LYRIK: Medicinering, tabet af faderen og gensynet med spøgelset i vanviddet, indlæggelse, kropsforfald, selvhad dødsangst, dødsønske og en smule håb er nogle af de ingredienser, der er omdrejningspunktet i Bjørn Rasmussens første digtsamling. Digtene giver et indblik i et kaotisk sind og fremstår langt hen ad vejen som et ærligt, sart og hårdt vidnesbyrd af en krisefikseret tilværelse.
Indblik i det modbydelige
Der er hele tiden en vis omskiftelighed og krisestemning i digtsamlingen, der kredser om, og forsøger at sætte ord på en slags følelsesløshed, der følger af, at døden og glæden sameksisterer. Vekselvirkningen mellem fortid, nutid og fremtid manifesterer sig i faderens død. Alt slynger sig ind og ud af den erkendelse, der allerede bliver skrevet frem i det første digt. Her er et uddrag:
Jeg skriver
min døde far
frem
i min favn
Tilbageblikket fokuserer på familiens opbrud, hvor jeget erkender jeg skal lade som om far ikke findes / han skal dø langt før kræften sætter ind. Allerede her spændes jeget ud mellem sine forældre, og dette er med til at skabe en række modstridende retninger i digtsamlingen; som om usikkerheden plantes her, og langsomt vokser gennem den vandring, samlingen udgør. Fx bringer faderens kræft, familien tættere sammen, og de kan endelig tale sammen efter 7 år, hvor jeget konstaterer jeg vil også have kræft.
Indledningen på samlingen er stærk, fordi den beskriver dette paradoks; at ville leve, at ville dø. Eller i hvert fald bringes i en situation, hvor faren for at dø er så stor, at den kan bruges som et samlingspunkt. At man kan samles, når døden viser sit modbydelige ansigt. At vi samles, når vi forsvinder. Lige meget hvad vi har været igennem som familie, kan alt på en eller anden måde, hvis ikke tilgives, så i hvert fald lægges til side.
Suges ind i digtenes verden
er det medicinen der slukker for dig spørger jeget sin døde far. Svaret udebliver naturligvis, men der er en pointe i spørgsmålet. I takt med at surrealismen vokser gennem samlingen, oplever jeget selv at blive slukket af medicinen. Eller at søge en flugt i joints, svampe og de forskellige medikamenter, han får recepter på. Digtene kredser om et liv i opløsning.
Der er en stor nøgternhed i digtsamlingen, i hvert fald i de fleste digte, og det er her man som læser mærker. Faktisk så meget, at det gør ondt. Digtene rører ved læseren, trækker læseren ind i de mørke bogstaver og gør i smukke øjeblikke resten af tilværelsen ligegyldig. Man er digtene. Som i dette uddrag:
som den mand jeg er
hvis jeg tabte mig 20 kilo
hvis jeg ikke var bøsse
hvis jeg ikke var psykisk syg
ville jeg være den mand
senere fangede vi endnu en rotte
og tre mus
nu er det november
jeg bliver aldrig far
Hvor man nærmest suges ind i stemningen og gennemgår den devaluering jeget mærker. Erkendelsen af noget uopnåeligt. Sætningerne er simple, men siger meget. Lige på og hårdt. Godt.
Turn and face the strange
Der er dog også en række omveje i digtene, hvor Bjørn leger med sproget, hvilket også er et must for en digter; men det fjerner sommetider fokus for det smukke og simple, at sære ord og uvirkelige erkendelser dukker op midt i et digt. På den anden side er det også med til at give en ekstra dimension til de hverdagslige begivenheder, hvor jeget fx samler sig om emhætten, ryger cigaretter eller tænker på brylluppet. Efter flere gennemlæsninger kom jeg til at holde af en række af dem. Dog fungerer nogle af disse afstikkere, desværre, somme tider distraherende, og man bliver som læser trukket af den tyngende-smukke stemning, de fleste digte skaber, mens øjnene glider ned over papiret. Som fx i dette uddrag:
aftenens glød
jeg er løbet tør for medicin
og der er lukket i påsken
abort me abba
abuse me abba
absurd me absolute me abstract me
acne
åh
mit lille fissevemod
mine længslers spæk
mit ornehul i hodet
Hvor de første tre linjer er smukke og sarte, er de sidste ordlegende og symboliserer en slags digression (måske som en manifestation af manglen på medicin). Jeg elsker de første tre linjers nøgterne konstatering, og jeg forsøger at holde af de sidste.
Samlet
Det var en stor fornøjelse at læse digtsamlingen; båret af intense, smertelige og smukke digte. Jeg har allerede læst samlingen flere gange og kommer uden tvivl til at tage den op igen for at læse de digte, der satte dybe spor – også efter endt læsning.
Dog er det alligevel vigtigt at pointere, at det klart er de nøgterne betragtninger, der fungerer bedst, fordi de får et universelt perspektiv i deres fortælling. Selv når der bliver beskrevet et liv, der måske ligger fjernt fra læserens eget, kan man relatere til det. Mange af de surrealistiske elementer fungerer også rigtig godt. Problemet opstår mere, når nogle af ordlegene eller det engelske, kan virke lidt ’pjattet’ midt i alt det smukke og smertelige. Det var dog kun et lille ’men’.
For samlingen fortjener at blive læst, hvis man holder af digte båret af store følelser. Digte, der har et tilpas slør om sig, så de ikke bliver for selvudleverende. Alt i alt er samlingen en spændende fremstilling af, hvad der kan ske i et psykisk kaos; bag lukkede mure og ude midt i det hele.
INFO
Digtsamlingen kan købes for 149,95,- her.
Bjørn Rasmussen (1983) har tidligere udgivet:
Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, Gyldendal, 2013
Pynt, Gyldendal, 2014
9 piger: Liftet, m. Rikke Villadsen, Gladiator, 2014
9 piger: Hesten, m. Rikke Villadsen, Gladiator, 2015