LYRIK: Digtsamlingen beretter om det umulige og uvilkårlige som noget, der hele tiden sker. Vi bevæger os gennem forskellige virkeligheder, der både opløses og samles for at opløses igen. Digtene er korte, og pennen er sikker langt hen ad vejen. Talentet er der, men der er også en del svinggerninger undervejs, som piller ved det samlede udtryk.
At være betaget af himlen
Mange af digtene i første afsnit, ”ÅR UNDER HIMLEN”, antager form som haiku-digte og bærer derfor også en stor vaghed i sig. Det resulterer i en række fine sætninger, der varierer over motivet: himlen.
Hun river himmellagenet itu
med afmagt og med torden
Alle broer går til grunde
over hav uden bund
Ovenstående er et eksempel på den magtesløshed, digtsamlingen behandler. Netop i tråd med det umulige, der bliver italesat af samlingens bagsidetekst. Digtet slår en kile ned gennem det uundgåelig faktum, at alt forandres over tid, og at alt bliver til støv, hvis vi venter længe nok.
Men ikke alle digte kredser nødvendigvis om denne håbløshed. Der findes elementer af håb i samlingen, fx i sidste afsnit ”FØRFORLIS”:
Når hun trækker skørterne op
og vender sit ansigt bort
afslører hun roligt blå bække
der pibler frem mellem røde provinser
I simpelheden fremtræder digtene ofte smukke og fyldt med kontraster, både mellem personer, farver, håbløshed og håb. Det er især digtene i første og sidste afsnit, der fungerer, fordi de er stramt komponeret og er skrevet med en sikker pen.
Vandringer ad tilgroede stier
Når det er sagt, er det også vigtigt at pointere det lange og midterste afsnit, ”VANDRINGER”, der på mange måder afviger fra de to andre, og til tider også mister fokus. Der hersker somme tider en forvirring mellem digtene, der kan virke forstyrrende for læsningen. Der er stadig en vis sikkerhed i pennen, men når der fx bliver brugt rim eller fortærskede billeder i dette afsnit, forstyrrer det læseroplevelsen som her: Manden tager uret på / Uret tager manden på / Så går de begge i stå.
Afsnittet starter ellers med et interessant digt:
Børnene danser i møddingen
fluerne danser om dem
Under møgreden skubbes
et askefarvet ansigt frem
Der er noget på spil, når børnene møder døden; men det bliver ikke udforsket nok, ligesom skikkelsen i form af ”hun” heller ikke gør. I afsnittet kunne der være meget på spil i vekselvirkningen mellem barn, voksen og de semi-magiske virkeligheder, der popper frem i form af ulve, kometer, drømme og blomsterhekse. Desværre forbliver denne intensitet en smule uforløst.
Men der er også interessante digte og sætninger i dette afsnit som fx Hun hænger sine pupiller i daggryet, der udfordrer læseren og vidner om, at forfatteren har blik for sproget. Problemet er, at dette billeder heller ikke bliver udforsket mere, og at vi allerede i det næste digt bevæger os helt andre steder hen. Digressionerne, omvejene, afvejene bliver for store. Nogle af digtene kommer til at stå svage i forhold til resten, og det påvirker det samlede udtryk.
Samlet
Der er ingen tvivl om, at Simon Kabel han skrive, og digtsamlingen skal læses for netop sproget og nysgerrigheden ind i nogle af de mørkere erkendelser af livet. Første og sidste afsnit er klart de stærkeste, mens det midterste også har en del gode momenter.
Men man kunne med fordel skære det midterste afsnit mere ind til benet, så sårbarheden i det umulige og uvilkårlige var trådt mere frem. Det virker lidt som et afsnit, der kunne have været arbejdet mere med, for Kabel viser netop med de to andre afsnit, at der kan være meget på spil i hans digte. Afsnittet er fra s. 19-67 og udgør på den måde en stor del af samlingen. Derfor spiller netop det afsnit en stor rolle for den samlede læsning af digtsamlingen.
Når det er sagt, er samlingen bestemt et kendskab værd. Især hvis man interesserer sig for magiskrealisme i et ordknapt univers.
INFO
Digtsamlingen kan købes for 149,95,- her.
Simon Kabel (1992) har tidligere udgivet
Syv sandheder (2013)
Bæst (2013)