Karl Ove Knausgårds nye bog om landsmanden Edvard Munch er nu udkommet i dansk oversættelse. En fare for at den bliver overset, ligger måske deri, at den ikoniske figur skygger for bogens litterære kvaliteter, lidt på samme måde som Knausgård finder, at den ikoniske Munch skærmer og forvrænger synet på malerens værker.

 

Bagom ikonet

Det er ikke til at overse Knausgård selv i denne beskrivelse, og hvor ikonisk hans egen figur end er blevet, hvor meget fokus hans interviewere end lægger på hans udseende eller på opregningen af antal røgede cigaretter (den observante journalists fyndige hints), kommer vi ikke udenom en problematik ved at ville ligestille kollektivets ikoniske billede af kunstneren med værkerne selv. Således skriver Knausgård, at Skriget som værk er ødelagt for os: vi ser ikke længere værket, men vores eget kanoniserede billede af det. I Så Megen Længsel på så lille en flade ligger denne optagethed med modernitetens forhold til kunst som undertone. I reproduktionens tidsalder problematiserer Knausgård forholdet mellem kunstner og værk, men også mellem værk og betragter. Det fysiske værk er mere end repræsentation, og på kunstmuseet finder han et lys, som tilhører de fysiske farver, hvilket computerskærmens reproduktion ikke kan gengive.

 

Kålmarken og storbyen

Hverken med afsæt i eller med ham som altomfattende midtpunkt er bogen en forfatters engagement med maleren. I samtale med kunsthistoriker og kunstnere med sidekig til litteraturteoretikere, og filosoffer, som blandt andre Gilles Deleuze, Michel Foucault og Martin Heidegger, er dette hverken et kunsthistorisk værk eller en enkel mands tanker. Citater, e-mails, rejser, samtaler og venner: Knausgård lader på forskellige måder læseren tage del i sit eget forhold til maleren, der her tager sig ud som en proces i stadig forhandling.

Fotografvennen Stephen Gill, maleren Vanessa Baird, kunsthistorikeren Stian Grøgård samt Godfather 2 er nogle stop på vejen. Fortællingen bliver stedslig, da Knausgård bevæger sig gennem Munchs børneværelse og hans Ekely. Vi følger ham gå fra den ene ende af Anselm Kiefers udstilling i London til den anden, ned forbi Munchmuséets kælder og op i et rum i Knausgårds eget hus, som brændeovnen ikke rigtig vil varme op. Det er samtidig historien om de forskellige kulturer og måder at se verden på, som omslutter mennesket i disse forskellige rum.

 

I fodsporene og mellem formsprogene

I stedet for at følge Munchs fodspor følger vi Knausgårds egne på genopdagelsens rejse. Den starter med et, som han selv kalder det, klassisk tilfælde af hybris: når han takker ja til at være kurator for en Munch udstilling i Oslo. Således sammenflettes narrativ her med afhandling, og Knausgård gør brug af biografiske elementer for at fortælle om en maler; eller er det omvendt? 

Måske spejler ønsket om at angive en passende genre også en slags samtidens litteraturmarked og reproduktionens tidalders tendens til at stille lighedstegn mellem ikon og værk, tegn og ting. Her finder vi dog snarere et ønske om at distancere sig fra litteraturen. Andre forfattere har skrevet om visuel kunst, tankerne ledes ikke mindst til Gertrude Steins Picasso, men i stedet for at søge ækvivalensen til at male et portræt i litteraturens medium, er Knausgård fra start interesseret i, hvor lidt de to medier svarer til hinanden. Hans hybris og ønsket om at se værkerne bag ikonet rejser de store spørgsmål om kunst, om den subjektive smag, den kollektive dom og om en eller anden objektiv verden, til hvilken værket og kunstneren må have forholdt sig og stadig gør. Foran Munchs Kålmark finder Knausgård en kommunikation, et medieret billede af verden, i et andet medium, der hverken lader sig reduceres til malerens biografiske forhold til verden eller betragterens subjektive projicering ind i værket, men som på nogen måde indeholder begge aspekter. Bogen udtrykker den specielle fascination, kun en sprogkunstner kan have for en billedkunstner, af en mediering, der virker ”uformuleret”. Men de linjer, Knausgård trækker mellem Munch og litteraturen i sin samtid, som synes at pege på, at idéen eksisterer avant la lettre, skærer sig igen, når han beskriver, hvordan formen yderliggør idéen og transcenderer sin egen formulering. Værket er. Der findes mere på overfladen, end hvad der kan genfindes i malerens biografi, og noget andet opdages i engagement med værket, end hvad der kan føres tilbage til en idé. Bogen er ikke kun en genopdagelse af Munch, men en refleksion over genopdagelsens natur.

Et sted mellem litteratur og kunst synes det mig, at Knausgård nærmer sig en dybere forståelse af spørgsmålet om genre, hvilket indfinder sig ganske uprovokeret i hans samtale med Joachim Trier hen mod slutningen af bogen. Samtalen går fra film til Munch og finder egentlig hvilepunkt i en refleksion over livets vilkårlighed. Det handler om formsprog og individets eget, snart ufrivillige, snart tilstræbte spring mellem forskellige former, roller, måder at være på i livet. Springet, den suspendering, der sker mellem former, udtrykker i grunden mere end en bevægelse fra eksempelvis realisme til ekspressionisme og  udforsker marginalen mellem dem. Hvis udtrykket selv kan komme ind mellem de former, som kunsten tilbyder, finder individet, om det så er maleren eller forfatteren – et dynamisk ståsted for at beskue disse former. Således bevæger denne bog sig dynamisk mellem genrer: Edvard Munch bliver tænkt, drøftet, set og velskrevet i marginalen mellem kunsthistorie og skønlitteratur.

 


 

INFO

Karl Ove Knausgård: Så megen længsel på så lille en Flade: En bog om Edvard Munchs Billeder

Originaltitel: mye lengsel på så liten flate

På dansk ved Sara Koch

Forlag; Lindhardt & Ringhof

2018

213 sider

Køb bogen på forlagets hjemmeside her