Katrine Marie Guldager har blandt andet skrevet bøgerne Anton og den tungeste byrde, Frøken Ignora holder jul, Et sted i verden og Lille hjerte. Den 3. oktober 2017 besøgte hun Randers bibliotek til en snak om tilblivelsen af bogen En uskyldig familie som, noget udsædvanligt, blev skabt på baggrund af bestillingsarbejde og med henblik på filmatisering.
Arrangementet fandt sted i en sal i kunstbygningen, hvor Randers Bibliotek holder til. Publikum var tydeligvis spændte og begejstrede, da Katrine Marie Guldager gik på scenen. Katrine har en levende måde at formidle sit budskab på, og man kunne mærke, at hun brænder for det, hun gør. Hun lagde ud med at fortælle, hvordan hun startede med at skrive Køge – Krøniken, da hun fødte sit første barn som 42-årig, og at hun først var færdig med bogen, da datteren startede i skole. Katrine var god til at krydre sine oplæg med humor, og særligt hendes historie om, hvordan Peter Aalbæk lagde en masse penge i filmatiseringen af hendes bog, som netop blev skrevet til dette formål, for så ikke at blive filmatiseret alligevel, fordi det blev for dyrt, fik publikum til at grine. Hendes beskrivelser af de forskellige benspænd, Peter var skyld i, og hendes egen tilgang til dem gav et godt indblik i en forfatters kvaler i forhold til selve skrivningen, men også et indblik i skrivningen som et bestillingsarbejde. For hvordan fungerer kreativitet egentlig, når der bliver spændt ben for dens udfoldelse, og den kun må foregå under nogle bestemte forudsætninger? Bogen En uskyldig familie er et bevis på, at dette godt kan lade sig gøre. Et af benspændene var, at bogen skulle foregå i Svendborg, fordi det ville være nemmere at søge støtte til filmatiseringen af bogen. Et andet var, at den skulle indeholde en masse naturbilleder fra Fyn. Da Katrine Marie Guldager nævner, at Peter Aalbæk “lå henslængt på en sofa” under hele deres møde, begyndte publikum igen at grine. Hendes lettere ironiske og tørre humor passer utrolig godt til hendes fortællemåde, og jeg følte mig godt underholdt hele vejen igennem. Hun afsluttede oplægget med at fortælle, at Peter Aalbæk har afslået flere samarbejder, fordi han nu er pensioneret, men også fordi det er for dyrt at filmatisere bøger, der ikke bliver filmatiseret alligevel. Hvilken ironi…
Efter oplægget var der tid til spørgsmål, og Katrine blev spurgt om, hvad hun arbejder på lige nu. Til det var svaret: ”ja det er altid en hemmelighed”.
Billedet er et portræt af Katrine Marie Guldager, som læser op af En uskyldig familie
Besøg Randers Biblioteks hjemmeside her for at finde lignende arrangementer