Ordet ”forbi” har flere betydninger. Det kan betyde, at man passerer nogen eller noget, at man suser, glider, går forbi. Det kan også betyde, at man er på kortvarigt eller uforpligtende visit, at man ”stikker næsen forbi”. Og så kan det betyde, at noget ikke længere er i gang, at det er overstået og til ende, at det er forbi. Denne ordets flertydighed behandler Pia Juul med overbevisende ynde i sin seneste digtsamling Forbi, som, må jeg tilstå, appellerer kraftigt til et ømtåleligt følelsesregister. Forvirrede og fortvivlede bliver vi mindet om altings forgængelighed og tvunget til at reflektere over, hvordan vi genopbygger tro og tillid, når først vi har erfaret tab.

 

Som en skydækket himmel

Mine fingre glider henover det glatte, nærmest polerede omslag, hvor forfatter og titel er trykt med versaler. Den blege blå beroliger mine øjne. Jeg dvæler lidt ved, hvor minimalistisk og rent det er, og hvor umådelig fredeligt og fint det hvide kursiverede Digte træder frem akkurat midt på. Det synes mig ydmygt og ømt, men på samme tid koldt og foruroligende. Mine tanker ledes hen på en oplyst himmel midt i maj og på skyerne, de hvide skumhvirvler, man som barn rakte ud efter op efter, og som man drømte om en dag at kunne nå. Man forestillede sig stofligheden mellem fingrene, og hvordan det ville være at tage en bid. Ville den lægge sig som en tynd, mælkeagtig hinde i overmunden, eller ville den sive ud som røg mellem tænderne? Den slags refleksioner har jeg ikke længere. De hører en anden tid til. En tid, der er forbi.

 

At gå forbi alt muligt og at gøre ingenting

Hver dag er jeg vred. På dem der vil mig noget, på dem der ingenting gør, på dem der ikke vil mig noget, på mig selv er jeg vred, jeg rejser væk og glemmer at jeg selv er med.” Vrede og vemodige vandrer vi gennem Brooklyns gader og møder buddhistmunke, utaknemmelige tiggere, skæve eksistenser, fuskere og fupmagere. ”Er det mig? Er det min skyld? Ja, det er min skyld, men det er også din.” Det lyriske jeg fortæller os den skinbarlige sandhed. Ufiltreret og ærligt: vi er skyld i vores egen og andres elendighed, for ”Det hele hænger sammen, du og jeg hænger sammen, og vi hænger sammen med dem der sover på gaden og dem der er sultne, det nytter ikke noget, vi hænger sammen.” Vi har et fælles ansvar, men hvad gør vi? Vi smiler til vores telefon og går forbi.

 

Hvordan håndterer man, når noget er forbi?

Brooklyns barske virkelighed ekspliciterer én form for forbi: den hvor vi aktivt passerer alt muligt og ingenting gør, den der taler til vores indre hykler og efterlader os med en nagende samvittighed. Men straks vi forlader prosaen, og digtene markeres med asterisk, sker der et skift, og det er en anden form, der ligger underneden: den der er ude af vores hænder, den vi ikke kan få igen, den vi ikke kan fatte. Digtene er gennemsyret af separationsangst: ”Der er så meget jeg gerne vil nævne/ for at holde det i live/ og endnu mere jeg/ ikke tør røre ved af frygt for/ at det så vil dø.” Af død: ”Jeg/ var lykkelig dér/ skønt alting døde i mig og omkring mig netop da/ jeg vidste det bare ikke. Barnet. Kærligheden. Længslen og/ dermed/ glæde nysgerrighed spænding latter (…)” Af frygt: ”Skaber ordet hvad det nævner/ Skal jeg tro på dét?/ Tør jeg sige død og sygdom/ katastrofe undergang/ kærlighedsløs/ glædesløs (…)” Af fortvivlelse: ”Hvordan løfte hovedet igen, hvordan lukke nogen ind mere, andre?” Af mistro og magtesløshed: ”Det billede man gerne vil vise er en løgn./ Det man viser med sin blotte tilstedeværelse er også en løgn. Er der noget tilbage der ikke er løgn?

Separationsangst, frygt, fortvivlelse, mistro og magtesløshed er følelser, der, tør jeg påstå, opstår som følge af tab. Af at miste sit barndomshjem, af at ældes, af at tabe tiden og af at tage afsked. Af at opleve at noget er forbi. Følelser, man må lære at håndtere, men hvordan? Digtene fanger mig i en kontemplativ tilstand, jeg ikke kan slippe fri af. De stiller mig disse spørgsmål, jeg umuligt kan besvare, og det er forvirrende, men også fortryllende, og det er præcis dét, poesien kan, når den er bedst: den kan rive os rundt i en tordenstorm, kaste os op og lade os falde, den kan teleportere os tilbage i tiden og frem igen, give os indblik og afkast, gøre os eftertænksomme og – som her – fortælle os noget meget, meget vigtigt: ”Jeg vil have det/ hér, nu, på jorden/ Ikke se det når det først er tabt/ Se sollyset, det/ blinker på de våde grene/ se blikket mellem de to der sidder der på bænken/ se barnets sovende ansigt/ Du ejer ikke evigt noget som helst/ slet ikke det tabte.”

Med sproget i sin magt mediterer Juul dybt over ordets betydning, og hun tager os med hele vejen. Digtene er både en konstatering af, at vi alle sammen bogstaveligt og metaforisk – bevidst eller ubevidst – går forbi, hvor vi burde stoppe op, og det er en refleksion over de følelser og tilstande, et forbi kan betyde. Sårbart og sanseligt og fyldt med ømhed runder hun (næsten) samlingen af med et digt om det mest uskyldige og sårbare, den både største glæde og værste smerte af alle: børnene: ”De er huset der forsvandt, de er/ katastrofen man altid frygter/ De er den glæde man får og altid/ vil berede dem, de er/ glæden og frygten og/ drømmen/ De er ensomheden,/ de er den sang man vil synge/ og vælger den forkerte sang/ De er styrken, en vældig kraft/ man hverken kan styre eller tage/ æren eller ansvaret for (…)”

– til hvem en helt særlig form for forbi er knyttet: den uundgåelige.

 


 

Forfatter: Pia Juul.

Titel: Forbi.

Sider: 45

150 kr.

Forlag: Asger Schnacks Forlag

Bogen kan blandt andet købes her