DRUKnet er fortællingen om en midaldrende kvinde og hendes vej ind i og ud af alkoholmisbrug. En genremæssig hybrid med relevans for alle, der har været i berøring med en misbruger. Og hvem har ikke det?

 

Bagom fordommene

Ea er lykkeligt gift med Thor. Hun er efterlønner, har en voksen datter og to børnebørn i teenagealderen. Hun er glad for sit hjem og kommer godt ud af det med naboen. Hun dyrker motion, synger og syr. Og så drikker hun.
Forfatteren Inge Brændstrup lægger i sit forord til DRUKnet ikke skjul på, at de situationer, Ea gennemlever i bogen, er baseret på egne erfaringer. DRUKnet er da også mindst lige så meget en slags casestudie, som den er en roman. Gennem Ea stifter vi bekendtskab med forskellige behandlingstilbud til alkoholikere. Og vi møder de mennesker, der ligesom Ea må søge hjælp for at få styr på deres alkoholmisbrug.
De mennesker kommer alle steder fra, har alle slags familieliv og alle slags job. Det er en af bogens styrker, at den lukker flere stemmer ind i fortællingen om, hvad det vil sige at have et uhensigtsmæssigt forhold til alkohol. Og det er en væsentlig pointe, at de situationer, hvor misbrugerne træder ved siden af, er lige upassende og pinagtige, uanset hvilket samfundslag, misbrugeren kommer fra. Personerne i Inge Brændstrups bog har prøvet at være fulde på arbejdspladsen, på ferien, i bilen og sammen med deres børn og en underliggende pointe synes at være, at vi alle med jævne mellemrum er sammen med en person, der har mistet kontrollen over sit alkoholforbrug.

 

Når trangen tager over

DRUKnet er ikke en kæmpestor litterær oplevelse af den type, hvor man som læser bliver blæst væk af et originalt sprog eller pirres af underliggende bifortællinger og uforklarlige stemninger. Inge Brændstrup fortæller sin historie som et fremadskridende hændelsesforløb og i et enkelt og mundret sprog. Fordelen ved dét er, at vi rent faktisk bliver klogere på alkoholmisbrug sammen med Ea. Vi er med, da hun bliver enig med Thor om, at der kun skal drikkes alkohol ved festlige lejligheder. Og vi er med, da hun må indse, at hun aldrig får det normale forhold til alkohol, som hun drømmer om.
Som læser har jeg adskillige gange været skæv i selskab med Brett Easton Ellis eller Kim Leine – og fuld sammen med forfattere som Karl Ove Knausgård, Knud Romer og Henrik List. Jeg kan imidlertid ikke umiddelbart komme i tanker om andre forfattere end Kirsten Thorup, der troværdigt har formået at beskrive en kvinde, der går til bunds. Og jeg har aldrig forstået alkoholikerens uimodståelige trang til at tage et glas, før jeg læste Inge Brændstrups bog.
Gennem Ea oplever vi skammen, rastløsheden og alle de følelser, hun ikke har et sted at gøre af. Vi drager et samvittighedsplaget lettelsens suk sammen med hende, når hun endnu en gang mærker alkoholens dulmende effekt. Og denne læser måtte tage sig selv i at håbe, at vores hovedperson ville slippe af sted med at skjule sit lille tilbagefald, så hun kunne få lov at fortsætte de gode takter i misbrugsbehandlingen uden setbacks.

 

En hybridgenre

DRUKnet har som allerede antydet en del til fælles med selvhjælpslitteratur, og forlaget kalder den da også en ’selvhjælpsroman’. Vi guides gennem behandlingstilbud fra akupunktur til AA; vi får forklaret virkningerne af diverse præparater til at dulme alkoholtrangen; og sammen med Ea får vi fortalt, hvordan alkoholisme ofte går hånd i hånd med depression og andre psykiske lidelser. Vi får ovenikøbet lov at kigge med i de gruppeøvelser og hjemmeopgaver, der bruges af alkoholrådgivere og misbrugsbehandlere.
Samtidig insisterer ’DRUKnet’ på at være en roman. Fordelen ved dét er forhåbentlig, at flere læsere lader sig rive med af en fortælling, som vi faktisk alle kan lære noget af. Ulempen er selvfølgelig, at Inge Brændstrups bog kommer i konkurrence med anden skønlitteratur. Det mener jeg ikke helt, at den kan bære: Stilistisk er den for simpel, og Ea er ved Gud ingen Patrick Melrose.

Denne indvending ændrer dog ikke ved, at ’DRUKnet’ er en medrivende og oplysende bog, der bringer os et vigtigt skridt tættere på at forstå alkoholisme.

 


 

Inge Brændstrup

DRUKnet

Trykværket

192 sider inkl. forfatterens forord, guide til behandlingstilbud og ordforklaringer

Bogen kan købes på forlaget hjemme side her