Charlotte Strandgaard og Halfdan Pisket kommer med hver deres refleksive responser på kirkeårets evangelietekster – og det er smerteligt, tvivlende, umuligt og alligevel nødvendigt.

 

 

Hvem er Charlotte Strandgaard? Hvad er projektet?

Charlotte Strandgaard må om nogen siges at være en litteraturens grand old lady – hun har været uhyre produktiv siden digtdebuten Katalog i 1965 og er kendt for sin ukuelige interesse for alle nuancerne i mennesket: i det helt nøgne og nære. I Min tro skriver hun da også om sorg og tab fra et ekstremt personligt podie: Charlotte Strandgaard mistede sin søn i 2011, hvilket udgivelsen Hans fra 2014 er en anmelderrost skildring af. I Min tro er Strandgaards rolle som mor til en syg, og senere død, søn, helt central, men der zoomes også ud og kontempleres over ”større” (i betydningen omfang, bestemt ikke intensitet) problemstillinger: flygtningekrisen bliver især omdrejningspunkt for refleksioner om religion som moralsk kompas og retfærdighedsinstans.

Min tro er en lille, skarp digtsamling, hvor Strandgaard har gjort brug af kirkeårets evangelietekster som både udgangspunkt og samtalepartner i sin ”tolkning af troens spørgsmål”, som projektet beskrives i bogens bagsidetekst. I bogens midte afbrydes den sproglige tolkning imidlertid af Halfdan Piskets karakteristiske streg, med hvilken han har illustreret, eller bidraget til, Min tro med 16 tegninger.

 

Religionen som samtalepartner

Værket er struktureret som en slags poetisk-religiøs samtale mellem evangelieteksterne på det venstre sideopslag og Strandgaards korte, stramme digte på det højre: Den enkelte evangelietekst er således anslag til Strandgaards refleksioner. Samtaleformatet har blandt andet den fordel, at de religiøse tekster i deres rige variation danner fundament for, at også Strandgaard bevæger sig vidt og bredt omkring i sine digte. Der går således flere tematiske tråde gennem Min tro, men uden at de forskellige refleksioner støder på hinanden eller skaber disharmoni: fordi de religiøse tekster, der danner direkte springbræt for Strandgaards enkelte tekst er forskellige, så er Strandgaards tekster det selvfølgelig også. Og netop tvetydigheden i evangelieteksterne danner også baggrund for en indgående artikulation af den afmagt, forvirringen afføder hos det poetiske jeg. Som det hedder et sted: Det er umuligt at finde vej i hans lignelser. Og det synes næsten at være det stærkeste argument for vigtigheden af evangelieteksterne i Min tro: at vise hvor lidt forklaring de egentlig bidrager den troende med. Den troende må tro uden bevis, uden trøst, uden forklaring. Gid jeg kunne tro uden tvivl/Gid jeg kunne tro uden bevis hedder det et sted. Et barn proklamerer med lethed, at man jo er nødt til at tro på noget – men digterjeget, en mor, der har mistet, kan ikke tro med samme selvfølgelighed. Et evangelium ville måske sige, at hun blev testet. Digterjeget søger i så fald meningen med den test – og en forsikring om, at troen i sidste ende vil lappe lidelsen:  Kan jeg stole på Jesu medfølelse? spørges der.

 

Hvor meget kan en læser rumme?

Man kan mene (jeg tænkte det i al fald) at mange af Strandgaards poetiske refleksioner ikke behøver så massive skriftlige afsæt, som de har fået: evangelieteksterne fylder meget af Min tro. Sort på hvidt er de længere end Strandgaards poetiske responser, og det er tilmed ret tunge tekststykker, der kræver meget af sin læser. Måske er jeg bare etisk afstumpet, men for mig var det ikke helt lige til at snøre min hjerne om de moralske dilemmaer, der opstilles i evangelieteksterne – og det, at jeg rent faktisk sidder i søndagsregnen og forsøger at tage stilling til hvad der er rigtigt og forkert, er jo for vild en reaktion at afføde hos en læser (og nøjagtigt som Strandgaards digterjeg har jeg sjældent været så forvirret: det er så afgjort svært at finde vej!). Desværre stjal nogle af evangelieteksterne derfor også størstedelen af min koncentration, og digtene mistede lidt af deres pondus på den konto. Omvendt kan jeg nu, uden at tøve, tilskrive mig digterjegets forvirring: evangelieteksterne er ikke en en-til-en moralsk brugsanvisning eller rettesnor til retfærdighed.  

 

Tvivlen: hvad er meningen med ”din vilje”?

For at nærme mig den poetiske stemme forsøgte jeg – efter første gennemlæsning – at læse digtene som et enkelt spor, frem for som en samtale – og således fandt digtene en stilfærdig og samtidig rolig autoritær tone, der med urystelig nøgenhed skildrer digterjegets religiøse overvejelser. Centralt er en kredsen om den altomfattende tillid, der ligger i erklæringen ”Ske din vilje” og om digterjegets tvivlende lyst til netop det – at overlade livets gang til Guds vilje – det er et efterladt jeg, der åbenhjertet sår tvivl til sin tro, fordi miraklerne udeblev, da hun havde allermest brug for dem: Jeg gik til talrige møder/Men lægerne sagde aldrig/”Fordi du tror på dit barn/Vil vi høre på dig og hjælpe ham så godt vi formår”.

Digterjeget er en mor, der har mistet og den stærkeste tråd, der løber igennem Min tro er hendes spejling i Jomfru Maria. Identifikationen i moderen som karakter er også det, der binder digtenes ellers forskellige tematikker sammen. Min tro berører nemlig, udover det tidløse, universelle nære, også helt tidstypiske politiske emner: i de religiøse refleksioner nævnes blandt andet flygtningekrisen, fattigdommen i den tredje verden og tortur af krigsfanger. Og det politiske bliver nært, når det er børnene, der bærer billederne:

Børnene hænger trætte i armene på flygtninge/Børnene løber fra bomberne/Børnene græder over deres døde forældre/Børnene får kæmpemaver af sult/Børnene dræbes i storbyerne/Børnene slår ihjel i storbyerne/Børnene dør i aidsens feberkramper

Barnet er billedet på det uskyldige og alle mennesker er ifølge Biblen Guds børn – og således zoomer digterjeget, med netop det nære, ud og spørger til hvad meningen i det store billede kan være: Der er rigeligt med ondskab/Vi beder om et tegn i en tung tid//Er det at være ond”. Er det en himmelsk pointe, at verden svømmer i ondskab i vor tid? Er det en test? Skal vi bare nikke og sige ”Ske din vilje?

 

Moderkærlighedens forbandelse

Moderkærligheden er om noget digterjegets poetiske styrke, fordi den – og især gennem identifikationen med Jomfru Maria, hvis psykologi og følelsesliv fylder meget i digtene, anskuer de ”store” spørgsmål fra en helt nær position. Når Jesus korsfæstes er det ikke selvopofrelsen der for digterjeget er centralt. Det er moderens tab af en søn, for Det er ikke til at have med at gøre at ens søn frivilligt søger døden. Når evangelierne byder hende at stole på Gud og ikke bekymre sig, svarer hun med spørgsmålene: Hvordan undgår jeg at bekymre mig om mine børn?/Hvordan undgår jeg at bekymre mig om mine børnebørn?. Moderkærligheden brænder inderligt, og det er for denne læser den ild, der lyser digtene op og gør dem varme at holde i hænderne.

 

Illustrationer

Midt i strømmen af moderlig kærlighed afbryder Halfdan Pisket med seksten smukke tegninger i farverne rød, sort og hvid. Ifølge bogens bagsidetekst skal den røde farve repræsentere Kristi lidelse og Helligåndes ild – altså rød for henholdsvis blod og ild. Det giver jo mening, men med Strandgaards tekster som baggrund synes den røde farve mest af alt at referere til kærlighedens smerte. Tegningerne er Piskets egne tolkninger af evangelieteksterne og altså ikke direkte illustrationer af Strandgaards digte. Især er det bemærkelsesværdigt, at manden – og Jesus især, er en helt central figur i billederne. Faktisk er ingen kvinder afbilledet i serien. Det er interessant, hvordan de to kunstnere hver især kanaliserer evangelieteksterne og ser hver sine bærende karakterer i fortællingerne: for Charlotte Strandgaard er det den moder, hun kan genkende i sig selv, i Halfdan Piskets billeder er det især Jesus som bærer af synd (korset), eller Josef som far til en søn, der ikke er hans egen, der står stærkt. De to perspektiver taler smukt sammen.

 

Opsummering

Min tro er en lille bog om store spørgsmål – og hos Strandgaard er de største spørgsmål dem, der stilles fra den allermest nære position. Min tro kunne på den måde også hedde ”min tvivl”: den handler om den smerte, det er at være mor, den lidelse, der ligger i den rene kærlighed og om nødvendigheden i at tro, selvom det virker umuligt: for hvis digterjeget siger nej til troen, ”siger jeg at det er løgn alt sammen”. Åh, den smerte at være et elskende menneske!

 


 

INFO

Charlotte Strandgaard: Min tro

Forlaget Gladiator

Omslag og illustrationer af Halfdan Pisket

Udkommer 23. november 2017

134 sider

Køb den på forlagets hjemmeside her