Lidt efter lidt vil øjnene vænne sig til mørket af den bosnisk-norske forfatter Bruno Jovanović er en hudløst ærlig og brutal fortælling om sorgen og ensomheden som pårørende til en mor med psykisk sygdom og om at isolere sig fra sine nærmeste med vreden som eneste sprog.

Jeg vågner ved, at hun har latterkrampe. Jeg må knibe øjnene sammen for at se uret på mobilen, det er endnu for tidligt at stå op. Er stadig øm i kroppen. Jeg sover elendigt på grund af hende. Hendes latter er der hele tiden. Skarp og overdrevet høj.

Damjan kommer fra Bosnien til Norge med sin mor, da han er fire år gammel. Som voksen lever han et stærkt kontrolleret liv med fysisk træning, hudplejeritualer, fast arbejde og forhold til kæresten Filip, som snart skal flytte ind. Men den planlagte fremtid krakelerer, da Damjans psykisk syge mor udskrives fra hospitalet og flytter ind i stedet.

At være alene med vreden og sorgen

Med overbevisningen om, at Damjan er den eneste, der kan hjælpe sin mor, giver han køb på sit eget liv i forsøget på at holde sin mor i sikkerhed – og ude af syne.

Når hun er alene, risikerer jeg, at hun bevæger sig frit uden opsyn, vandrer rundt i Oslo. Hvad vil folk sige, når de ser, hvad hun er endt som.

Hvad der på overfladen kan lyde som den altopofrende søn, er snarere en vred ung mand, der handler i afmagt og mistillid til sundhedssystemet, og som i forsøget på at holde skammen på afstand, kommer til at skubbe sine nærmeste fra sig.
Skammen over den kæderygende moders forfald og forsøget på at skjule hendes sygdom roder op i en grundlæggende følelse af at være fremmedgjort som brun udlænding i det hvide Oslo; af at være for norsk til Bosnien og for bosnisk til Norge; af ikke at høre til. Det er en ensom erfaring af at være afskåret fra omverden, som kun forstærkes af Damjans manglende evne til at give udtryk for sine følelser.

Voksne mænd har ikke brug for nogen

I et stramt, nøgternt sprog, hvor alt for meget forbliver usagt, tegnes et billede af en ung mand, der ikke tør åbne sig op for nogen. Damjans manglende evne til at tillade sig selv en sårbarhed, han ikke har kunnet som barn til en psykisk syg voksen, får afløb i en udfarende og manipulerende adfærd – ikke mindst over for andre mænd og kæresten Filip. Alt bliver et spil, og vinderen er den, der risikerer mindst:

Denne følelse af at have brug for ham gør mig lille. Voksne mænd skal ikke have brug for nogen.

Han vender sig væk, var tydeligt opgivende. Med et fortrød jeg. Gå ikke din vej, jeg har brug for dig, havde jeg lyst til at sige. Men det sagde jeg ikke, jeg ventede for at se, hvordan han ville reagere.

Med håbet som udgang

Løgnene og vreden hober sig op i en følelsesmæssig selvdestruktion, men mellem vreden, sorgen og selvødelæggelsen fremskrives også glimt af ømhed og håb. I glimt får læseren adgang til tiden før moderens sygdom, og omsorgen mellem mor og søn står så meget desto stærkere i kontrasten til moderens og forholdets forfald i nutiden.
Lidt efter lidt vil øjnene vænne sig til mørket er en roman om ikke blot at bide smerten i sig, men også om at opsøge smerten og bryde sin tilværelse ned i manglende tro på, at man fortjener bedre. Fortællingen står stærkt og har trods brutaliteten håbet som udgang. Selvom man befinder sig i mørket, behøver man ikke blive der, og når øjnene har vænnet sig til mørket, kan de atter finde vej ud.





Info

Bruno Jovanović: Lidt efter lidt vil øjnene vænne sig til mørket

EC Edition

2022

Oversat af: Per H. Jacobsen

233 sider