Ja, jeg ved godt, det er træls at blive mindet om det, men vi befinder os unægteligt stadig i midten af corona-pandemien. Men det er ikke statistikker, prognoser og virologer, det skal handle om. Det skal handle om Louise Juhl Dalsgaards digtsamling I dag skal vi ikke dø, der er et personligt og samfundsmæssigt vidnesbyrd om livet i en krisetid.

Fragmentariske indblik i corona-hverdagen

I Dalsgaards digtsamling I dag skal vi ikke dø beretter digterjeget om tilværelsen under nedlukningen. Samtidig reflekteres der over liv og død, store følelser og hvad virkeligheden egentlig er. Man skal endelig ikke lade sig afskrække af, at det er en digtsamling, man skal til at læse.Tværtimod! Digtene er nemlig meget ærlige og konkrete, men langt fra kedelige at læse. Sproget er fyldt med allitterationer og billedsprog samtidig med, at talesprog og engelske fraser gør dem uprætentiøse og hverdagsagtige. Det er fragmenter fra en hverdag i isolation, hvor vi skal finde ud af at være til i den nye virkelighed. Det lyder måske banalt, men genkendeligheden i denne digtsamling er en af dens store forcer. Der er referencer til egentlige aktiviteter som at gå i haven, se tv og snakke i telefon med familien. Samtidig er der også en del referencer til populærkulturen som bl.a. fællessang med Phillip Faber og binge-watching af Grey’s Anatomy og Wikipedia-opslag. De følelser, jeget gennemgår, er i den grad også genkendelige: ensomhed, angst, uvished og ligegyldighed. I og med, at disse følelser som regel sættes i fobindelse med noget konkret, bliver det mindre abstrakt og dermed helt gennemsigtigt for læseren hvilke følelser, jeget gennemgår. Gentagelserne og det trivielle tomrum, der opstår, beskrives med en åbenlyshed: “hver dag er en forberedelse til // dagen efter //  der igen er en forberedelse til // næste dags dag // og så videre //: hele tiden på to meters afstand // af sig selv //:” Dalsgaard formår på en og samme tid at beskrive alt og intet.

Lister og struktur

Digtene er uden fast form og holder sig altså ikke til et bestemt rimskema eller antal af strofer og vers. Netop det gør, at digtene bliver mere umiddelbare og imødekommende. De er fyldt med ordsprog og floskler, som er fordrejet en smule. Det gør, at man stadig genkender udtrykkene, men i en ny forklædning i en hverdagsbeskrivelse, der ellers er begivenhedsløs. Der tages også ironisk (to meters) distance til nogle af de floskler, vi har lagt øre til de sidste måneder. Dalsgaard skriver lister over ting, hvilket jeg også selv gjorde under nedlukningen. Listen er en tilfredsstillende struktur, som kan benyttes til mange forskellige formål. I digtene forekommer der bl.a. en liste for og imod samt en liste over ting, vi savner. Natlige drømme spiller desuden en rolle i digtene. De små absurditeter, der dukker op i drømmene, bliver lige pludselig interessante, idet der ikke sker så meget i de vågne timer. De to foregående eksempler vidner om, at det, der virkelig er spændende, er jegets egen lille boble. Det er jeget i isolation, jeget, der gør (eller ikke gør) ting, og jegets tanker og følelser, læseren får indblik i. På den grafiske side af digtene findes der små finurligheder som et digt, der holder afstand til dets egne strofer og ordet ‘lange’ strakt ud, så det ser l  a  n  g  t ud. 

At søge tilflugt i litteraturen

Det skinner tydeligt igennem, at Dalsgaard har søgt trøst og tilflugt i litterære værker. Blandt de forfattere, der nævnes eller citeres fra, er Fernando Pessoa, Inger Christensen og Lea Marie Løppenthin. Det er samtidig tydeligt, at digtsamlingen er en form for bearbejdelse for digteren selv, hvori hun forsøger at sætte ord på den uvirkelige virkelighed. Lewis Carrolls Alice i eventyrland bliver fremhævet som et eksempel på at være fanget i en drømmeagtig og syret verden, som man prøver at undslippe. Det sættes i relation til den verden, vi lever i lige nu; man håber stadig på at vågne op lettere forvirret og indse, at de sidste fire måneder bare var et syret mareridt. Netop fordi, det hele synes så uvirkeligt, vil jeget skrive en manual til virkeligheden, mens hun stadig kan huske, hvordan man gør. En af de konkrete ting, jeget gør, er at have en telefonaftale med sin mor hver dag, hvori de udveksler digte, musik eller små observationer. Især dette viser, hvordan de forsøger at holde sammen og bidrage til hinandens liv i en tid, hvor afstand er det nye sort. Gennem alle disse skildringer bliver læseren altså indirekte opfordret til at tage ved lære af litteraturen og forsvinde ind i andres tanker og oplevelser af verden – og når det er sagt, vil jeg opfordre til at stifte bekendtskab med de forfattere, Dalsgaard nævner, hvis ikke man kender dem i forvejen.

Død (og liv)

Som vi alle ved, har den smitsomme covid-19-virus medført mange dødsfald på verdensplan og vil højst sandsynligt tage endnu flere liv. Døden er selvfølgelig et uundgåeligt tema i Dalsgaards digtsamling og kommer til udtryk gennem nogle konkrete tilfælde. Dog skal det siges, at der ikke er en generel stemning af død og ødelæggelse gennem digtene, men snarere en fornemmelse af stilstand, hvori der gemmer sig små og store observationer og tanker. Det bliver for abstrakt for jeget at forholde sig til de mennesker, der dør af virussen, så i stedet kommer sorgen til udtryk, da hun ser en dødfødt kalv i tv og en trafikdræbt kat på vejen. Jeget græder ukontrollabelt over de døde dyr. Den sorg kan jeget begribe, ligesom den også står klart for læseren. Det handler ikke om de døde dyr, men om en kollektiv sorg og frygt for noget, der potentielt kan udslette os. Men! I dag skal vi ikke dø, og mens vi stadig bevæger os rundt i en corona-befængt verden, bliver vi nødt til at læse disse digte. Ensomheden bliver forvandlet til fællesskab, når man sammen med Dalsgaard reflekterer over denne mærkværdige tid. Anskaf dig digtsamlingen, ring til din mor og læs den højt for hende.




Info

Louise Juhl Dalsgaard: I dag skal vi ikke dø

2020

EC Edition

Køb den på forlagets hjemmeside her