ROMAN: Den kropslige og psykiske udvikling fra barn til ung er en svær tid for de fleste. Især for hovedpersonen Nora i Anders Johansens roman, NORAS ARK, der samtidig med denne udvikling må forholde sig til den sideløbende, larmende krig omkring hende. I NORAS ARK er hverdagen blevet en undtagelsestilstand, og selvom livet på øen er mere stabilt end på fastlandet, venter ultimativ kaos og ødelæggelse altid lige om hjørnet.
En krop og krig i udvikling
I NORAS ARK får vi gennem hovedpersonen Nora indblik i, hvordan et barn eller en ung pige oplever og håndterer krig. Krigen har frarøvet Nora sin barndom og ungdom, men ikke desto mindre er hun stadig et stort barn på vej til at blive ung. At det er fra dette perspektiv, krigen opleves, kommer til syne på mange forskellige måder, eksempelvis som i følgende passage:
Langs med væggene var der bænke, og bænkene var fyldt med mennesker, Nora aldrig før havde set – boede de virkelig her i huset alle sammen? Eller måske havde hun set dem, måske kunne hun bare ikke genkende dem, fordi de så helt anderledes ud i kældermørket. Nogle af dem var stadig i stribet pyjamas og havde ikke sanset at tage et tæppe med. Man kunne se, at de frøs. Ingen sagde noget, men henne i den anden ende af beskyttelsesrummet var der en baby, der skreg. Sirenerne var holdt op med at tude. Eller også kunne man ikke høre dem helt herned i kælderen under kælderen. Lige over for Nora sad der en lille dreng med en plysbamse. Da han opdagede, at Nora kiggede på ham, rakte han tunge. Nora var mere bange for edderkopperne end for bomberne, men hun var allermest bange for mørket.
At det er mørket, Nora er mest bange for dér i beskyttelsesrummet, er interessant, fordi det netop viser, at hun er et barn. Det er typisk for børn at være mere bange for noget konkret end noget abstrakt; mørket kan Nora, modsat den abstrakte størrelse krig, konkret forholde sig til, fordi hun befinder sig i det og kan ‘se’ det. Passagen er også et eksempel på romanens mange flashbacks, der medieres af en alvidende fortæller. Når der ikke er flashbacks, befinder vi os i nutiden med Nora som jegfortæller, hvilket tydeliggøres både i sproget og indholdet.
Ølve, Silkerav og Olki
Det er i kapitlerne med Nora som fortæller, at de mest rørende og smukke øjeblikke finder sted. Det er svært ikke at holde af Nora, der på mange måder er lige så skrøbelig og afvigende som de dyr, hun har taget til sig: tøjdyrsløven Ølve, katten Silkerav og gåsen Olki. Mellem disse anderledes væsener, Nora inklusiv, er der et helt unikt venskab og ikke mindst fælleskab, som får hende igennem de sværeste følelser og oplevelser, når veninden Viona og morfaren svigter, og mor og far er langt uden for rækkevidde. Dette fremgår eksempelvis i følgende passage:
En falmet plysløve, en blind kat, en énvinget gås og så mig – Nora Strygebræt, nu med to fine små buler. En sølle Noahs ark! En vaskeægte Noras ark! Jeg siger det højt: “Noras ark!”, og kommer pludselig til at grine. Silkerav kikker på mig med sine blide ravøjne, som om hun tænker, at jeg er blevet vanvittig. Det er jeg måske også. Min latter kunne godt lyde sådan.
Vigtigt er det også at bemærke, at det aldrig bliver specificeret i hvilket land og i hvilken krig, vi befinder os. Fortællingen kunne derfor finde sted i hvilket som helst land og i hvilken som helst krig. Dette giver romanen en tidløs relevans, som ikke bliver mindre af, at den er utrolig rørende og smuk. Anders Johansens, NORAS ARK, er en fantastisk fortælling om krig fra en ung piges synsvinkel og kan læses af såvel voksne som ældre børn og unge.
INFO
Anders Johansen er født den 8. februar 1953 i Aarhus. Han er uddannet på Nordisk Institut, Aarhus Universitet og arbejder ved siden af sin forfattervirksomhed som oversætter. Johansen debuterede i 1984 med bogen Århus ret og vrang. Historier, udgivet på Husets Forlag. Forfatteren har vundet flere litteraturpriser, her i blandt Kulturministeriets Børnebogspris i 1994 og Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris i 2002.
Bogen kan købes her.