Svenske Agnes Lidbeck har begået sin debutroman Last. En roman der har bevidstgørelse af kvindens placering og identitet i samfundet som hovedtema. Sprogligt skarp og veloplagt har Agnes Lidbeck givet læseren en politisk og kulturel vigtig bog.

 

Man kan hurtigt brænde nallerne

Feminisme er noget, der ofte kan få meninger til at fyge fra højre og venstre. Vidt forskellige holdninger fra stort set alle dele af det politiske landskab forsøger at tage patent på, hvad feminisme i virkeligheden er. Nye generationer af kvinder og mænd afføder også nye tolkninger og meninger om den fælles politiske arv vedrørende ligestilling mellem kønnene, om man vil vedgå den eller ej. Kvindens rolle i samfundet anno 2018 (og kvindens rolle historisk gennem menneskets historie) er en evig kilde til analyse af samfundets dialektiske tandhjulssystem. Og nu da jeg bevæger mig i retning af emnets påvirkning af samfundet, vil jeg kaste et andet begreb i puljen, nemlig bevidstgørelse.

 

Fremmedgjorte og bevidstgjorte

Bevidstgørelse er for mig at se et nøglebegreb, når man skal tale om forhåndenværende roman Last af svenske Agnes Lidbeck. Bogen er hendes debutroman. En roman, der med sine 194 sider er en tour de force af bevidstgørelse om ”kvindens” billede af sig selv i kontekst af samfundet. Grunden til, at jeg her sætter kvinden i citationstegn, er, at man selvfølgelig ikke skal forfalde til generalisering af kvinders syn på sig selv i samfundet eller kvinders syn på samfundet. Last er et indblik i en kvindes syn på sig selv og sin rolle i samfundet. Og hvilket indblik.

Bogens hovedperson er Anna, som man følger, fra hun bliver mor første gang. Som momentum for bogen forandrer Annas selvopfattelse sig radikalt, da hun bliver mor. Hendes verdensbillede bliver mere koldt og overfladisk. Hun synes hurtigt at etablere en identitet båret af identitetsmæssig mangelfuldhed. Anna forsøger at balancere mellem rollen som mor, hustru og senere elsker. Hun forvandler sig til et individ, hvis identitet totalt lader sig danne og opretholde af hendes syn på omverdenens mening om hendes handlinger. Hun bliver til et individ iført en samfundsmæssig spændetrøje, da samfundet ikke tilsyneladende lader hende forlade sit livs tristesse, men lader hende blive i en borgerlig forestilling om sig selv som kvinde.

 

Simpelt sprog, stor mening

Sproget er nøgternt, og der fokuseres på usentimental afdækning af handlingsmønstre. Bogen er blottet for overflødige sprogblomster og har grundlæggende en trist og lettere kold tone. Kun når Annas forestillinger og tanker om sig selv som en kvinde, der kan tiltrække, eller som begæres, løftes sproget op til en mere munter tone. Men det bliver aldrig i særlig lang tid ad gangen, og det bliver aldrig sådan rigtig glædeligt. Som f.eks. når hun er til et af sine utallige besøg hos forskellige terapeuter, der alle sammen er mænd:

Hun hører sig selv tale, ser sit spejlbillede i det mørkende vinduesglas og tænker, at hun ser ud, som om hun er dybt berørt, at hun sikkert er den mest interessante patient, at terapeuten sikkert tænker på hende bagefter og gerne vil i seng med hende for at trøste hende, men at hun er svær at nå i sin sorg.

Gang på gang leverer Agnes Lidbeck en sproglig iagttagelse og umiddelbarhed, der giver en på den ene side kold og simpel kvinde og på den anden dybt splittet, tænksom og kærlig. Under læsningen af bogen ramtes jeg i første omgang af en følelse af, at Anna simpelthen burde tage skeen i egen hånd, slå sig løs og handle på sine selvstændige tanker. Samtidigt med de tanker følte jeg det underligt koldt og kynisk, at Anna ikke følte mere glæde og taknemmelighed for sine børn. I vor tids hunger efter evig selvrealisering med kontant afregning og bekræftelse kunne man hurtigt få følelsen af, at vi har at gøre med en hovedperson, der ikke føler, at omverdenen giver hende nok bekræftelse, men som egentlig mangler bekræftelse fra sig selv. Dette er netop kardinalpunktet for min glæde ved Agnes Lidbecks debut.

 

Forandring af samfundet er nødvendig for forandring af individet

Agnes Lidbeck har med Last nemlig begået en bog, hvor en selvstændig bevidstgørende proces sættes i gang hos læseren i almindelighed – og forhåbentlig kvinder i særdeleshed. Samfundets normer ligger nemlig (grundet dets socialisering af hvert enkelt individ) så rodfæstet i os, at vi tænker, at vores rolle i det er statisk. Men vores tilværelse behøver ikke at være mejslet i granit, hvis vi bare er bevidste om den rolle, samfundet prøver at pådutte os. Den bevidstgørelse, der kan ske gennem en bog som Agnes Lidbecks, kan være med til at gøre, at der ikke kun fokuseres på individets forandring, men også på strukturelle forandringer.

 

Befriende og dybsindig skarphed

Sprogligt er Last ufattelig skarp, hvilket er en fornøjelse at læse. Sproget kan i sin enkelhed sagtens bære dybe og eksistentielle emner. Hvis man skulle lave en sammenligning, så minder sproget i Last uhyre meget om en anden glimrende debut fra 2017, nemlig Liv Nimand Duvås Vi er vel helte. En bog der ligeledes skaber en stor fortælling gennem et nøgternt og usentimentalt sprog. Læs Agnes Lidbecks Last, træng ind i din egen rolle i samfundet og glæd dig over den sproglige prægnans.

 


 

INFO

Agnes Lidbeck: Last

Oversat af Iben Mondrup

Forlaget Modtryk

194 sider

Bogen kan blandt andet købes her