Den 21. april tog jeg til København for at dække Boghandel, skifter i Hal C på Christianshavn. I dagene inden begivenheden og i dagene efter var der ét spørgsmål, der havde min interesse: Hvorfor skal man læse skønlitteratur?
Forleden dag havde jeg en længere samtale med et af mine gode bekendtskaber, P, om skønlitteraturens samfundsrelevans og det, som den kunne bidrage med af psykologiske, sociologiske og filosofiske indsigter. P læste ikke poesi, fordi hun mente, at den inderlighed og de magiske og ofte uventede følelsesudbrud, som de gode sangskrivere fremførte deres sange med, stod stærkere end digternes ord. Og hun læste ikke romaner, fordi hun ikke ønskede at bruge så mange timer på en enkel historie. Det opponerede jeg meget kraftigt imod. For mig at se var det på grænsen til det urimelige at degradere romaner til udelukkende at være en historie. Til det sagde jeg, at Friedrich Nietzsche et sted havde skrevet, at den eneste psykolog, som han havde lært noget af, var Fjodor Dostojevskij, at Martin Heideggers filosofiske lære med stor sandsynlighed havde været en radikal anden uden Tolstojs fortælling om Ivans død, og at Barack Obama engang havde antydet, at han havde lært mere af at læse skønlitteratur, end han havde lært af diverse forskningsrapporter. I et interview med forfatterinden Marilynne Robinson sagde Obama, at skønlitteraturen havde lært ham at være en ærværdig borger og et mere empatisk menneske. Det vil sige, at Obamas svar på mit spørgsmål vil være, at man bør læse litteratur for at blive både et bedre menneske og en bedre borger.
Men det er blot et svar. Jeg ønskede at undersøge det nærmere, så lørdag formiddag tog jeg til Christianshavn for at stille det selvsamme spørgsmål til dem, der arbejdede med og udgav bøgerne. Inden jeg tog af sted påbegyndte jeg en kort korrespondance med Anders Jørgen Mogensen, der arbejder som forfatter og forlagsindehaver. Jeg stillede ham mit spørgsmål, og han skrev, at det for ham handlede om eskapisme og om at se de muligheder, som sproget og fortællingen forærede dem, der tillod det. Det synes mig at være et interessant svar. For det kontradikterer det, som Suzanne Brøgger skriver i Et frit og muntert lig, og det som den danske litterat Neal Ashley Conrad får ud af sin grundige læsning af Marcel Prousts vidunderlige storværk: at litteraturen kan åbne ens øjne op for, hvordan verden er, og hvordan verden ser ud. Bevæggrunden for at søge ind i litteraturen for at undgå virkeligheden i et stykke tid er næppe for at lære at anskue verden på en bedre og mere sandfærdig måde.
I løbet af min togtur mod København forsøgte jeg at forberede mig på, hvad de kunne give mig af svar. Med baggrund i de bøger, essays og artikler om emnet, som jeg havde stiftet bekendtskab med, tænkte jeg, at jeg ville få nogle svar, der – uden at medtænke Anders Jørgen Mogensens svar – alle sammen kunne rubriceres og klassificeres under et af disse tre svar: 1) at litteraturen øger ens forståelse for andre standpunkter, skæbner og meningsudlægninger, 2) at litteraturen er et godt terapeutisk værktøj, eller 3) at litteraturen kan lære en at leve. Men det gjorde jeg ikke, og det begejstrede mig meget.
Da jeg ankom til Christianshavn, satte jeg mig på et trappetrin og ventede på dem, der skulle gøre mig følgeskab. Solen skinnede, og dem, der ikke opholdt sig inde til arrangementet, hvor forlæggerne sad bag nogle træborde og solgte deres nye udgivelser med en betydelig rabat, sad på nogle forhøjningerne ved grusstien og på en afsats ved en af de smalle kanaler. De røg cigaretter, de drak filterkaffe, og de lyttede til musik. En kvinde i en sort læderjakke sad med en mørkerød bog, som hun havde købt hos forlaget Rebel With a Cause, og læste den ene side efter den anden med et anerkendende ansigtsudtryk. Dem, der ikke sad og nød deres egen ensomhed, konverserede deres bekendtskaber om vejret, fredagens koncerter og de bøger, som de glædede sig til at læse. Ved den trappe, som jeg sad på, var der en gruppe unge mennesker, der blev enige om, at de små, uafhængige forlag havde en overvældende styrke og en destruktiv svaghed. Det sidstnævnte var, at de unge begavelser, der ønskede at sælge deres værker videre til forlagshusene i Paris og New York City, og som ikke ville udgives for enhver pris, ikke skænkede dem en tanke. Derimod var deres styrke, at de ikke var nødsaget til at overveje, om en udgivelse ville ramme den brede smag og om, hvorvidt det var en profitabel ditto, før de lancerede den. Med andre ord forårsagede fraværet af økonomiske spekulationer, at de endte med at publicere de ringeste og de bedste bøger på det danske bogmarked.
Mikael Ostenfeld Krog læser op af Pico Pico
Da jeg havde gået rundt og kigget på de bøger, som de forskellige forlag havde liggende på deres borde, og udvekslet nogle få ord med dem, der sad bag dem, overværede jeg en digtoplæsning i et lille lokale med tredive stole. De endte alle sammen med at være optaget. Det var forlaget Escho, der stod for oplæsningen, og digteren, Mikael Ostenfeld Krog, læste op fra en bog, Pico Pico, som han udgav på dagen. Dem, der lyttede til ham, var en sælsom blanding af børnefamilier, distingverede kvinder og urbane undergrundstyper i koloristiske trøjer, store hornbriller og lasede hovedbeklædning. Oplæsningen var karismatisk, men det mindede mig hverken om Yahya Hassans let genkendelige stemmeføring, Theis Ørntofts rytmik eller Asta Olivia Nordenhofs monotone, langsommelige og suggererende stemme. Det mindede mig snarere om en entusiastisk foredragsholder, hvilket skabte en meget interessant kontrast. Selvom bogen blev præsenteret som en af Eschos lyse udgivelser, omhandlede den alligevel ægteskabsproblemer, konflikter og indre genvordigheder, og dette blev læst op med ekstroverte gestikulationer og en særdeles engageret stemmeføring. Den sidste sætning, der blev sagt, inden han takkede os for vores opmærksomhed, var: ”Måske er hun [digter-jeget] ved at blive sindssyg, måske er hun ved at finde fred”. Hvis man holder det sammen med det faktum, at han skrev sine digte for at finde ind til kvinden i sig selv, mener jeg, at det er forholdsvis uproblematisk at konkludere, at man med fordel kan læse litteratur for at blive oplyst om ukendte aspekter ved sig selv og for at lære at differentiere to følelser for hinanden. For det er ikke altid ligetil.
Det skrev Tom Waits også en sang om i 1974. Med stor akkuratesse og en dybfølt inderlighed sang han, at han aldrig havde elsket hende, før han forbandede hende i regnen, og at han ikke havde set hendes sorg, før hendes tårer løb ned ad hendes kinder. Det er en koncis og melankolsk beskrivelse af det, men i formidlingen af dette står litteraturen stærkere end den musikalske lyrik. I stedet for blot at konstatere, at det er sket, er litteraturen i stand til at udlægge præcise hændelsesforløb og – med stor nøjagtighed – pege på de situationer og på de tilstande, hvor freden er svær at adskille fra sindssygen, hvor vemodet er svært at adskille fra eftertænksomheden, og hvor lørdag nat er svær at adskille fra søndag morgen.
Pia Juuls nye digtsamling
Efter oplæsningen gik jeg ned til bordene med bøger igen. Jeg overhørte en samtale om gode oversættelser, og om værker, der var svære at oversætte, hvis ikke direkte uoversættelige. Imens der blev talt om en digtsamling, som, grundet dens særegne musikalitet, ikke kunne oversættes til dansk, kom jeg i tanker om, at Peter Laugesen i flere årtier forgæves har forsøgt at oversætte James Joyces højmodernistiske epos, Finnegans Wake, til dansk. Han tvivler på, at det nogensinde vil lykkes. Fra den score scene, der både havde været indtaget af Svend Åge Madsen, Jesper Wung-Sung og Jonas T. Bengtsson, lød der spredte grin, en lavmælt brummen af uundgåelig småsnak og helhjertede klapsalver. Da jeg havde haft en god samtale om Josefine Klougarts åbenlyse talent, Iggy Pop og Tomas Espedals underskønne tungsind, gik jeg hen til bordet, ved hvilket Asger Schnack sad og underholdte alle dem, der stoppede op og kiggede på bøgerne, med anekdoter, litterære referencer og en uforbeholden glæde ved Pia Juuls digtsamling, Forbi, som han netop havde lanceret på sit eget selvbetitlet forlag. Asger Schnack, der både har skrevet digte, essays og bøger om Bob Dylan, mente, at Juuls indledende tekst i samlingen er på højde med det, som Dylan har begået. Hun havde for første gang nogensinde skrevet et politisk digt, der mindede ham om et nummer fra Dylans mesterlige Oh Mercy fra 1989. Begejstringen var ikke til at skjule. Til dem, der løftede bogen op og bladrede i den, sagde han, at det var en milepæl i den danske litteraturhistorie. Jeg stillede ikke Asger Schnack mit spørgsmål, men ud fra det, som han sagde om Juuls digte, tillader jeg mig at antage, at han blandt andet må mene, at man bør læse skønlitteratur, fordi glæden ved en uventet god læseoplevelse er særdeles stor, og fordi det er en stor ting at være en del af en litteraturhistorisk begivenhed, imens den står på. Det er en stor ting at have oplevet Allen Ginsberg og Lawrence Ferlinghetti på Gaslight i Greenwich Village. Det er en stor ting at have besøgt Café Sommersko for at lytte til firserdigtningernes oplæsninger. Og det kan vise sig, at det er en stor ting at have været med, da Pia Juul udgav sin nye digtsamling i foråret 2018.
Sidst på eftermiddagen gik jeg op ad trapperne og lyttede til dagens sidste oplæsning. Det var Forlaget Baggaardsbaroner, der udgiver alle deres værker anonymt, som afholdt den, og det var forfatterinden Katla Styx, der læste op fra bogen Velkommen til kontinentet. Dem, der lyttede til det, var næsten uden undtagelser unge mennesker, der klædte sig som undergrundsmoden foreskrev. Der var en, der havde en lyserød-hvid stribet skjorte på, en alt for stor kasket og store briller i mørkt træ, og der var en, der havde en mørkegrøn Che Guevara-jakke og en mørk strikhue på. Da Katla Styx havde præsenteret sig selv uden at udvise hverken glæde eller entusiasme, gik hun i gang med at læse op. Af og til udstødte hun nogle tunge suk, og hendes stemme bar præg af en påtaget ligegyldighed. Det var et æstetisk virkemiddel, der lykkedes til perfektion. Det lod ikke til, at der var nogle passager, der var vigtigere end andre. Der var ingen ord, ingen følelser og ingen tanker, der var vigtigere end andre. Inden vi kunne nå at give hende et bifald, sagde hun, at hun havde et ekstranummer til os. Det var noget, som hun lige havde skrevet, og – sagde hun med den samme ligegyldighed, som hun havde læst op med – hendes motivation for at gøre det var, at hun havde lyst. Det var et flot, gennemført skuespil.
Og det var en ærværdig afslutning på en god eftermiddag i København.
Boghandel, skifter finder sted årligt, så hvis du gik glip af dette arrangement, ses vl til næste!
Læs mere om baggrunden for arrangementet her