I Oddfríður Marni Rasmussens debutroman danner Tórshavn rammen for Janus’ overgang fra at leve i nuet til at miste det og sig selv til en fremtid, der er en konstant påmindelse om fortiden. Han efterlades til kampen for at generobre en fremtid – denne gang uden Elsa.

”Jeg kom i tanker om Christian Matras’ digt: Ydmygt / nærmest som om du ikke fandtes / tændte du en varme i mit sind / Den findes stadig / Og du er svundet hen. Den kvinde, der lå her, var et ydmygt optryk af den kvinde, jeg havde levet sammen med i så mange år. Selv om hun var ukendelig, så fandtes der en varme i mig, en indadvendt varme, som hele tiden holdt liv i billedet af Elsa, selv om hun ikke fandtes, sådan som hun plejede at findes.” 

I Oddfríður Marni Rasmussens debutroman Først når… inviteres vi ind i det dunkle. Helt ind i forfatteren Janus’ nye virkelighed med konen Elsa, der snart skal dø af den hjernesvulst, som er i færd med at overtage både hendes krop og sind. Intet er længere som det plejede at være, udover de gode øjeblikke, der også er truede af vekslen mellem de sider af Elsa, som Janus ikke genkender. 

Janus kastes ind imellem det barnlige og dyriske, der optræder i forbindelse med sygdommen. Han tvinges også til at se sig selv i spejlet og til at håndtere denne skiftende bevægelse mellem barn og dæmon, lægetermer og sit eget ordkendskab som forfatter. Vekslen mellem forståelse og følelser, mellem lys og mørke, der river i ham. Det eneste, der holder ham fast, er parrets hund Hund, forståelsen fra arbejdspladsen og kærligheden til Elsa, der snart efterlader ham alene i Tórshavn, hvor hele byen tager del i den sorg, de kun kender overfladen af.

Janus takler denne overgang ved at sammenligne og konkretisere det abstrakte i forandringerne og følelserne, der kommer af det forestående tab. Herunder konkretiseres døden, ikke blot i svulsten, men som en dæmon og et vildt dyr, der kommer for at tage dem, han elsker. Men i dette mørke, som døden efterlader i ham, genfinder han skriften som et terapeutisk sprog, når whiskyflasken ikke tager bo i lommen som en sutteklud. Skriftsproget, det skrevne, bliver noget skabende i det ødelæggende og fortærende i en tilværelse, hvori han vugger imellem at skrive og huske eller at drikke og fortrænge. Janus er dog også samtidig stereotypen på en mislykket forfatter, men selvom der spilles på typiske misbrugsvaner – herunder cigaretter, kaffe og alkohol – opleves Janus’ karakter ikke som en kliché, men som et menneske.

Der er noget rørende over hans skildring i præteritum kontra præsens, hvor der i førstnævnte forekommer alle de ”sidste gang”-e, som især danner et billede af Elsa og deres fælles historie. Efterfølgende, i romanens anden del Først nu…, bliver vi i præsens præsenteret for de ”første-gang”-e, der er med til at tage historien fra en regressiv skildring af tilværelsen til en progressiv skildring. En skildring af håb frem for blot en nedtælling til det uundgåelige tab. 

At ”Skrive på det hvide, søge i det dunkle”

Tematikkerne er bundet op omkring billedrige beskrivelser, der er med til at male den færøske natur op og lader læseren dvæle i den osteklokke, hvori Janus synes at befinde sig med det dunkle vejr og byen, der sover og vågner og gentager sig selv. Billedsproget skaber samtidig en æstetisk nydelse i det ellers tragiske, vi læser os igennem. At der dvæles ved dette bidrager til en behagelig veksling i tempoet for romanen, der lader tanker fylde, som de fylder i temaerne. Der hersker også en humor og en uskyldighed over for alvoren, hvilket antydes undervejs i Janus’ bevidsthed, hvori løgne ville være lettere end realiteten. Humoren findes også i hunden Hunds navn, der udgør en banalitet for den ellers kaotiske virkelighed, som hersker i Janus. En banalitet og direkthed mellem subjekt og begreb midt i al den uhåndgribelige alvor. Hund bliver derfor romanens lette element og et anker for Janus, der ellers står uden struktur og hverdag.

Poetisk prosa og fragmentationer

Det ikke-talte sprog fungerer som en rød tråd og gør en bevidst om det før-sprogliges kraft: Elsa, der ikke kan kommunikere, Hund, der ikke kan tale, hospitalets ansatte, der kommunikerer med lægefaglige termer, og Janus, der forsøger at skrive. Romanen figurerer naturligvis som et eksemplar på tiden efter Elsa, og trods de tunge temaer demonstreres det poetiske sprog, hvis tone leder tankerne hen på romantikkens tidsalder. Det er også en af romanens styrker, at den tager sig tid til at beskrive fænomener i et poetisk henseende og dermed skrive sig ud af vor tids minimalismetendens og ind i et bindeled mellem prosa og poesi. Der er også en tydelig leg med sproget, som er med til at letsindiggøre temaerne: ”Dommen havde lægen afsagt. Elsa var dømt til døden. Jeg blev tvunget til at sidde tilbage med ingenting … kun med ordene” (18). Disse ord er dem, der skrives ud fra efter mørket på det hvide papir, og som romanen i romanens verden er resultatet af. 

En anden simpel, men virkningsfuld effekt, som Rasmussen anvender, er når han lader ord stå alene på en linje. Dette giver ordene lov til at ekkoe ud til læseren, herunder ordene ”Øjeblikket.” ”Intet.” ”Borte.” ”Langtfra.”. Sammen bliver de små brikker, som alluderer til følelserne af snart at miste og stå alene i sorg.

Romanen har en tendens til at anvende vejret symbolsk, fordi det synes som noget med dybere betydning for Janus. Dette er dog en præmis, man hurtigt går med på som læser, idet Tórshavn fremstår som en mørk kuppel med afbræk i form af ture til København, og det dermed supplerer stemningen. Først efter Elsas bortgang dukker solen op. Vejret som virkemiddel kan umiddelbart synes som en kliché fra en svunden tid i litteraturhistorien, men det fungerer i det omfang, at en følelse af netop det indelukkede og isolerede raser i Janus, og det i stedet bliver en projicering i netop hans fortælling. Ironien – eller universets ironi i romanens verden – skinner derfor også igennem, da solens stråler har en negativ effekt på Janus. Han mener ikke, at den skal skinne på dagen, hvor Elsa ikke længere lever.

Rasmussen har sammenflettet en smuk og rørende fortælling om, hvordan det er at tabe sig selv på gulvet, og om at kæmpe sig op igen. Om at tabe fortiden, men også om at genvinde sig selv og finde en fremtid. Om mennesker fastklemt mellem først når og først nu. Om at bearbejde en tid, der kun eksisterer, fordi vi selv er tilbage til at fortælle om den. Om ikke at have lysten til at komme videre af frygt for at glemme, hvad man tidsligt bevæger sig væk fra. At dvæle ved fortiden af frygt for at glemme den. Selvmedlidenhed i sorgen. Selvisolation og en nedbrydning af et menneske, så det næsten teer sig som et tamt dyr, der lever på gulvet uden at evne sig selv. Al dette optræder i en roman, der både fremstår harmonisk og fragmenteret, hvilket er med til at understrege fortællerens oplevelse af forløbene.

Først når… er også romanen, der tør skildrer en skrøbelig persons kamp for en anden og ikke mindst sig selv under og efter et tab og en sorgproces, de fleste har oplevet i større eller mindre sammenlignelighed. Bogen er så at sige for alle, der søger svar eller forståelse i det dunkle ved at læse, hvad der er skrevet på det hvide.

Mit indtryk er også, at Rasmussen har skrevet et værk, som tager sig tid og dvæler tilpas ved de tunge temaer, bogen er stykket sammen af. Et værk, der leder mine tanker hen på Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (Gyldendal, 2017), hvad angår den poetiske og fragmenterede formidling og evnen til at dvæle ved skyggesiden af livet. Det velkendte brydes i Først når… med til fordel for en ny virkelighed, som brydes med af endnu en ny virkelighed. Hjem-ude-hjem i løs betydning og uden at drage parallel til noget eventyrligt. Ikke desto mindre er Janus et eksempel på, hvordan mennesker i overgange af livet slynges væk fra et velkendt sted til en tilværelse, de har svært ved at tilvænne sig, før de igen finder en plads at stå fast på, et sted hvor livet igen giver mening.

Det er svært ikke at tale om Først når…, fordi den inviterer til samtale om væsentlige, eksistentielle emner, der berører de fleste, formidlet i en poetisk vugge, hvori tid er visen, der sender en frem og tilbage. Samtidig tager Rasmussen fat i problematikkerne, vi ser i tidens litteratur, herunder ikke-stedsfornemmelsen på hospitaler i form af den dysfunktionelle kommunikation mellem lægevidenskaben og den almene patient, ensomhed og trangen til at holde fast af frygt for at miste. Tiden bliver ikke længere noget, der tager noget fra en, men noget, der giver en igen.

Først når… er en bog, der vedkommer og vedrører de fleste.




Info

Oddfríður Marni Rasmussen: Først når…

Originale titel: Ikki fyrr enn tá

2020

Forlaget Torgard

258 sider

Bogen kan køber på forlagets hjemmeside her