Ja, og Tobias Larsen er i sin nye bog i konstant bevægelse uden hverken at nå frem eller hjem, men turen er både tankevækkende og smukt vedkommende og er derfor et mål i sig selv.

 

Omgang, fremgang

I 2016 udgav Tobias Larsen digtsamlingen Undervejs, som jeg genlæste con amore flere gange. Den samlings største tematik omhandlede en tvivlende overgang fra dreng, omgivet af røgtåger og nattelivets berusende vildskab og glemsel til en mand med en større refleksion over sin situation samt en ironisk distance til netop samme. Tyder noget på, at Tobias Larsen er blevet voksen i sin nyeste digtsamling Gadelygter//birketræer? Muligvis, men det er uvæsentligt og en hårfin grænse, som digtsamlingen ikke prøver at definere. Heldigvis.

Tobias Larsens ord har jazzen som en underliggende musik, der netop giver et flow i digtene, som er så dejligt velkendt hos ham. Det gør, at læsningen ikke bliver abrupt, men flyder på en sådan måde, at stemningen i hele digtsamlingen varer ved fra første til sidste ord. For det er netop stemningen, som løfter digtene til et højt niveau, eftersom temaerne er ret ordinære og banale. Der er intet nyt eller revolutionerende i hverken tema eller form, men er på trods af dette særdeles vedkommende for de fleste. Han har en evne til at skabe stemninger, som versioneres til læseren. Dette er uden tvivl hans største styrke.

 

Stemningens autonomi

Melankolien er den altoverskyggende stemning gennem hele værket, men udforsket af det rå og direkte sprog, som alligevel behersker en følsomhed. Dette skaber en distance til den form for melankoli, som bygges op af en sentimentalitet, der oftest kan fremstå direkte kvalmende på en metafysisk måde og derved bliver uvedkommende for andre end forfatteren selv. Denne fejl begår Tobias Larsen ikke:

Nogle dage er bare
 rødvin
Nogle dage kaster op
 og hælder lort ud af ørerne
  og vælter ned ad køkkentrappen
   sammen med tusinde tomme dåser
Nogle dage er bare
 ubeslutsomme parenteser
Der fumler over bordet
 og mumler sig selv i søvn
Nogle dage ender brat

Stemningerne har en dualisme, som titlen Gadelygter//birketræer indlysende lægger op til. Vi bevæger os kontinuerligt mellem en ydre og indre bevidsthed. Det uæstetiske og støjende neonlys, fortabte hjemløse og prostitution på Istedgade larmer, og en nihilisme og ligegyldighed skinner igennem, men det hele opvejes af affektion og inderlighed.

 

Væk fra storbyens indifferens

Kærlighed skinner (heldigvis) også igennem i værket, på godt eller ondt. Det kan og vil jeg ikke være dommer over, for den hersker på et relativt plan, som udfordrer den enkelte læsers tankeverden. Man kan antage, at kærligheden agerer bestialsk, men også meget smukt; en dobbelthed, jeg finder interessant hos Tobias Larsen. Kærligheden er indlysende størst, når storbyens jazztåger, ligegyldig sex og alkohol forlades til fordel for birketræer samt amourøs og seriøs forelskelse:

Træerne står tavse
 derude bag disen
Svanen er landet
 og går catwalk på isen
Sol og klipper
 ænder og viber
   i skovbunden titter anemoner frem
Hunden og vinden
 en tåre på kinden
Hvordan i alverden
 skulle jeg tage hjem

Hun kigger mig i øjnene
 helt ind til angsten
   og hvisker;
Jeg elsker dig
 mens hun stryger mine lår
  som hun ligger der under mig
Hendes bryster
 klædt i skæret fra månen
Sved, sæd og blod

 

Ode til det ordinære

På trods af den tematiske banalitet, og at der ikke er noget nyt at hente ved at læse Gadelygter//birketræer, formår Tobias Larsen endnu engang at ramme denne læser, hensat i førnævnte stemninger samt en følelse af melankoli, eftertænksomhed og smertens samt kærlighedens genkendelighed. Det er ganske enkelt gennemført fremført.

 


 

Tobias Larsen: Gadelygter//birketræer

Copenhagen Storytellers (www.copenhagenstorytellers.dk)

2018

86 sider

Køb digtsamlingen her

Print Friendly, PDF & Email