Med en kuriøs eftertænksomhed skriver Frøydis Sollid Simonsen sig til en accept af livets forgængelighed – tilføjet en snert ængstelighed over selvsamme – i Dyr [sorteret efter alder], hvori et barnebarn skildrer sine oplevelser med en dement farmor, skrevet under påskud af en aldersinddeling af diverse dyr.
Eftertænksomhedens kunst
Da jeg første gang bladrede i Simonsens Dyr [sorteret efter alder], som først udkom på norsk, blev jeg mødt af en næsten beroligende præsentation af alderen på en molboøsters, som måske kan blive 507 år, ”måske 220 år, men så på den anden side – måske ikke. Måske er det bare, fordi den laver flere kalklag om året i stedet for blot ét eller to.” Det er blot et kort afsnit, der i begyndelsen af værket møder læseren, fem linjer i alt, og præsentationen fremstår mest af alt som en henkastet bemærkning, der har til hensigt at åbne for en påtale af emnet alder og alderdom. Et emne, som Simonsen gør toneangivende, idet hun afslutter de fem linjer ved at spørge: ”hvem orker at blive så gammel, hvem orker at blive så gammel.” Fem linjer. Simonsen formår her at pirre den nysgerrige metafysiker med en anledning til at fundere over menneskets tilværelse og afrundingen af den.
Roen fæstner sig
Den beroligende læsning er vedvarende gennem værket, hvilket kan virke forbavsende, idet Dyr [sorteret efter alder] handler om en demensramts sindsforvirringer og manglende kontrol af følelser. I oplevelserne af sin farmors pludselige og hyppige verbale angreb og generelle følelsesmæssige stemningsskift opstår en fundering over det væsen, der skælder ud, det væsen, der reagerer så voldsomt, som hun gør. Farmoren fremstår kras og nederdrægtig; hun vender venlige gerninger til vederstyggeligheder, og hun virker generelt vanskelig at være i lokale med. Dog formår hun på intet tidspunkt at fremstå direkte fjendsk eller som en fjende af fortælleren. De umotiverede udbrud og humørsvingninger skildres godt under aldersinddelingen af neonfisk, som kan blive op til fem år:
Vi giver hende et akvarium med neonfisk, og hun siger noget uforståeligt, men virker endelig glad. Vi smiler til hende, alle i rummet smiler. Så forstår hun, at det er til hende, og hun siger: Det der er noget glitrende svineri og nægter at have noget med akvariet at gøre.
Den dæmpede læsning er en kvalitet, jeg tilskriver Simonsens evne til at begå sig om alder og død som emne med netop den besindighed, der gennemstrømmer værket fra begyndelse til slut. Et emne, der (måske forventeligt) ville være beskrevet turbulent, toner frem på skrift med en uforlignelig sindighed, hvilket fører læseren frem mod værkets egentlige tematik. Farmoderens demenspåvirkede opførsel gør indtryk på fortælleren, som det uden tvivl vil være tilfældet med de fleste mennesker, og foranlediger de store tanker om liv og død, der gør sig gældende som hovedtema.
Også mennesket nævnes i aldersinddelingen
Farmoren skrives ind i aldersinddelingen ved at nævne, at gennemsnitsalderen i Norge er 81,9 år, og den højest observerede alder i verden er 122 år. Det er lange liv – begge aldre. Det er et hundrede år langt liv plus/minus 20 år. Med denne viden fremstår farmoren med en alder på 93 år til at have levet et acceptabelt antal år, og man fornemmer ikke kun et usagt farvel til det gamle menneske, men også et varsomt håb om, at livet måske snart er overstået. Livskvaliteten hos farmoren beskrives som varierende, og det sker, at hun ønskes et evigt liv af det fortællende barnebarn. Men til trods for lyspunkterne i den demensramtes tilværelse huserer døden, der som bekendt er uafrystelig, i værket som en konstant.
Ovenstående realisering af farmorerens lange liv samt bearbejdningen af alder og demens i værket foranledigede tanker om aktiv dødshjælp hos mig. Emnet nævnes på intet tidspunkt direkte, men værkets tematik om døden og vanskeligheden ved at se og leve tæt med et dysfunktionelt menneske hjalp tankerne om det kontroversielle emne på vej. Ligeledes alluderes der så vidunderligt nøgternt til emnet under aldersinddelingen af torsken – som kan blive ”20 år, højest registreret alder: 27” – med aforismen ”konservering handler egentlig om at holde livet på afstand af døden, ikke omvendt.” Med allusionen skabes tanken om, at farmoren lever et konserveret liv og måske derfor opholder sig i en gråzone mellem liv og død – en form for limbo. Men ulig Dantes første cirkel i helvede er det her en efterkommer, som tænker de store tanker.
En illustreret fortælling
På indersiden af bogens omslag figurerer en stjernehimmel, som den så ud ”den dag farmor blev født”. Det er en kosmisk historie, der fremstår næsten større end livet. Men med de annoteringer, som er tilføjet flapperne, beskrives det som ”bare et smukt billede”. Med omslaget og bogflapperne som akkompagnement skabes en helhedsfortælling, der vidner om en sindsro hos fortælleren.
Illustrationer er der løbende gennem værket. De er tilsyneladende ikke at finde i bogens første udgave på norsk, men jeg sætter pris på, at de har fundet vej til nærværende udgave. Det er illustrationer, der (ud over stjernehimlen) skildrer organer, insekter, knogler, planter og dyr på en måde, der skaber associationer til den biologiske verden. Det er illustrationer, der vidner om et blik for livets naturlige cyklus, og som i fællesskab med aldersinddelingerne, som teksterne er opdelt i, løfter fortællingen til et metaplan, der hjælper til med at sige farvel og acceptere hovedpersonens bortgang.
Mennesket er til låns
Frøydis Sollid Simonsen har skrevet et stilfærdigt, men potent værk om oplevelsen af at have en dement bedsteforælder. Samtidig fremhæver hun menneskets ubetydelige størrelse i det store kosmiske skema, men med en umådelig menneskelig påvirkning. Jeg har forsøgt at sætte ord på det, der er særligt bemærkelsesværdigt i værket, da jeg mener, at det fortjener at blive set og ikke mindst læst.
Simonsen påpeger, at demens ikke kun handler om glemsomhedens væsen og kan være et varsel om alderdommens komme, men at det også er en skævvridning af den forståelse, vi har af dem, vi holder kært, og at den prøvelse, der følger, kan udfordre ethvert eftermæle. I sidste ende læses Dyr [sorteret efter alder] dog som et velfunderet farvel og en påmindelse om, at vi har hinanden til låns.
Info
Frøydis Sollid Simonsen: Dyr [sorteret efter alder]
80 sider
2018
Er du pårørende til en person, der er ramt af demens? Eller befinder du dig i en situation, hvor mere information om sygdommen er ønsket? Så vil jeg anbefale dig at trykke dig ind på her
