Søren Fauths tredje digtsamling På Jupiter findes fortiden ikke er ikke bare hans bedste; med sin dragende minimalisme og sit nye sprog for sorg er det også en af de bedste og mest interessante digtsamlinger, der er udgivet i Danmark de sidste par år.

Fortab dig i universet

Da jeg var mindre, gik jeg altid på biblioteket og kiggede i store bøger med billeder af og kendsgerninger om universet, når jeg var trist. I løbet af tre vintre var det en af mine melankolske og – i visse henseender – livsbekræftende traditioner. Umiddelbart var det de billedskønne fotografier, de interstellare afstande og den ærefrygtindgydende meningsløshed, som jeg forbandt med stjerneeksplosioner, bjerge på Mars og ubeboede planeter i fjerne galakser, der betagede mig, og som jeg fandt en sælsom, vemodig og sært formålsløs trøst i. 

Det var først, da jeg læste titlen på Fauths nye digtsamling og de personlige associationer, den gav mig, at det gik op for mig, hvorfor det netop var universet, jeg havde hengivet mig til i mine ungdommelige tristesser. Det havde jeg gjort, fordi universet var stille, følelsesløst og uden et kendskab og en holdning til mig. Det fandt jeg underligt befriende. Men det var dengang. Nu kan jeg ikke stå ude på en eng på Nordfyn, nyde aftenens stilhed og bekigge stjernehimlen uden at lade mig selv overvælde af en alarmerende tomhed og en ubændig trang til at bede om et tegn på, at jeg ikke står og stirrer direkte op i et uendeligt, gudsforladt og indifferent mørke. Med andre ord har jeg også erfaret en af de ting, som jeg mener, at Søren Fauth ender med at konstatere til sidst i sin digtsamling: Universet og det videnskabelige verdensbillede rummer ingen trøst. 

I Spanien uden glæde

En af de første ting, som digtsamlingen åbenbarer, er, at det er den jordiske ensomhed og forgængelighed, som digterjeget længes efter et ophør med. Det er på baggrund af denne længsel, at Fauth på flere måder grundlægger et nyt sprog for sorg, der både er utrolig følsomt og utrolig distanceret. Det udmærker og berettiger sig selv ved, at sproget ikke er bange for at konstatere og blotlægge det sentimentale, det ensomme og det afmægtige, samtidig med at minimalismen og de prægnante formuleringer gør, at denne sentimentalitet ikke bliver hverken anmassende eller direkte selvmedlidende. Parallelt med at bogens første digt slår an for de resterende digte, så er det også repræsentativt og sigende for, hvordan sproget på én gang er følsomt og distanceret. Det første digt lyder således:

”jeg vil glimte i mit næste liv
blive seks milliarder år gammel
se solen brænde ud
i stedet for at sidde her
kortvarigt
vente på en form
et indhold
passende til det mellemspil
vi i mangel af bedre kalder liv” 

Både sproget, der er bundet op på universet og dets billed- og begrebsverden, og den ensomhed og afmagt, der består i at anerkende menneskets på mange måder meningsløse forgængelighed uden at kunne ændre på netop dette, kommer også til syne her. Det vil sige, at sproget og det, som sproget formidler, hænger sammen på en væsentlig og meget interessant måde. 

På et tidspunkt går digterjeget rundt på en strand og samler månesten sammen. Han står med stjernestøv i håret, og han beskriver sit hjerte som en supernova, hvis højre og venstre hjertekamre udgøres af en række forskellige grundstoffer. Det er næsten åbenbart, at det er et øjeblik af sorg, der beskrives. At gå i sin egen ensomhed langs stranden og samle sten er – hvis sådanne findes – et typisk, illustrativt og stemningsfuld billede på melankoli og sorgrig tristesse, og beskrivelsen af hjertet som en eksploderende stjerne taler efter min bedste overbevisning for sig selv.

Dybest set er det en smuk og poetisk vellykket sekvens. Men både det, at han samler månesten sammen, og det, at har stjernestøv i håret, får en ekstra dimension og en ekstra dybde, når man læser videre. Etsteds skriver Fauth: ”Jeg vil syes sammen med verden igen”, og senere skriver han: ”hvis mennesket var de røde bjerge i horisonten, hvis mennesket var stjernestøv”. I det ligger der en længsel efter at være en del af verden, naturen og kosmos i bredeste forstand. Læser man ordene månesten og månestøv ind i den kontekst, får gåturen på stranden en dybsindig og underspillet dimension, der er både begavet, hjerteskærende smuk og overlegent eksekveret.

På baggrund af det mener jeg godt, at man kan sige, at ”På Jupiter findes fortiden ikke” er et forsøg på at skabe et sprog for sorg, der er forankret i det moderne verdensbillede. I en overvejende og meget betydelig grad er vores oprindelige og stærkt udbredte sprog for sorg religiøst og åndeligt funderet. Og det korrelerer og korresponderer efterhånden ikke særlig godt med vores tid, der både er afmytologiseret, verdsligt og præget naturvidenskab. Spørgsmålet, som Fauth implicit prøver at besvare, er, om der gives et overbevisende sprog for sorg og de store følelser, der er fuldstændig fri for de klassiske og almenkendte analogier og konnotationer. Med På Jupiter findes fortiden ikke in mente er svaret: Ja, det gør der.

Videnskabernes afmagt

Men der foreligger en markant og betydelig forskel på det gamle sprog, der er funderet i åndelighed, og det nye, der er funderet i naturvidenskab. Det er også i henhold til det, at Fauth med ”På Jupiter findes fortiden ikke” leverer en vigtig og meget aktuel pointe af filosofisk karakter. 
Modsat det tidligere sprog har det nye sprog ikke et trøstende element og et håb om bedre tider i sig. Idet man benytter sig af det, kan man ikke andet end at beskrive det, man føler, med nogle nye ord, der dog er illustrative og æstetisk skønne, men som blot henviser til fysiske fænomener, der i udgangspunktet ikke betyder andet og mere end det, de er. Netop dette, og den måde, som Fauth beskriver det på, blotlægger det på mange måder brutale faktum, at videnskaberne har erstattet åndeligheden i de fleste relevante henseender – uden at videnskaberne nødvendigvis har de samme egenskaber og er i stand til at udfylde de samme funktioner. Sidst i sin digtsamling skriver han:

”Kan Very Large Telescope i Chile
kan Hubble Space Telescope
fragte vraggods fra de brudte løfter
svigtene    løgnene bedraget 
den dobbelte virkelighed
til en anden galakse
kan de simulere en sammenhæng
kan de lyse mørket bort
kan de lyve sandheden væk
kan de sende mig til et sted
hvor det ikke gør ondt” 

Det er et stærkt og på mange måder desperat råb om, at naturvidenskaberne skal være andet end blot en ny og velargumenteret udlægning af verden baseret på matematisk fysik. Men det er præcis det, naturvidenskaberne er. I udgangspunktet prætenderer de hverken at være mere eller mindre end det. Med digtsamlingen som helhed, og med de lidelser og sorger, som digtsamlingen åbenbarer, er det for mig at se forholdsvis klart, at digterjeget godt selv kender svaret på netop de spørgsmål, der stilles i det ovenstående digt. Svaret er selvfølgelig nej. 

Som jeg allerede har præsenteret og beskrevet, så er der en længsel efter at blive ét med naturen. Det virker, som om det er indfrielsen af denne længsel, der kan adskille digterjeget fra den smerte, han føler. Men denne længsel er bundromantisk. Det vil sige, at redningen og det, der kan forløse digterjeget, ikke kan leveres af naturvidenskaberne. Og det er en afmægtig erkendelse, som Fauth mere eller mindre indirekte og uudtalt udlægger med stor ynde. 

---

Info

Søren R Fauth: På Jupiter findes fortiden ikke

Forlaget Ekbátana

2019

Køb bogen på forlagets hjemmeside her