Arne er bibliotekar, men han kan ikke rigtig lide bøger. Han er gift med Ingrid, men hun har lige købt en etværelses lejlighed i København. Arne er blevet lidt tilovers i sit eget og sin families liv, men han har ikke helt fundet ud af det endnu.
Originalsproget provinsrealisme
Forlaget Gladiator og det norske forlag Pelikanen tror på muligheden for ”et felles bokmarked og en felles litterær offentlighed i Skandinavia”, og i den forbindelse får vi således Bjørn Arild Erslands Store hendelser i liten skala på originalsproget. Det er bestemt en tro jeg deler, og det kræver da heller ikke voldsomt store norskkundskaber at læse romanen. Det skyldes først og fremmest, at denne udgivelse har holdt sig væk fra det noget ufremkommelige nynorsk. At læse denne roman på originalsproget er egentlig bare en fornøjelig påmindelse om hvor tæt vores to sprog ligger på hinanden. Derudover bidrager originalsproget også på charmerende vis til romanens yderst vellykkede provinsrealisme.
Arne har været ansat som bibliotekar på et folkebibliotek i provinsen i 30 år, men nu skal han på pension. Romanens narrative udgangspunkt er tidsligt forankret i Arnes sidste arbejdsdag på biblioteket. Fra denne position rækker han tilbage i erindringen til barndom og ungdom, men læseren får også en nærmere beskrivelse af den sidste tid i jobbet som bibliotekar. Som romanens jeg-fortæller er Arne simpelthen drivende upålidelig, og hans selvbedrag skinner tydeligere og tydeligere igennem, som romanen skrider frem. Jeg skal i denne anmeldelse ikke blotlægge Arnes illusioner fuldstændigt, men jeg må afsløre, at han er en af de mest underholdende fortællere, jeg længe har mødt, idet en af romanens største fornøjelser netop er at afsløre Arnes enorme selvbedrag. Arne er en meget pertentlig og ordentlig mand, men han er også selvhøjtidelig, og i hans eget hoved pustes hans bedrifter som bibliotekar op til utrolig størrelse. Men så er der altså også et eller andet med lidt for meget rødvin i hverdagene, en kone der har købt egen lejlighed i København, og pensioneringen ikke mindst, der vist ikke er helt frivillig.
Verdensmester i ønsketænkning
En ung tegneserieskaber og forfatter, Line, dumper ned i Arnes (arbejds)liv kort før pensioneringen, og sammen tager de på en mindre tur rundt i provins-Norge, hvor Line skal holde oplæg om sit virke. Line trækker hele syv publikummer til et biblioteksarrangement, men i Arnes optik er hun ”en av Norges fremste tegneserieskapere”, og efter et døgns tid i hendes selskab er hun, ifølge Arne, blevet hans bedste ven. Arne fortolker sine omgivelser ganske frit; publikum nikker ikke bekræftende af hans præsentation, men det gør de for Arne, for han ser nikkene i deres øjne. Arne betages af den unge kvinde, der minder ham om datteren Anne, der bor i København, og som han kun har sporadisk kontakt med. Man fornemmer dog, at følelserne ikke kun er faderlige, selvom dette naturligvis ikke er noget, Arne siger højt til sig selv. Det skinner eksempelvis igennem, når han bliver kunstigt fornærmet på hustruen Ingrids vegne, da Line uskyldigt spørger, om det bare bliver Arne og hende til middag i hotelrestauranten: ”Da ble de min jobb å trekke samtalen ned på jorda igjen”, bemærker han til læseren. Erslands underspillede dialogbeskrivelse står her så klart for mig, at jeg kan se Arnes løftede øjenbryn.
Det hemmelige og usagte
Arne mister sin blufærdighed, når han er sammen med Line, og det er specielt i samspillet mellem de to, at Arne som karakter bliver levende. Jeg synes, det er synd for ham til trods for hans højtidelighed og endeløse strøm af far-foredrag om togrejser og elge. En række erindringer hentes op fra fortiden, bl.a. en initierende seksuelt betonet oplevelse som stor dreng, en oplevelse der synes at være symptomatisk for Arnes forhold til krop og seksualitet; det har noget hemmeligt og forbudt over sig. Dette bekræftes også i hans spredte anekdoter om sit samliv med Ingrid, og ikke mindst de erindringer, der indeholder noget om en søn, som aldrig kom levende ud af Ingrids mave. Arnes faktiske forhold til sådanne emmer er kun noget, man fornemmer, for Arne er ikke lige så rask til at udlægge sit reelle følelsesliv, som han er til at lovprise sin egen arbejdsmoral og evner i Excel. Romanen bærer således på noget hemmeligt og usagt, som kæmper en brav kamp mod Arnes bemærkelsesværdigt store fortolkningsevner, og det er i dette spændingsforhold, at værket bliver særligt interessant.
På overfladen er romanen overmåde let og komisk, men det til trods, er den konstant ved at skvulpe over med alvor og tragedie, først og fremmest pga. Arnes store selvbedrag. Emnet ”kommunikation” ligger Arne meget nært, og det er fint formidlet af Ersland på et mere subtilt plan gennem telefonanekdoter fra Arnes barndom, mens hans manglende selvironi skriger anderledes tydeligt til himlen, når han roser sin egen evne til at opfange kommunikation. Kommunikation (eller mangel herpå) tydeliggøres også ved netop at lade Arne være bibliotekar; sprog som kommunikationsform gennemlyses i værket, hvor også Arnes virke som spirende digter får lov at spille en betydelig rolle. Arne er et finurligt, irriterende og rørende bekendtskab i Erslands debut som voksenromanforfatter, en debut der er underholdende, syleskarp og en lille smule uhyggelig.
INFO
Store hendelser i liten skala
Roman
196 sider
Forlaget Gladiator (udgivet i samarbejde med det norske forlag Pelikanen)
Bemv velskr. anm. Vil læse.
En fremragende roman. Som forholdsvis nyligt fra en statslig lederstilling pensioneret 71-årig mand læser jeg vist bogen en smule anderledes end anmelderen Anna Schmidt Andersen har gjort. Jeg tager hatten af for forfatterens indlevelse i de processer, som ofte er forbundet med den endelige afsked med arbejdsmarkedet, og glæder mig over en særdeles veldrejet historie med utallige fine detaljer, som samler sig i en perfekt helhed. Jeg kan for øvrigt tilslutte mig anmelderens anerkendende ord.
Kære Jørgen
Det er jo smukt, at det samme værk kan engagere og begejstre både en 71-årig og en 24-årig. Tak for din kommentar.
Venlig hilsen
Anna