file_000-20

Fortællinger fra noget vi kalder virkeligheden: Friskhed er en fremmedgørende og ubehagelig rejse ind i sumpen med absurde stop undervejs og en visuel side, der nok skal holde dig vågen om natten.

 

En mareridtskollage

Jeg sidder og tisser, klokken er omkring halv otte om aftenen, jeg er til fredagsbar på Københavns Universitet, nærmere bestemt Amagerafdelingen, hvor humaniora holder til. Nederst på døren sidder en sticker hvorpå der står ”Friskhed.” Hvis man googler det, kan man havne på et blogspot, hvor der siden 2014 er blevet spyttet det ene rablende indlæg ud efter det andet. Det er der nogen, der har været vanvittige nok til at lave en bog ud af. Friskhed er udgivet på forlaget Baggaardsbaroner, der udelukkende udgiver værker under pseudonym. Vi er så langt fra Jussi og Bogforum, som vi overhovedet kan komme.

Friskhed er i denne udgivelse udformet som en art notesblok. På lige fod med 38 tekststykker findes en række kollager, der bedst kan beskrives som mareridtsklippeklistrearbejde fra den allermørkeste skrivebordsskuffe. Den der indeholder undertøjsmodeller med påklistrede babyansigter, et Frankensteinmonster sammensat af en basketspiller og Edgar Allan Poe, en påfugl med fodboldspillerben, Kristian Thulesen Dahl iført saunakrop siddende på en dåse pølser, der er lavet med naturtarm, Lasse Rimmer forklædt som koala på grisejagt med en truende stor Klovborg svævende over hovedet og Yahya Hassan med bikinikrop siddende på et flamingobadedyr.

Kollagerne består også flere steder af små avisudklip og kontaktannoncer, og man bliver sgu så træt af at læse en unavngiven realitystjerne udtale, at vedkommende ”tænder på et par frække øjne.” Og det undrer mig næsten ikke, at jeg får angstsymptomer af at læse om ”en sød og rar fyr på 65, der prøver at score damer med hjælp fra sit buskort, fordi han ”kører gratis” med det. Vi er helt nede i sumpen. Familiefredagsunderholdningen får en over nakken i tekststykket ”Imputs,” der er akkompagneret af en analkugleslugende Lars Lilholt og Wafande forklædt som banan med færdigbearnaise under armen (skrællen).

 

En destabiliseret ødemark

Teksterne er generelt noget graffitiæstetisk ruskomsnusk, der synes at operere ud fra devisen ”fuck genre, fuck tegnsætning.” Vi er både i byen og i provinsen, på værtshus, til Distortion, på Staden og Roskilde Festival. Værket er gennemsyret af en længsel rettet mod rigtige steder med rigtige mennesker, og lange associationsrækker beskriver bodegature, festnætter og søndagssumpen. Forestil dig at T.S. Eliot gik en tur i Nordvest og beskrev den ødemark som findes der. Tekststykkerne rummer en lang række destabiliserende greb, eksempelvis brugen af imperativ, den gentagne henvendelse til et ”du” og beskrivelsesophobningerne, der ofte ender på et ”evt.” og et ”osv.,” hvilket sideordner de udvalgte beskrivelser med alt det, der ikke er beskrevet. De sprogligt uforankrede tekster hægter sig til gengæld fast i populærkulturelle fænomener, tv-programmer og navngivne steder med en igleagtig ihærdighed, hvorved reference- og refleksionsrammen bliver uendelig. Her skal følge et eksempel fra tekststykket ”Wooooooah”:

”på smk bør man give det et skud om fredagen, hvor der er særligt ungt med dj osv. Ram evt floor. og bagefter er der tecnomusik nede i tunnellen ude ved stoppestedet. sprød pagnestemning og så videre til sunday, hvor dj klinke-rens har sin mixer på.”

 

Og hvad skal man så lige svare på det?

Friskhed har mest på spil dagen derpå, når promillen damper ned mod nul, når ”realværdien af at brænde den hver weekend” overvejes, og søndagsdepressionen banker på. Teksterne står stærkest, når ironifernissen bliver så tynd, at den let kan kradses i stykker. Det sker bl.a. på Roskilde Festival, når der fra scenen spørges ”hva’ så?” eller ”er I der?” For hvad fanden skal man lige svare på det? Og hvad skal man gøre, når man en dag ikke kan overskue at gå ud af sin lejlighed, fordi man ikke orker at tale med andre mennesker, fordi man reelt set ikke ved hvordan det går? Eller fordi det går ad helvedes til, og man godt ved, at ingen gider høre om det, når de spørger. Der er ingen fremtidsplaner, intet nævneværdigt hverdagsliv som man kan referere til, kun ønskedrømme og udsyrede tanker, som sporadiske bekendtskaber ikke gider høre om. De er ligeglade. Den eksistentialistiske absurditet og fremmedgørelse, erkendelsen af, at mennesket er fremmed for sig selv, og den verden det lever i, titter pletvist frem i nogle af tekststykkerne. Den erkendelses indlejrede sorg ligger og ulmer lige under overfladen igennem hele værket, og det kunne sine steder have klædt Friskhed, hvis den havde fået lidt mere plads.

5 modspor


Info

Titel: Friskhed

Forfatter: Den Henrik Ibsen

Forlag: Baggaardsbaroner

Bogen kan købes her.