Mette Norrie viser i ni ordløse fortællinger, hvad der kan ske, når ting og mennesker lades alene. Omgivelserne er almindelige, hændelsesforløbene det modsatte. Og over dem alle hviler en stemning, der gør ord til intetsigende rekvisitter og positionerer Mette Norrie som eksponent for sin helt egen genre

Det ualmindeligt almindelige

Mette Norrie (f. 1984) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. Hun er illustrator, digter og stifter af forlaget September Press. Og så er hun først og fremmest kvinden bag en række tegnede værker med en tydelig stilistisk egenart – senest den ordløse graphic novel Solo.
Sådan set er Solo knap nok en graphic novel. Måske snarere en serie ’graphic short stories’, hvor ni forskellige hændelsesforløb fortælles under hver sin overskrift. Nogle af forløbene har et menneske i hovedrollen, andre en række genstande. Og fælles for disse hovedroller er deres udprægede almindelighed. En almindelighed, som så alligevel kommer til at indgå i noget, der mildest talt er ualmindeligt.
På den måde formår Mette Norrie at fremmane sin egen genre, der ligger et sted mellem tegneserie, surrealistiske drømmesyner og småsyret stream of consciousness. Der er en helt særlig tysthed over Solo – og en helt særlig antydning af noget tragisk.

Hverdagen genbesøgt

Allerede fra første side møder vi den særlige Norrie-stil. Under overskriften Out of office guides vi gennem et kontormiljø med vandautomat, termokander, mødeborde og computerskærme. Alle, der har haft rengøringsarbejde sådan et sted, vil formentlig kunne genkende følelsen af at befinde sig i en forladt kulisse. Kontormiljøet er spøgelsesagtigt uden andre virkemidler end dét, der ikke er der: Menneskerne, medarbejderne. Dem, der skulle sidde ved mødebordet, drikke af kaffen og falde i snak foran vandautomaten.
Eller dén ene medarbejder, der ved et uheld skulle komme til at skubbe til vandautomaten, så litervis af vand flød ud over kontorlandskabets gulve. Vi ser aldrig den medarbejder. Vi møder aldrig hånden, der skubber. Men vi ser ulykken ske og vokse. Og den hverdagskulisse, som vi troede, vi kunne genkende, bliver til noget andet, mens vi bladrer gennem de tavse sider i Norries bog.
Hverdagskulissen er blevet en anden efter lukketid.

Rekvisit-ord

Denne ’andethed’ bliver ikke mindre af, at vi selv tvinges ind i rollen som iagttagere og meddigtere.
Bortset fra titlerne forløber fortællingerne som nævnt uden ord, hvis man ser bort fra enkelte skilte, der figurerer i fortællingerne. Disse skilte bliver til gengæld desto mere effektfulde: Ord som ’Ophørsudsalg’, ’Info’ og ’Museum’ får for eksempel tilført en ganske særlig tristesse, når de som her reduceres til rekvisitter i et syret-poetisk univers af larmende tavshed.
Det er Mette Norries store fortjeneste at vise os poesien i disse ord – og vel at mærke gøre det uden at anvende dem i et digt. Tværtimod får ordene i Solo lov at stå præcis lige så alene, som titlen indikerer. Der er nemlig ingenting i vinduerne bag udsalgsskiltet, ingenting i infostanderen og ikke andet at se på museet end det nederste af nogle billedrammer.

Den selvvalgte ensomhed

Anonyme billedrammer, overskyllede kontorlandskaber og tomme byrum kunne måske godt lede tankerne i retning af postapokalyptiske dystopier om en verden, hvor alt liv er udslettet. Det er imidlertid slet ikke tilfældet her. De andres liv virker bare ikke særligt vedkommende.
I stedet viser Solo os flere eksempler på et aktivt fravalg af andre menneskers selskab. Eksempelvis har hovedpersonen i Invitation tilsyneladende sin egen stille fest på den forkerte adresse, indtil det går op for hende, at hun er gået forkert. Da hun endelig ankommer til den sammenkomst, hun rent faktisk var inviteret til, fortrækker hun hurtigt igen. Og intet tyder på, at hun er hverken mere eller mindre trist, da hun går hjem gennem tomme gader, end da hun gjorde sig klar til fest i fortællingens begyndelse.
Solo handler dermed både om, hvad tingene gør, når de bliver ladt alene, og om mennesker, der lader sig selv alene. Det ene er ikke mere tragisk, eventyrligt eller fascinerende end det andet. Det er bare sådan, det er. Og det gør alt i alt Solo til en rigtig fin, indadvendt og stilfærdig oplevelse.

Nyd den sammen med en time i selvvalgt ensomhed.





Info

Mette Norrie: Solo

September Press

2018

89 sider

Bogen kan købes her