En meget intens digtsamling, hvor hverdagslivet er i fokus uden at blive banal. Sproget er en bombe, og et forhold mellem et jeg og et du er i eksplosionens fokus.
Poetisk fortælling
Allerede i det første digt bliver det tydeligt, at Annette Brogaard forstår at skabe en scene, hvor billederne flimrer i læserens indre billedmaskine. Jeg forstår, som der også står på bagsiden, at vi kommer til at balancere på kanten til det forunderlige forfald. Og netop ordet ”forunderligt” er rammende. Der er nemlig noget smukt over den måde, Brogaard kan forklare konflikterne på:
”Jeg har set det før. Bølger skyller hele byer med
sig, døde dyr og rester af huse. Man ser det ikke
komme. Pludselig er hele befolkninger på flugt.”
De indledende skrækscenarier kobles allerede til du-og-jeg relationen, hvor jeget i sidste strofe tænker: ”Jeg drømmer, at mit hjerte går i stå.” På den måde sammenkobles naturkatastrofe og globale ulykker sammen med en kompleks menneskelig relation.
Denne kobling er med til at gøre digtsamlingen interessant, fordi det bliver en slags drømmerejse rundt i de tanker, der kan opstå, når man ikke føler sig tilpas i den tilværelse, man er i. Samtidig undersøger digtsamlingen også, hvad der kan ske, når man ikke kan vriste sig fri. Som når jeget tænker: ”Vi kan ikke bare skilles ud af det blå.”
Modsat de store ændringer, der kommer udefra, kan man ikke bare lige sådan komme fri, hvis man selv forsøger indefra. Jeget har en længsel efter noget, som kan gøre frigørelsen mulig. Det er især her, i de fleste tilfælde, at digtsamlingen har sin styrke; i jegets længsel.
At opgive i forholdet
Jeget drømmer og tænker over, hvordan duet kan dø eller forsvinde. Det bliver en til tider grotesk og hård læsning; er vi så forhippede på at være sammen, at vi tvinger kærligheden frem? Er digtsamlingen i virkeligheden en kritik af netop det?
Gennem digtsamlingen mister jeget evnen til meget simple ting:
”Jeg glemmer koden til mit Dankort. Taber alle
kort, jeg ellers holder tæt ind til kroppen.
Jeg skulle aldrig være endt her, holder mig for
ørerne, lukker øjnene.”
Ovenstående er et eksempel på, hvordan en tur i supermarkedet påvirker evnen til at huske, til at holde fast og til at lytte og se. Jeget vælger at lukke ned for sig selv i stedet for at vriste sig fri. Og måske er det netop dét, jeg savner i sidste ende; at jeget vrister sig fri. At vi kommer ud over forholdet og oplever, hvordan tankerækker og erkendelser kan ændre sig, hvis man rent faktisk ændrer sin tilværelse, hvis man tager konsekvensen af sin egen fortabelse.
Derfor bliver digtsamlingens styrke, længslen, også til dens svaghed, fordi vi kun bevæger os lidt nærmere en forløsning eller katastrofe – og i længden bliver det lidt som at træde (i interessante) vande.
Men i sidste ende er det en digtsamling, som anskuer forholdet på en ny måde og trækker hverdagssituationerne op og ind i et sprogligt univers, der på mange måder er interessant, men som også har en vis distance til sit konfliktstof, fordi sproget er så bombastisk.
INFO
Digtsamlingen kan købes her.
Forlag: Armé
Omslag: Kasperkaufmann.dk
Sidetal: 91
Udgivelse: 2014
Annette Brogaard (f. 1982) debuterede med kortprosasamlingen MAN KAN IKKE SE DET PÅ DEM (2010), og hun har siden skrevet SÅ TAGER VI TIL PRAG (2012).