Rachel Cusk, der er blevet verdenskendt for romantrilogien om Faye, er ikke bare en blændende forfatter; hun er også en blændende essayist. I sit stilrene og tindrende klare sprog skildrer hun i ”Et livsværk”, hvordan det er at blive mor, med den begavede essayists skarpsindighed og den geniale forfatters fornemmelse for følelser.
Mit døgn med Omrids
Ved et tilfælde fik jeg Omrids, som er det første bind i Rachel Cusks trilogi om forfatteren Faye, i hænderne. Udover en note med hendes navn på min telefon og en svag erindring om, at den note skyldtes et par begejstrede anmeldelser, som jeg havde læst i aviserne, kendte jeg ikke noget til denne canadiske forfatter. Det betød, at mine forventninger til romanen ikke var store, da jeg gav mig til at læse den en ganske almindelig aften i december. Da jeg dagen efter læste romanen færdig, tøvede jeg ikke med at fortælle alle, der var interesserede, at det var en af de bedste læseoplevelser i meget lang tid.
Som et menneske, der selv skriver, var jeg selvfølgelig fascineret af hendes nytænkning af romanens form. Men det, der virkelig efterlod mig med beundring og ærefrygt, var ømheden, den allestedsnærværende sympati og den næsten krystalklare evne til at udlægge hverdagslige skæbner på en måde, der kan få en afdæmpet fortælling om et kuldsejlet ægteskab til at blive en page-turner. Cusk en imponerende evne til at få sine læsere til at interessere sig for noget, som de egentlig ikke var interesserede i.
Moderskabet som eksistentielt vilkår
At dette også er en evne, som Rachel Cusk besidder i sin essayistik, vidner Et livsværk om, der er udkommet på Forlaget Vinter i en fin oversættelse af Juliane Wammen. På samme måde, som det er helt uvæsentligt at redegøre for den fremadskridende handling i Faye-trilogien, så er det heller ikke så meget det narrativ, som binder kapitlerne sammen i Et livsværk, der gør essayet læsværdigt og vedkommende for nybagte mødre såvel som alle andre. Det er derimod de følelser og de tanker, som det essayistiske jeg har om det, der hænder hende. Det moderskab, som Cusk beskriver, udmærker sig først og fremmest ved at være normalt. Det konstitueres af bøger om børneopdragelse, legegrupper og endeløs gråd. Det er næsten banalt, men det indre liv, som Cusk udfolder med sit helt vidunderlige og helt stilrene sprog, er alt andet end banalt. Det er rørende, det er ærligt, og det er ikke mindst meget menneskeligt.
Det fine og tilmed lidt unikke ved dette essay om moderskabet er, at det hverken er programmatisk, teoretisk eller belærende. I sin indledning skriver Cusk direkte, at det ikke er ”et historisk eller videnskabeligt studie af moderskab, og det heller ikke, hvis nogen er nået helt hertil og stadig håber på det, en manual i hvordan man er mor”. Det er derimod ”et forsøg på at beskrive noget af den virkelighed og det drama som selve fødslen kun er optakten til”. Det lykkes hun med, og det gør hun blandt andet, fordi hun ikke holder sig tilbage med at tænke over de eksistentielle aspekter af moderskabet. Et livsværk er en meget personlig bog, i hvilken hun ikke er bange for at udpensle et følelsesliv i detaljer, og med imponerende dygtighed udnytter hun den mulighed, som essayet giver for digressioner og overpersonlige refleksioner. Det betyder, at Et livsværk er et værk, der i sidste ende handler om så meget mere end Cusk selv.
Det gennemgående eksistentielle tema anslås allerede på essayets første side. Det drejer sig om det faktum, at alle kvinder lever med en mulighed for at blive mor, og det yderligere faktum, at realiseringen af denne mulighed medfører en række gennemgribende og irreversible forandringer. En af de forandringer – som med jævne mellemrum bliver taget op hele essayet igennem, hvormed det bliver en rød tråd – er, at det at blive mor ændrer ens livsforståelse. Denne forandring er ikke kun af intellektuel karakter. Den er også helt og aldeles håndgribelig, fordi den udmønter sig i, at man aldrig kan være sig selv, når man er sammen med sit barn, samtidig med, at det er svært at være sig selv, når man er væk fra sit barn. Den smerte, der ligger i at leve med denne erkendelse, er Cusk rigtig god til at beskrive.
Et livsværk er rig på højdepunkter, og fælles for disse er, at de alle sammen er intense øjeblikke, hvor de abstrakte refleksioner kombineres med den poetiske følsomhed, som er med til at gøre Cusks fiktionsværker til regulær romankunst. Et af de bedste eksempler på det findes i en sekvens, hvor Cusk har fået sit barn til at sove og derfor har et par timer til at gøre det, hun har lyst til. Hun har med andre ord et par timer til at være sig selv blottet for moderskabets forpligtelser, hvor hun kan etablere ”kontakt til mit tidligere liv”. Selvom hun kunne bruge tiden på at læse eller skrive, som hun også gerne vil, ender hun alligevel med at rydde lidt op og ”stå foran spejlet i et desperat forsøg på at genkende mig selv”. Selv når hun har muligheden for det, kan hun ikke være det menneske, hun var, før hun blev mor. Det er fortvivlende, og det er lidelsesfuldt, og Cusk udlægger det på en rammende, selvudleverende og meget værdig måde.
Relevant for alle
I starten skriver Cusk, at hun har en mistanke om, at denne udgivelse kun vil være relevant for mødre og kommende mødre. Det kan jeg imidlertid afvise. Jeg er 26 og identificerer mig som mand – og jeg var fuldstændig forgabt i og til tider rørt over den følsomme menneskelighed og den almengyldige fortælling om en kvinde, der forsøger at finde sig til rette i sin nye livssituation, som essayet præsenterer. Et livsværk er med andre ord et hovedværk i nyere tids essayistik, der er relevant for alle og enhver.
Rachel Cusk: Et livsværk
Vinter Forlag
2021
252 sider
Oversat af Juliane Wammen