikke det store kulturelle kendskab at læse de to ikoniske figureres møde; den uvildige helt og den utvivlsomt onde og magtfulde skikkelse. Men det er netop dette møde der cementerer hvorfor vi læser historier som disse, de evige sammenstød mellem godt og ondt, kendt og ukendt, ønsker og ubehag. Når Keglekongen henvender sig til den kække detektiv: ”Deres morsomheder praler af på mig. De er ikke andet end en bleg kopi af billige detektivromaner, blottet for litterært raffinement…” læses det som en metafiktionel bedømmelse af sit eget litterære univers. Men modsat Keglekongen mener jeg at der er et raffinement at spore i samlingens jonglering med referencer og troper, og de forventninger det indebærer.
Et vink med en vognstang
Soundtracket vil sandsynligvis ikke være for alle, og muligvis vil det dele læsere op mellem dem, der oplever det som et mætningselement til læsningen, og dem der finder det forstyrrende. Til sidstnævnte part vil novellerne sagtens kunne læses uden tillægsstykket; man behøver ikke at have elektronik tændt, for at kunne sidde i en vindueskarm en mørk og stormfuld nat, og lade sig forføre af mørkets fortælleegenskaber for en stund. Nyctophilia er et eksempel på det vi læser, når vi ønsker os væk fra klassekamp og socialrealisme, men Nyctophilia står også som et selvstændigt værk, og som et eksempel på menneskets fantastiske evne til at lade fantasien vandre. Og nogle gange må fantasien godt hjælpes på vej med en vognstang.
Info
Storm Frost: Nyctophilia
200 sider
2017
Forlaget Baggaardsbaroner
Køb bogen på forlagets hjemmeside her