Er en bog, der udfordrer formens potentiale og samtidig fralærer sig en hele vævens teknologiske udvikling ind i det hypermoderne samfund. Vi bliver udfordret af forfatteren til at følge, ikke bare et, men to spor af tekst hele bogen igennem, med en poetisk overraskelse i midten af værket, skabt af en robotisk poet. Bogen er et mesterværk født i det vanvittige år 2020 og tager udgangspunkt i den første kvindelige programmør, Ada Lovelaces, mærkværdige liv. Protagonisten i historien blander biologien og digitaliseringen til et scifi-agtigt sammensurium af tanker og historisk viden, med sin alvidende hovedperson der deler sit Hemulske liv med os.

Den der river trådene over

I selve titlen “Thread Ripper”, har Amalie Smith revet ordet over og delt det i to, som en metakommentar til hele opsætningen i værket. Jeg er meget imponeret over denne stringente måde at dele fortællingen op i to på. Jeg husker ikke, at dette er noget jeg er stødt på før, helt på samme måde, som i denne bog. Selvom fortællingen gennemgående i bogen er delt op i to, har jeg i første læsning af bogen læst den ud i et. Og det mærkelige er, at det fungerer. Jeg foreslår, at man, ved anden læsning, læser alle venstresiderne for sig og efterfølgende i tredje læsning af bogen – alle højresiderne. Derefter kan man læse den igen, og så er jeg sikker på, at man har et vanvittigt godt indblik i, hvor teknisk denne bog er opstillet. Selv på forsiden er teksten revet over rent grafisk med et gennemgående mellemrum mellem forfatters navn, titel og forlag, som en skjult kommentar til Ada Lovelaces forkærlighed for forbindelserne. Ada Lovelace, referenten i værket, der viser sig på flere sider i romanen, udover at være portrætteret på forsiden af bogen.

Bogen omhandler, blandt meget andet, fødslen af det binære system. Hvad mange ikke ved, er at væven er forløberen for den moderne computer. Det er første gang nogen udtænker idéen om datalagring. Første gang viden gemmes i en maskine. Første gang mennesket omsætter analytisk deduktion til produktion. Den digitale transformation bliver selve udgangspunktet for hele fortællingen. Værket fluktuerer tekst til tekst med selve bogens formål, at væve et mod noget andet. At den på denne grafiske måde viser, hvordan jeget selv føler og oplever verden, betyder, at man som læser guides igennem Amalies protagonists personlige verden, som lægger mærke til alt mellem himmel og jord. Værket har et udtryk, som på papiret sætter dagbogsnotaterne eller digtene, ved siden af historiske fakta. På denne måde føles det for mig, som læser, som om den visuelt viser, hvordan flere spor af tanker, følelser, viden om verden kan følges ad på samme tid, som en hånd i en hånd. Det meget smukke ved bogen er, at den beror på et ældgammelt dikotomisk system og opbygger en tvedelt fortælling i sig – i et enkelt værk. Det er meget skarpt udtænkt. To togspor der med ord, og på samme tid, baner vej for læserens oplevelse af værket. Det eneste kritikpunkt jeg kan komme på, er at bogen ikke er længere.

Poeten i papiret

I midten af værket får vi en poetisk overraskelse, som er en genistreg af et påfund fra Amalie Smiths side, et påfund som giver værket endnu et lag af tekst gemt i teksten. Jeg ved endnu ikke, om der findes et ord for denne form for bog, men det er uden tvivl et værk, hvor lag på lag af tekst udfolder sig jo længere ind, man kommer i værket. Jeg ser ingen grund til, at man ikke kan genlæse denne bog på endnu nyere måder, end jeg selv indtil videre har fundet. Fermat efterlod en fodnote med et “dette gør jeg ikke noget videre ud af at forklare her, da pladsen er for lille til at uddybe det”. I forhold til at beskrive bogens potentielle metaudtryk, har jeg det på samme måde. Det er som om, at denne bog deler sig i potenser, jeg ikke kan opfinde. For alle læsere der endnu ikke kender Fermat, var han en matematiker, der har skabt genlyd i sit eftermæle, fordi hans sidste sætning lød således:

Det er umuligt at dele en tredjepotens i to tredjepotenser, eller en fjerdepotens i to fjerdepotenser, eller generelt, en vilkårlig potens større end 2 i to af de samme potenser. Jeg har opdaget et ganske bemærkelsesværdigt bevis for dette, som marginen er for smal til at indeholde.”

Amalie har vitterligt skabt en genistreg af en bog. Man kunne menes at tænke, at geniet ikke selv ved, hvor genialt formen i denne bog udfolder sig gennem læsningen. Det er som bekendt svært at erkende sit eget geni. Geniet, der oftest kun bliver det, i kraft af andres påpegning. Lad mig derfor i denne anmeldelse påpege, at Amalie Smith er et litterært geni og intet mindre. Som vores egen lille filosof Søren Kierkegaard herhjemme engang sagde:

“Genier ere som Tordenveir: de gaae mod Vinden, forfærde Menneskene, rense Luften.

Det Bestaaende har opfundet adskillige Tordenafledere.

Og det lykkes. Ja vist lykkes det; det lykkes at gjøre det næste Tordenveir desto alvorligere.”

Forbindelsen mellem videnskaben og poesien

Amalie Smith har lagt en grobund for en gentænkning af romanens potentiale, og det udfordrer læseren til at tænke værkets ægteskab mellem poesi og videnskab sammen. Vi følger et ungt menneskes udfordring gennem følelser og fornuft på en drømmende og videnskabelig rejse mod teknologiens nye højder! Amalie Smith væver hele værket til en helstøbt roman, om processen fra vævens oprindelse frem til den moderne computations tænkning i sin nye smukke hybridbog, hvor vi kommer protagonisten meget nært igennem dagbogslignende notater.

Flere steder taler Amalie Smith gennem hovedpersonen, til os, om den kvindelige videnskabsmand, Ada Lovelaces kærlighed til “forbindelserne”, og jeg tror, at det er meget vigtigt at se, hvad Amalie åbenlyst minder os om: hun væver oplevelsens fiktion sammen med virkelighedens empiri. Ikke bare med tekstens semantiske indhold, men også rent grafisk. Bogen er i sig selv et vævet tæppe, der smutter ud og ind mellem fortælleteknik. Alligevel, sidder man med følelsen af, at det er den samme jeg-fortæller, der er tilstede i begge fortællinger. Spørgsmålet man kan stille sig selv er også, om der er tale om to fortællinger eller en. Jeg er overbevist om, at det er et kunstnerisk valg fra Amalies side at udnytte mediets form, og bryde det op på denne særlige måde. Bruddet med at skifte side og fortælling på hhv. venstre side og så på højre, gør bogen speciel at læse. De meget følsomme tanker i værket rører os på en måde, som om man så med et barns øjne, det er sætninger fra side 6 venstre og side 6 højre, der er med til at vise os, hvor smart Amalie har udnyttet bogens potentiale som materiale i sig selv.

På den ene side er de dagbogsagtige notater over tilværelsen og på den anden side i bogen er historisk viden om at væve. Jeg har overvejet at læse bogen på to måder, først den venstre, hele vejen igennem, kun venstresider og så bagefter højresiderne. Lige nu læser jeg dog bogen fra side til side, med dens konstante brud på fortælling.

Amalie Smith skaber en helt særlig måde at læse tekst på, som minder mig meget om hvordan det er at leve. Tanke. Handling. Viden. Tanke. Handling. Viden. Opdelingen af teksten giver bogen, på den venstre side, en meget scenisk læsning, og på den højre side, en indførelse i årsagen til at bogen skrives.

Werner, William og Amalie

Ydermere er der udover alle de poetiske aspekter, formleg og den uddybende historiske viden baseret på idéen om at væve, skabt en personlig fortælling fra et fortælleperspektiv, der minder meget om Werner Herzogs dagbogsnotater fra bogen “Om At Gå I Is”. En bog han skrev til hans syge veninde i Paris, baseret på hans vandring fra München til Paris tilbage i 70’erne. Årsagen til hans vandring var, at gennemførte han denne, overlevede veninden sin sygdom.

På samme måde skriver protagonisten om sit liv med sin elskede William og om sin tvivl omkring forholdets overlevelse. Vi føler med protagonisten, der uden tvivl kan tilskrives at være den fortæller, hele handlingen i bogen drejer sig om. Alle de dagbogslignende notater, der befinder sig på alle venstresiderne i værket, snor sig som poesi gennem bogen og væves sammen med alle højresidernes historiske gennemgang af vævens påvirkning af teknologiens udvikling med væven som omdrejningspunkt. Derfor, har vi som i Werners bog, en protagonist med et formål. Protagonistens formål i Amalies bog er at udvikle en algoritme, der passer på dennes undersøgelse af plantelivet, men en impulsiv idé slår protagonisten ind på en ny vej for computerens potentiale. Uden overraskelse for læseren, er protagonisten fascineret af tidligere videnskabsfolk og en stor forkærlighed for Ada Lovelace, kendt i dag som den første kvindelige programmør, som så Charles Babbage arbejde på en maskine, der anses som den første idé til en computer. Ada så potentiale i maskinen, som Charles ikke selv havde set, og hun sendte ham et fodnote-værk, der var større end Charles’ egen beskrivelse af maskinen. Ada bliver en stemme, vi ikke vil forglemme fra dette værk.

Protagonistens egen fortælling snor sig om Ada Lovelace. Ada Lovelace mistede sin berømte far, digteren, Lord Byron, da hun var blot 8 år gammel. Dette gjorde, at moderen forsøgte at påvirke Ada i en mere matematisk og logisk retning, for at undgå at arve sin fars følsomme sind. På samme måde er protagonisten vekslende mellem rationel og irrationel, og vi følger en både filosofisk poet og en poetisk videnskabsmand. Ada giftede sig med en mand ved navn William og til sammenligning hedder hovedpersonens kæreste også William.

Samleren, der gemmer det bedste til sidst!

Her er der en bog, der forstår mig! Det var det første jeg tænkte, da jeg havde læst mig igennem den første tredjedel af bogen. Det slår mig i øvrigt, at fiktionens potentiale i tilblivelsen af dette værk, har været en spejling af læsningen af Ada Lovelaces liv, både som brevskrivende poet og som en akademisk videnskabsmand. Protagonisten er en moderne Hemulen, fra Tove Janssons univers, der render rundt blandt byer og skove og lægger mærke til de allermindste ting. Den konstante nysgerrige videnskabelige lidenskab til alt levende biologisk og alt dødt teknologisk, og alt symbiotisk mellem disse to entiteter. Ada havde en stor forkærlighed for mellemrummet og protagonisten ligeså. Jeg holder især meget af sætninger i værket som:

“Jeg magter ikke flere forår, ikke flere somre
med et hjerte af sten. Med opbidte kinder.

Engang var jeg den, der drak mest og var mest
forelsket.
Nu plages jeg at en varmetæppeagtig omsorg
i hele kroppen.

Jeg tænker på Mary, der sagde: “Jeg husker dig
som barn, du havde så åbne, så nysgerrige øjne”.

Er der noget skadet ved mig nu? Eller findes
det åbne stadig?”

Jeg sidder tilbage med en måben over, hvor mange sætninger, jeg får lyst til at gemme og skrive på små gule Post-its og hænge op på min væg. Hele min bog er nu en samling æselører, der folder bogen i endnu flere former, end da jeg købte den. Det er svært for mig ikke at understrege, at der på hver side findes en smukt udført sætning. Både semantisk, men også syntaktisk. Jeg har her ikke delt mine absolut favorit-sætninger, da jeg gemmer dem for mig selv, som små skatte i min bevidsthed. Der stråler de nu allerbedst. Det ville være synd at afsløre det allerbedste af denne bog i denne anmeldelse, så den fornøjelse gemmer jeg til læseren.

I de blindes rige er den enøjede konge

Et andet sted læser jeg også noget, der fanger min interesse, og som jeg ikke helt er i stand til at forstå, det er dette citats sidste sætning, der knudres sammen i mit hovede til forvirring og det synes jeg er et godt virkemiddel for protagonisten i denne bog, der selv opleves som forvirret, tvivlende, klog, eftertænksom og elskende:

“Gammel som cellerne i havet, som stadig
finder sammen og danner kolonier.

Evolutionen standser ikke, og hvis den én gang
kunne begynde, så kan det ske igen og igen.

I lavt, varmt, mudret vand.

En klov i en myretyre.

Seks pakker Prince på et køkkenbord.

Jeg sender William en selfie på vej op i tivoliets
højeste karrusel. Mine øjne hænger.

Vand over min døde krop, mine længselsfulde
celler.

Mit DNA klunset sammen i en ubrudt kæde
af reproduktive samlejer.

Efterkommer af møder i liderlighed, kærlighed,
tvang, nød og had, af voldtagne og voldtagere.”

Det kanske være at Amalie, som forfatteren bag protagonisten i værket, gerne vil illustrere den tilfældighed, det er at stå her som menneske i dag, og den afmagt der kommer med racens overlevelse gennem samlejet. Samlejet, der ikke altid er af kærlighed, men sommetider tages reproduktionen af arten med vold. Hele vejen igennem denne rejse i videnskab og lidenskab, tages vi i hånden af protagonisten, som om vi sad og lyttede til et meget gammelt menneskes fortælling om altings begyndelse. Begyndelsen, der starter med væven. Hver en side i denne bog giver mig en usigelig lyst til at ringe forfatteren op og snakke om alle de overvejelser, der findes på hver side i bogen, hver en lille vidensbid og hver poetisk sætning. Det er uden tvivl det bedste sammenvævede tekstværk, der er produceret af det Herrens år 2020.


Info

Amalie Smith: Thread Ripper
Gyldendal
2020
108 sider
Bogen kan købes her