LYRIK: Forlaget skriver om digtene: ”Bogen er en rejse igennem den kæntrende kærlighed og de afkroge som strømmene stjæler én ind i, samt den redningskrans man selv støber for at finde fyrtårnet for enden af forfaldet.” Digtene forsøger med de store følelser, den gode rytme og fine billeder at fange disse øjeblikke, hvilket lykkes ganske fint i dele af digtsamlingen.
Den gode rytme
Digtene er båret af en god rytme, der fører læseren frem gennem den ofte højtidelige tone. Som læser vender man side efter side uden det store besvær. Heldigvis, også for variationen, er andre digte båret af en opbremsning, hvor læseren bliver trukket mere ind i ordene og stemningen som fx i ”Flammens hjerte”:
Trapper ramler sammen.
Men hun mærker det ikke.
Englestøv, gelænder, og ubeslutsom
vippen.
Flammer slikker trappen.
Hun børster dem væk.
Englestøv er aske, gelænderet er
væk.
Her kommer man tæt på den kæntrende kærlighed til et andet menneske, eller i hvert fald følelsen af, at noget er ved at forsvinde. Især i digtene, hvor sproget er nøgternt, får læseren noget ud af at være med på denne rejse; at komme ind i det forsvindende, at se jeget klamre sig til tilværelsen og forsøge at komme ud på den anden side af forfaldet.
De utidige opbrud og slidte retninger
En del af rytmen i digtene er rimene, der til tider fungerer ganske udmærket, mens de andre gange virker forcerede som fx her:
”Udyret kigger op, alene og forladt.
I orkanens øje står hun uskadt.”
”på bunden af dampende lagner
sendte vi hinanden
hånd i hånd ind i ekstaser.”
I eksemplerne, måske især det første, virker det, som om digteren har struktureret sætningen sådan, at det kunne rime i stedet for at skrive ’lige ud ad landevejen’. Det er et greb, der bliver brugt flere gange gennem samlingen, og det forstyrrer det læsende øje en del. Digterens sprog er klart stærkest, når digtene ikke bliver for fikserede i bestemte mønstre.
Søvnige får
Sprogets intensitet er bestemt et bærende element i digtene, fordi man i dele af samlingen mærker jegets desperation og forsøg på at skrive sig selv og sin tilværelse op. Der er også hårde og ærlige elementer i digtsamlingen, hvor læseren bliver konfronteret med netop denne desperation, ofte blandet med en selvillusion, hvor der fx står ”Du er bare krummer på mit bord af kvinder”.
Efterhånden opdager man, at jegets overlegne selvfølelse pilles fra hinanden, og i stedet er et udtryk for en dybere og mere kaotisk virkelighed. Digtene henvender sig især til folk, der interesserer sig for et grænseland; mellem det der er og det der kan komme, det man holder fast i og det man ser forsvinde. De øjeblikke, hvor man mærker dette i samlingen, står stærkest. Desværre bliver læseren sjældent lukket helt ind i ærligheden om denne følelse. Ikke at den nødvendigvis skal beskrives biografisk, nok nærmere at den skal indkredses mere og beskrives i dybden.
Ét af de forstyrrende elementer i samlingen er rimene, der kan virke forcerede, som tidligere beskrevet. Desuden peger sproget også i forskellige retninger: et sted mellem det højtidelige, det smukke og det ligegyldige. Der er bestemt potentiale i digtsamlingen og i digterens sprog – men en mere klar linje og retning i pennen vil fastholde flere læsere og give et mere helstøbt værk.
INFO
Se mere på forlagets hjemmeside her.