FullSizeRender

I Steffen Baunbæks nyeste digtsamling Kvarts fra april 2016 bliver livet sammenlignet med et trafikuheld, og døden som et eksistentielt emne trækker overalt i digtsamlingen dybe spor. Dér hvor digtsamlingen for alvor mister sin substans og kraft er i de meget abstrakte og klichéfyldte dele, som fjerner al fokus fra det, der egentlig virker; nemlig de helt konkrete dele med detajler fra hverdagen, man som læser både kan følge og føle. 

 

Med døden som pejlemærke

At livet bliver sammenlignet med et trafikuheld, bliver tydeligt for første gang  lidt inde i digtsamlingen:

”Altid / det samme / trafikuheld, / altid / den samme / uendeligt / langsomme / opbremsning, / altid / den hamrende / motor, / der pumper / benzin / ud af øjnene, / altid / det pludselige / brag / fra en rude, / som bliver til / en tåge / af glasskår / og altid / den samme / plamage / af blod / slynget ud / gennem munden, / mens rattet bliver knust mod / min brystkasse”.

Digtsamlingen springer i tid og sted og foregår en række forskellige steder såsom Bahnhof Zoo i Berlin og Herlevs fødeafdeling. Det gennemgående tema i digtsamlingen er død. Døden, som resultatet af et trafikuheld, døden på fødeafdelingen i Herlev og døden i folkedrabene. Derudover falder digtsamlingen, som er skrevet med karakteristiske korte linjer, i to spor, nemlig i et konkret og et abstrakt spor.

 

Når det abstrakte fjerner fokus

Dér, hvor bogen for alvor mister sin substans, er, når den bevæger sig i det abstrakte spor, eller når Baunbæk slynger om sig med overbrugte klicheer såsom skal alting og ingenting og frøer bliver til prinser, fordi jeg ikke kan mærke dem. Måske fordi de netop er hørt så mange gange før. Begge dele sker helt fra den spæde start i ”Det er enkelt:”, som er digtsamlingens allerførste digt.

”Vi skal bort, / er ikke bygget / til at holde. / Vi skal hen / til andre steder, / der er her, / og være andre, / som er os / skal bygge huse / der bliver grus / og tænke tanker / som igen bliver sjæl, / skal ingenting, / og alting, / fylde pladser ud, / formere os / forvandles. / Vi skal vokse / os ihjel, / og vi skal sanse / os i stykker, / skal vibrere / ligesom kvarts. / Det er så enkelt, / det er det, / som er / så svært”.

”Det er enkelt:” er således et godt eksempel på, hvordan det abstrakte spor generelt er for flyvsk og intetsigende, og desværre stjæler det abstrakte spor fokus fra dét, som virker i bogen; nemlig det konkrete spor med livagtige og konkrete detaljer, som jeg kan føle, følge og tro på. Allerbedst bliver det, når der for eksempel gengives en scene på Riget i ”Helle er død”, hvor én er død og resten sidder inde i stuen ved siden af ulykkelige og forskrækkede, imens de forsøger at planlægge begravelsen.

”Helle er død, / og de sidder / i stuen / ved siden af nu, / drikker kaffe / og øl / og forsøger / at fatte / de tomme / og stirrende øjne, / den fremmede ro / og den langstrakte / hylen / fra apparaturet / ved sengen / på Riget”.

 

Helheden mangler

En anden ting, som trækker digtsamlingens samlede bedømmelse i en negativ retning, er, at digtene eller digtenes personer ikke formår at gå op i en højere enhed, og efter digtsamlingens allersidste side er jeg usikker på, hvad Baunbæks egentlige intention er med digtsamlingen som helhed. Vil han undersøge døden som et eksistentielt emne? Hvis ja, så er Kvarts måske ikke den mest optimale måde at gøre dette på.

2 modspor


 

 Om forfatteren

Steffen Baunbæk debuterede i 2012 på Det Poetiske Bureaus Forlag med digtsamlingen Picnic i Hiroshima. Kvarts er hans tredje bog.

INFO

Kan købes for 125,- her 

Sidetal: 112

Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag