Hvordan i alverden formidler man den uendelige kompleksitet i menneskelige relationer? Med sin debut BLÅ giver Helene Johanne Christensens et godt bud: gennem helt små forskydninger i en lille håndfuld elementer formår hun at optegne et væld af nuancer (50 Shades of Blue, hvis man skulle være så fræk).

 

 

Kvalitet frem for kvantitet

BLÅ er en lille bitte bog, få sider – få ord på hver enkelt side – og gudhjælpemig også næsten de SAMME ord på alle siderne! Det valgte ordforråd er ret begrænset, men de enkelte elementer formår ikke desto mindre at have et ret vildt vingefang, når det kommer til betydningsdannelser. Den ordknappe stil viser forfatterens skarpe evne til at male meget forskellige billeder med brug af – hvad der ved første øjekast kan virke som – de samme farver.

 

En relation set i lys af tid(er)

Man får fornemmelsen af en interesse i, hvordan tider – fortid, forhåbningen om en bestemt slags fremtid, påvirker det nu, en relation eksisterer i. Som når BLÅ åbnes med et helt lavmælt billede på det allerede sketes uundgåelige betydning for nuet:

 

en helt anden tid

lader lyset falde skråt

ind

i et nu

 

Nuets afhængighed af og relation til andre tider, lysets afhængighed af og relation til mørket – det er elementernes sammenhæng og den mulighed for forskellige relationer, der ligger i helt små forskydninger i disse elementer, der undersøges i den korte, tætte og lavmælt stærke debutsamling BLÅ.

De 66 siders ordknappe digte cirkulerer således nøgternt mellem en fast række elementer, der går igen en i hele tiden ny billed- og betydningsskabende organisering. Det er en af de ting, der er befriende ved BLÅ – og som også får mig til at tænke på Olga Ravns fabelagtige Den hvide rose, der på samme måde kredser om et lille, tæt udvalg af elementer, der forskydes i én lang rytmisk messen – selvom Ravn og Helene Johanne Christensen arbejder med meget forskellige sprogtoner.

Hos Helene Johanne Christensen er de konkrete elementer som sagt få: der tegnes billeder af en plads, et hav, et værelse og et menneske gennem dettes hænder, ansigt og fødder. En enkelt statue står som, måske, et monument over ophøjelsen af et bestemt tidspunkt i en relation. En havbund skaber scene for digtsamlingens måske mest centrale interesse; lys og farvers måder at arbejde sammen på.

 

Bånd, der bindes for senere at briste

Ikke mærkeligt at det farven blå, der fylder mest og som, i bogstavelig forstand, belyses på et væld af forskellige måder gennem BLÅ. Der er tale om helt små bevægelser i stoffets organisering af knapt så konkrete størrelser – lys, mørke og tid, der hele tiden forskyder digterjegets relation til et ikke nærmere afgrænset ”du”. Især føler jeg mig stærkt påvirket at noteringen af lysets forskellige bevægelsers aggression og tempo: hvordan lys kan både falde, kaste, skære, suge, glimte – og hvordan disse bevægelser har betydning for det, der lyses på: her relationen mellem jeget og det elskede ”du”.

Forlaget Gladiator kalder BLÅ for en ”kærlighedshistorie” om ”et helt almindeligt menneskes desperate forsøg på at fastholde et håb og forløsning”. Det gentagne billede af blå bånd, der bindes eller slipper deres greb er for mig at se et af samlingens fineste billeder på denne kærlighedsrelation: en relation, der i forskydning af tid, rum og lys, ændrer sig, skiftevis knyttes tættere eller kappes helt over – et lavmælt, og alligevel kraftfuldt billede på mellemmenneskelige relationer generelt. Kærlighedshistorien i BLÅ er – hvis ikke sørgelig, så i al fald melankolsk og ikke bange for at lade afmagt og desperation stå og runge i de ordknappe billeder.

At BLÅ ikke afviger fra at dvæle i en melankolsk, afdæmpet tone, finder jeg ekstremt befriende – hvor er det bare dejligt, at der ikke absolut skal være fart og tempo, hvor er det dejligt med litteratur, der ikke har travlt med at have travlt. Dog er jeg ved endt læsning en smule uforløst, måske fordi den rytmiske messen, til trods for betydningsmæssige stærke udviklinger, ikke rigtigt ændrer sig. Jeg sidder tilbage med ønsket om befrielse eller bare et lille bitte udbrud på digter-jegets vegne – dette kan snildt være et dybt kontrolleret og bevidst stilvalg, men ikke desto mindre er jeg helt vildt rørt, og samtidig føler jeg en larmende lyst til at blive rusket lidt i.  

 

Visuel elegance

Det er sjældent, at jeg giver meget plads til at kommentere på udgivelsers grafiske udtryk, men her må jeg alligevel gøre en undtagelse. Forlaget Gladiator har virkelig formået at forlænge læseoplevelsen ved at gøre omslaget på én gang afdæmpet og dragende; nøjagtigt som sproget og tonen i digtsamlingen også er det. Omslagets smukke blå tryk er sat på gråt pap, og ja, det er simpelthen så pænt og passende. Cadeau til Clara Birgersson, kvinden bag dén lille, men på ingen måde for læsningen ubetydelige, genistreg.

 

Størrelse – gørelse

Helene Johanne Christensen har med sin BLÅ på smuk vis skrevet et eksempel på, hvorfor det ikke er størrelse, der betyder noget: BLÅ er med sin stilsikre afdæmpethed og knivskarpe notering af mellemmenneskelige relationer en lavmælt rørende læseoplevelse.

 


 

Helene Johanne Christensen: BLÅ

Udkommer 8. februar 2018

Forlaget Gladiator

66 sider

Kan købes her