Selma Rosenfeldt-Olsens romandebut Leipziger Tagebuch indeholder mange fine beskrivelser af et kunstnermiljø i Leipzig, men værket når desværre aldrig rigtig at finde retning i sin vekslen mellem historielektion og ungdomsroman.
Karikeret ungdomsmiljø
Først og fremmest må jeg lige indskyde, at jeg selv er 24, selvom jeg i denne anmeldelse sikkert kommer til at fremstå, som om jeg er mindst dobbelt så gammel. Men det er jo trods alt altid dejligt at blive bekendt med litteratur, der kan minde sin læser om, hvor gammel og mavesur hun egentlig er. Hovedpersonen Frida er ikke kommet ind på nogle af sine ønskede uddannelser i København, og derfor rejser hun over hals og hoved til Leipzig for at få nederlaget på afstand. Det forstår jeg godt. I Leipzig bliver hun godt taget imod, og hun betages af det spirende kunstnermiljø i byen. Her går hun til kunstudstillinger, fester og tager MDMA. Det forstår jeg også godt. Men hvordan hun udholder sine sundhedshysteriske, hensynsløse og bedrevidende bofæller, det aner jeg ikke.
Jeg begriber heller ikke, at hun bliver forelsket i den ene af dem, Lucas, der om muligt er endnu mere irriterende end Frida. Lucas og kæresten er gået fra hinanden, og han faker et knust hjerte for at få carte blanche til at knalde hele byen. Han indleder naturligvis også et forhold til den nye pige Frida, men mister hurtigt interessen, og han fortsætter romanen igennem med at kigge langt efter alt med puls og bryster. Fridas anden bofælle, den rismælkskogende Ori, er lige så karikeret med sin laktose- OG hvedeintolerance, og igennem romanen når jeg simpelthen hverken at opfatte dem som hele mennesker, eller forstå hvorfor Frida betages af dem. Leipzig er fyldt med unge wannabe kunstnere, og Frida proklamerer indledningsvis, at hun er ”en slags freelance kreativ iværksætter”. Jeg sidder og ryster lidt på hovedet, imens jeg tænker over, om jeg er for gammel, eller om jeg er for jysk til at forstå, hvad sådan en laver. Fridas usikkerhed lyser op i øjeblikke som dette, og så kan man glimtvis ikke lade være med at holde lidt af hende.
Tre usammenhængende spor
Overordnet set er der tre spor i romanen. På overfladen er den en historie om Fridas coming of age med fester, sex og stoffer. Dette spor kan vi knytte til den ydre handling. Sideløbende hermed findes Fridas indre monolog. Den er fyldt med ungdomsusikkerheder, lavt selvværd og erindringer fra barndommen. De to spor er i selv fine, men problemet er, at de aldrig rigtig taler med hinanden. Al den klogskab og alle de overvejelser Frida trods alt er fyldt med kommer aldrig op til overfalden, hun bruger dem aldrig til noget, og fremdriften i både plot og karakterudvikling stagnerer fuldstændigt, fordi der ingen sammenhæng er mellem Fridas ydre og indre karakter.
Det sidste spor kan vi kalde ”historiesporet”, idet Leipzig og omegns historie fylder meget i romanen. Det er bestemt interessant, hvordan historien opfattes og dyrkes af en yngre generation, men det undrer mig, at det gøres på så bastant en måde, at jeg har det, som om jeg er til en historietime. Flere af karaktererne påtager sig ofte rollen som historielærer og svinger om sig med årstal og datoer, enkelte gange endda også klokkeslæt, der knytter sig til historie, arkitektur og kunst. Eksempelvis åbner romanen med fakta om et mindesmærke, her som en replik tilskrevet karakteren Thomas: ”Det markerer slaget i 1813, der ledte til franskmændenes nederlag, da Preussen og Østrig og Rusland og Sveriges hære gik forende mod Napoleon”. Sådanne lidt tilfældige faktaoplysninger er drysset ud over hele værket, og for mig virker de funktionsløse. Nogle gange er de markerede som replikker, der kan tilskrives de forskellige karakterer, og nogle gange gengives de gennem den indre adgang til Fridas tanker. Hverken karaktererne eller værket som helhed synes at forholde sig til historien, den er der ligesom bare. Men er det ikke også det vores generation får skudt i skoene hele tiden? Vi får at vide, at vi er historieløse. Når Frida forholder sig til den romerske gudinde Proserpina, som findes i statueudgave i Leipzig, giver det anderledes genklang. Her bruges mytologien rent faktisk til noget, og hvis det havde været tilfældet med flere af historielektionerne, havde disse også haft en berettigelse i værket.
Hver især fungerer de to første spor ganske fint, men når de nærmest ikke taler med hinanden, kommer romanen til at fremstå retningsløs, specielt når vi med høj frekvens får serveret de funktionsløse historieoplysninger, som heller ikke bidrager til sammenhæng eller substans. Når ungdomsmiljøet og bipersonerne samtidigt fremstår så karikerede, at jeg kun har irritation til overs for dem, så er der for mig desværre ikke meget at hente i Leipziger Tagebuch. Værket fungerer bedst, når Fridas skrøbelighed får lov til at dirre mellem et usikkert nu og en nært forestående, men stadig ukendt fremtid, og værket føles fortættet og underholdende i sin gengivelse af de få begivenhedsrige måneder, hun tilbringer i Leipzig. Det ydre handlingsspor sniger sig lige nøjagtigt op på tre modspor for sin underholdningsværdi.
INFO
Leipziger Tagebuch
Selma Rosenfeldt-Olsen
Forlaget Gladiator
162 sider