Forlagene Escho og Sidste Århundrede viser os endnu engang, at Danmark har haft sin egen variant af gotisk litteratur. Jakob Hansen var en socialrealist i symbolistiske gevandter. Rædselsrealist blev han kaldt i sin samtid. Et stilforvirret talent kunne man kalde ham i dag.
Det oversete sidekick
Jakob Hansen blev født på Bornholm i 1868 og ville i december 2018 være fyldt 150 år. I virkelighedens verden nåede han kun at fylde 41, inden han døde af tuberkulose efter et slidsomt arbejdsliv, som sådan et kunne have været beskrevet hos samtidens socialrealistiske forfattere.
Også Jakob Hansen skrev ud fra en social indignation, men hans ambitioner og interesser begrænsede sig ikke til socialrealismen. Ved siden af sin egen forfattervirksomhed og den nødvendige indtægt fra arbejde i de københavnske grusgrave formåede han desuden at studere både sprog, litteratur, filosofi og historie samt ikke mindst at være den første til at oversætte Edgar Allan Poes (1809-1849) værker til dansk. Et arbejde, der også kom til at smitte af på Hansens egne værker, som vi senere skal se.
Med udgivelsen af Rædselsrealisten præsenterer Escho og Sidste Århundrede os for et tids- og stilmæssigt bredt udvalg af Hansens forfatterskab. Udgivelsen rummer dels debutromanen En kritisk tid fra 1897 og dels en række noveller, hvoraf én aldrig har været udgivet før.
En samfundskritik med det hele
Tilnavnet Rædselsrealisten fik Hansen fra første færd i forbindelse med udgivelsen af En kritisk tid. Værket blev rost for sine sproglige kvaliteter, men skandaliseret for blandt andet en meget grafiske beskrivelse af en selvmorders lig i forrådnelse. En beskrivelse, der i øvrigt bringer temmelig mange mindelser til den franske symbolist Charles Baudelaires Et ådsel fra 1857. Men hvor Baudelaires jeg-fortæller oplever mødet med et dyrekadaver som en uventet æstetisk oplevelse og en påmindelse om sin kærestes fremtidige død, er jeg-fortælleren hos Jakob Hansen af en anderledes kynisk karakter:
Disse hæslige, brunplettede benstilke har altså været hendes fine små hænder og fingre en gang. Med dem har hun omspændt mig og knuget mig til sig i feberhed elskovstørst, som om hun aldrig mere ville slippe. Lidt efter lidt er taget løsnet, og de er gledet ned langs hendes side i hvilende ro.
Nu rører de sig vist ikke af stedet. Jeg vil dog se ad.
Jeg flyttede den ene arm med min stok. Nogle af de yderste fingerled blev liggende i græsset.
Døden er egentlig en stor humorist, den har ikke spor af agtelse for det menneskelige.
Medregnet at romanens jeg-fortæller ser på liget af sin tidligere kæreste, som han har gjort gravid, men er afstået fra at gifte sig med, tegner der sig hos Hansen en hovedperson, der i sine tanker og handlinger er endog umådeligt usympatisk. Faktisk så usympatisk, at han får et andet og langt mere berømt eksempel på en ondskabsfuld hovedperson til at blegne; nemlig Mikkel Thøgersen, som vi møder i Johannes V. Jensens Kongens fald, der vel at mærke først blev udgivet fire år senere.
På den baggrund er det måske ikke så underligt, at Hansen i en bisætning får nævnt, at hans jeg-fortæller er ”begyndt at leve udelukkende af råt blod”. Hansens hovedperson er egoistisk, troløs og grådig i sin udnyttelse af andre mennesker. Denne konklusion kunne vi dog fint være nået frem til uden at få paralleller til vampyrisme smidt lige i synet. Det er steder som her, at En kritisk tid kommer til at virke som en overtydelig og noget uredigeret stiløvelse.
Det, der til gengæld er både særligt og interessant ved Jakob Hansens forfatterskab, er den måde, hvorpå personerne fremskrives som ofre for samfundsforholdene. I En kritisk tid bruger jeg-fortælleren ganske vist sin kritik af statens hykleri og tidens ringe forhold for uægte børn som en vej til at fralægge sig ansvaret for sin kærestes vanskelige situation – noget han ovenikøbet lader til at være ganske på det rene med:
Og hvorfor skulle hun ofres?
Hvis staten – den forbandede stat! – ikke var et aktieforetagende til fordel for enkelte charlataner og slyngler, men, som den skulle være, en institution til hele befolkningens tarv, da ville den lade lige ret gælde for ægte- og uægtefødte børn, lige ret for viede og ikke-viede mødre.
(…)
Det beroligede mig en del at få ansvaret væltet over på staten.
Hovedpersonens hang til ansvarsforflygtigelse er skræmmende i sig selv. I dette ene tilfælde faktisk næsten mere skræmmende end det føromtalte rådnende kvindelig, han har på samvittigheden. I andre af tekstsamlingens værker ligger ansvaret for tragedierne imidlertid ikke så meget hos personerne selv, men i høj grad hos ’den forbandede stat’: I novellen Lockout fra 1900, er det eksempelvis arbejderklassens fattigdom, der fører en ellers retskaffen hovedperson mod sindssygdom og tragedie. Og i Golgatha fra 1912 må den fromme munk Broder Benedikt lade livet for at dække over sine klosterbrødres bedrag.
Disse og andre af samlingens noveller fremstår således som reel kritik af samfunds- og magtstrukturer. Man kan overveje, om de gotiske og makabre indslag har været tænkt som en måde at fremme kritikkens gennemslagskraft på. Og ikke mindst om de i sidste ende er blevet anset for at være så upassende og usmagelige, at de har fjernet fokus fra værkernes socialrealistiske pointer.
I hælene på Poe
Som allerede nævnt spøger (!) den gotiske litteraturs frontfigur Edgar Allan Poe flere steder i Jakob Hansens forfatterskab. Vi møder ham, når vores hovedperson i En kritisk tid på vej fra sin kærestes begravelse føler det, som om han ”har en strikke om benet og slæber et lig efter [sig]” – en scene, der kan minde om Poes Hjertet der sladrede fra 1843. Vi kan også genkalde os Poe, når hovedpersonen i novellen Tabu myrder sin elskede i et anfald af sindssyge, hvor han tror, at hun er en ”automat” (der nok i dag ville være blevet kaldt en robot ). I det hele taget er der en god del gotisk gys og horror i de mange tilfælde af spontan ondskab, makabre mareridt og akut sindssyge, der optræder hos Jakob Hansen. At de stormomsuste slotte og skumle loftskamre, som den engelske gotik flyder over med, udebliver i størstedelen af Rædselsrealistens tekstudvalg, gør ikke Hansen mindre interessant. Snarere har vi måske at gøre med en særlig nordisk variant af det gotiske. En gotisk litteratur, hvor de vagt definerede kulisser, som vi kender fra den britiske gotik, er erstattet med konkrete lokaliteter i og omkring København. Og hvor det overnaturlige og rædselsvækkende i stedet fortrinsvis finder sted inden i personerne selv.
En ujævn proto-postmodernist
Jakob Hansen kan imidlertid ikke sættes i bås udelukkende som eksponent for denne nordiske gotik. Som tekstudvalgets redaktør Anders Jørgen Mogensen sammen med Dennis Gade Kofod skriver i udgivelsens efterord, kan Hansen også læses som en meget tidlig pulp-forfatter. Antydninger af senere genrer som western, trivielle kærlighedshistorier og fantasy dukker op i flere af teksterne. Spørgsmålet er blot hvorfor. Jeg kan i hvert fald blive i tvivl om, hvorvidt Hansens flirt med disse mere kulørte elementer har handlet om bevidste stilistiske valg eller slet og ret om en forfatter, der ikke helt har fundet sin stemme endnu.
Havde Hansen skrevet sine værker hundrede år senere, ville de talrige stilarter, der synes at være på spil hos ham, formentlig kunne undskyldes som udtryk for postmodernistisk fragmentarisme. Og Hansen selv ville formentlig være beundret for sin ironiske fornægtelse af alle de kategorier, vi i dag kender til hudløshed.
Imidlertid er der intet, der tyder på, at Hansen lægger en ironisk distance til sit stof. Hans sympati med arbejderklassen, hans foragt for samtidens puritanisme og dobbeltmoral og hans ihærdighed i forhold til at skildre menneskets underbevidste og ofte udlevede skyggesider har efter al sandsynlighed været helt reelle. Jeg kunne derfor godt ønske mig, at han havde begrænset sig til dét – som jo allerede er ret meget.
Rædselsrealistens tekstudvalg viser os en forfatter, der har forsøgt sig med lidt af hvert. Med alle sine åbenlyse kvaliteter er det et meget stilforvirret værk. Udvalget bør imidlertid i lige så høj grad læses for sine enkeltdele: De detaljerede beskrivelser af steder, personer og horrible scenarier. Den krasse kritik af den strenge seksual(dobbelt)moral og store sociale ulighed i tiden omkring forrige århundredeskifte. Og den gedigne suspense, som Hansen bygger op i skildringerne af sine hovedpersoners hallucinationer. Det er dér, rædslen gemmer sig. Og i dét øjeblik, man læser dem, bliver rædslen faktisk både nærværende og ja – realistisk.
Info
Jakob Hansen: Rædselsrealisten
255 sider
2018
Bogen kan købes her