Forlaget Ørby, litteratur, fotografi og kameralinsens blik for stjålne øjeblikke i NNV2, i samtale med forfatteren.
”I virkeligheden har jeg kun haft en hobby, som kan have noget med mine fotografier at gøre: i mine meget unge dage dannede jeg sammen med et par af mine venner en bogtyvebande. Udelukkende for bøgernes og spændingens skyld. Vi havde forskellige strategier og fremgangsmåder. Det var en udsøgt fornøjelse at spadsere forbi boghandleren ved kassen med bogen i hånden, uden at han opdagede det og hilste én pænt farvel. Flabet, diskret og hæmningsløst… Således tog jeg også billeder.”
Bogtyve drømmer om bøger
Det er vigtigt ikke at gøre en roman af en anmeldelse. For romanen søger at fremsætte en person, anmeldelsen et værk. Det er et spørgsmål om fokus. Dog er det at foretrække, at skribenten i begge for en stund tilsidesætter sig selv og finder andre øjne at fokusere med. For anmeldelsen handler det om at gå med på værkets præmisser, at dele det blik som motivet blev set med. Vinklen er til tider svær at finde, svær at sætte sig ind i. Måske må man afsætte sig selv, oversætte sig, hensætte sig. Men handler det om fotografier, er den værd at komme ud af. Her er synsvinklen en del af værket selv, netop i værket. Motivet er nemlig set med en andens øjne – gennem en kameralinse.
Læseren finder ikke kun motiverne, men et perspektiv i fotografiet, som var motiverne set gennem et ekstra sæt øjne, man ikke vidste, at man havde, ikke helt uligt bøger, som kun består af ord. Og måske ligger fotografiet og litteraturens fællesnævner deri, at de begge skaber et mere eller mindre virkeligt koordinat i tid og rum, som læseren kan stille sig i, som læseren kan se verden fra. I romanen er det en hovedperson, i fotografiet er det et sæt øjne, men begge er også beretning. De er ikke altid tydeligt adskilte. I mit tilfælde er hovedpersonen arkitekt, oversætter, forlægger og fotograf Jorge Braga, som siden 1968 har været bosat i København. Det er let at skabe en fortælling om hver enkelt af disse dele, oprette en romanens figur, der ligesom ur-helten Robinson Crusoe bemestrer sit livs projekt og giver sine drømme gestalt – heraf kun én om litteratur. I 26 år har Braga nemlig oversat og udgivet portugisisk litteratur på dansk. Det startede i Ørby:
”Jeg havde som arkitekt sammen med min ven, ingeniør Emil Dalhoff, en række projekter i gang (bl.a. i Ghana, som jeg nævner sidst i NNV2), og vi mødtes ofte i hans sommerhus i Ørby. Her ordnede vi verdenssituationen, og han blev grebet af at læse korrektur på den første roman, jeg prøvede at oversætte, Et Dæknavn af Almada Negreiros, efter at jeg og Britta Nielsen havde oversat Sørøverne af M.A. Pina til Forlaget Skovlænge… Hvorfor så ikke udgive bøgerne selv? Da dannede vi Forlaget Ørby, Braga, Nielsen & Dalhoff I/S.”
Således begyndte et arbejde med litteratur, som senere hen især gik ud på at gøre den store portugisiske forfatterinde Agustina Bessa-Luís læsbar på dansk, hvilket ifølge anmeldelserne lykkedes til overmåde. Forlagets bøger er smukt opsat med omhu opmærksomhed på alt fra papir til illustrationer. Litteratur var aldrig en hobby, fastholder Braga, og arbejdet med Agustina var da heller ikke tilfældigt. Det handlede ikke mindst om denne opmærksomhed og omhu i forhold til mennesket selv: ”hendes viden, menneskeklogskab og skarpe iagttagelser, hendes sløjfer og svinkeærinder uden at tabe tråden. Som Bachs cello-suiterne.”
En person eller et værk? Et narrativ eller et øjeblik?
Igen er jeg på vej til at skrive en roman, som i en cellosuite at knytte trådene, sammenholde mønstrene. For heltens forhold til litteratur og hans arbejde med fotografi kredser begge om et centralt begreb om opmærksomhed, om skarpe iagttagelser, om i et øjeblik (og med en bogtyvs fingerfærdighed) at udvælge og opsnappe det relevante. Og let ville det være at følge denne opmærksomme bogtyv verden rundt. Men Braga er lige så lidt Robinson Crusoe, som jeg er romanforfatter. Derfor er vores hovedfigur kameralinsen, og modsat personen handler det ikke om rejsen, men om et udgangspunkt, et synspunkt. For linsen er et sæt øjne, der står over for dets motiv, som ikke er kunstneren selv, men er værket.
Derfor sidder Braga og jeg, hvor marts bliver til april, ved hver vores computer med hver vores udgave – det nærmeste vi kommer at sidde omkring et sofabord over en kop kaffe og fotografier – og dog begynder vi en korrespondance, som var det en samtale i stuen. Hvad vi begge taler om er denne hovedfigur, disse øjne hvorfra motivet beskues. Til tider lyder det som en roman, for det tilbageskuende perspektiv falder én let, når man nu ved, at det ender godt – når man nu har kunstværket foran sig: færdigt, i hænderne.
Værket er Bragas udgivelse fra december 2017, forlagets private julehilsen, der netop nu genoptrykkes til almindeligt bogsalg. Under navnet NNV2 er samlet en montage af fotografier, der er taget igennem en periode på syv år (fra 2011 til 2017). Fotografier, der overvælder én, står ved siden af dem, som er taget med en primitiv mobiltelefon med dårlig dybdeskarphed. Billeder, ”hvis eneste sammenhæng er at være taget af samme person på samme sted” noterer Braga. De bliver af og til flade – taget gennem en beskidt rude, med “fladere” blik – og af og til dybere, end hvad et menneskeøje normalt ser.
Således fremstår Ringergården i Københavns Nordvestkvarter tydelig og utydelig gennem en billedmontage. Bygningen får øjne, som fanger Britta i at puste ud i gården, hvor årstiderne langsomt forandrer sig, hvor lyset bliver lavere og højere. Bogens midterskilning skiller til tider to billeder ad, der synes at stå i umiddelbar forlængelse af hinanden, og af og til sættes adskilte billeder i umiddelbar forlængelse af hinanden. Det bryder med vores tidslige fornemmelse. Britta inhalerer. Så puster hun ud to minutter – eller flere år senere? Tidsrummet må gentænkes. Syv år. Syv somre. Verdenen skifter nærmest umærkeligt omkring kameraets linse, og lyset falder stadig fra NNV eller ØSØ.
”Fotografier som ’illustrerer’ noget eller på anden vis tjener en sag interesserer mig ikke. Mine billedbøger har jeg først og fremmest sat sammen som den bedste billedsekvens frem for en sekvens af “de bedste”. Det er montagen, der interesserer mig, ikke journalistik ”
Braga er en mester i konstruktion. Konstruktion og efterkonstruktion er hans force med baggrund i både arkitektur og litteratur. I 50 år arbejdede Braga som arkitekt, og fotografiet var (ligesom hans arbejde med at oversætte og udgive litteratur) altid, som han selv beskriver det, hans ”last eller luksus” – det Braga kalder ”mit dobbelte liv, mens jeg tegnede lufthavne og andre luftkasteller.”
Konstruktionen af luftkasteller medregnet, er det ikke kronologi, der organiserer NNV2s sekvenser. Tiden går hen og bliver irrelevant, hvor mange genkommende objekter ligesom insisterer på sig selv på ny og igen, igen og dog ikke identisk. Igen trænger dette lys sig på: ”Igen lav sol langt inde i stuen, vinter”.
Jeg synes, at jeg genkender følelsen. Lyset forvrænger pludselig en dørkarm, der bliver fremmed på en så selvfølgelig måde, at det er hånefuldt. Jeg har aldrig set denne dørkarm før. Objekterne i mit hjem stikker hovederne sammen, når jeg forlader rummet, griner ad min uopmærksomhed. Jeg går ofte glip af de forgængelige øjeblikke.
”… tiden løber ingen steder hen. Det gør vi.” skriver Braga. ”Som i de pragtfulde travellings paralleles, travellings en avant og travellings en arrière man så på franske og italienske film i 60’erne.”
Sådan som han beskriver at mennesket skrider frem, ligner det en figur af Alberto Giacometti, som Braga har vedhæftet en e-mail. Figuren, der levende skrider frem, men disse forgængelige øjeblikke står stille. Langsomt glider de forbi i baggrunden, mens vores blik er rettet fremad i tiden. Men i NNV2 er kameraet ikke lige så uopmærksomt som jeg: ”Tiden står bomstille der, hvor jeg har taget billedet.”
Det bliver tydeligt i Bragas billeder, at fortælling ikke behøver at følge en lineær tid, såsom den opleves af os. Bragas fotografier kredser omkring det momentære indfald af lys, det øjeblik der aldrig kommer igen på samme måde. Mens filmen manipulerer tiden, og vi bevæger os progressivt fremad i den, glemmer fotografiet, at den findes. Tiden står bomstille.
Stjålne øjeblikke
Braga nævner fotografen Henri Cartier-Bressons udsagn om det afgørende øjeblik: ”Et øjeblik, som du tilfældigvis har fået øje på, eller som blev afgørende, netop fordi du tog billedet.”
Bragas bøger fra Paris til London, Amsterdam og Porto viser os flere af disse afgørende øjeblikke, ikke Cartier-Bressons, men hans egne. Hans fotografi er, eksempelvis i Paris Billeder fra 2016, ofte på denne måde ”tyvagtig”; som han siger: ”flabet, diskret og hæmningsløs” – ude efter at stjæle et moment.
Paris Billeder handler om tiden omkring 1968, hvor Braga i sin ungdom passede børn og tog billeder hellere end at slave på en tegnestue. I storbyen var han ”fremmed med måde og anonym for sjov”, og billederne er netop taget fra denne position, som var det et fysisk sted.
”I mine yngre dage kunne jeg gøre mig usynlig og tage billeder lige i hovedet på hvem som helst, uden at vedkommende hverken opdagede eller lod sig mærke af det. Det kan du se i Paris-bogen. Lige på.”
50 år senere, i NNV2, står kameraet overfor ubønhørlige objekter, som dog med lysets variation træder ud af deres hverdagslighed. De fremstår næsten fremmede således forvrængede, eller måske fremtræder de bare i deres egentlige væsen i disse skiftende årstider. Som Braga selv skriver, ligner billederne i NNV2 snarere stilleben. Kameraet ser objekterne uden for deres funktion, der hvor de forholder sig til sig selv og ikke bruges – er ”natureza morta”: fremmede og konstant i naturlig bevægelse uden os. Det primitive mobilkamera, der anvendes, synes at forstærke denne effekt: tingen skitseres overfladisk som objekt snarere end instrument.
Måden, hvorpå Braga finder disse små variationer omkring os, sætter et narrativ i fokus, som består uden for menneskets fortælling om sig selv. Idet han undlader at konstruere, idet han griber til det nærmeste kamera, når billederne opstår dér uden for ham, finder han objekter, som lever sig selv i en lejlighed i København. Her animeres de af en umærkelig forandring af lys, af årstidens gang, af: ”Højsol, lavsol, morgen, middag, aften. Inde som ude.”
”Stilleben er ikke noget jeg først finder på nu, hvor jeg ikke kan løbe frit rundt som før i tiden. Selv om jeg – som alle andre – dengang og nu – gør en dyd af nødvendigheden.” skriver Jorge til mig en aften i slutningen af marts. Jeg kigger igen bogen igennem. Gennem ruderne på Ringergården fremstår tingene i deres blege efterårsfarver, deres stærke somre. Denne verdens gives ikke kun af mennesket, men af lyset, den objektive medforfatter til Bragas fortælling. Måske er det lyset, der er vores romanhelt her. Den, som frit, meget friere end vi i vores lejligheder, gestalter sig selv i sine omgivelser, som animerer, som er mester af afgørende øjeblikke.
Jeg bladrer igen bagfra. Til sidst hviler jeg øjnene på forsiden af NNV2, hvor skyggen af tallet ni hviler på gulvet, dobbeltgængeren af dørens nummer – og dog er den næsten lige så virkelig som det tegn, der kaster den – et flygtigt stilleben, en verden vi allerede har passeret. Dette dobbelte liv af objekterne, skyggen, der lægger sig dér på væggene eller gulvet, er som en anden virkelighed. Det er den, jeg uopmærksomt skrider forbi, når jeg løber fremad i tiden. Ingenting varer ved, står der i slutningen af NNV2, denne fantastisk tankefulde og ladede billedmontage, ”Det gælder jo ikke mindst vejret og årstiderne.” Det gælder jo ikke mindst os selv.
NNV2 af Jorge Braga
Forlagets private julehilsen i 2017 udkommer for alvor d. 6. april 2018, lige efter påsken.
150 sider 21×21 cm trykt på Silk 200 g. kr. 350,-
NNV2 distribueres af DBK og kan købes hos enhver boghandler – læs mere
Tidligere udgivelser, ibland dem Paris Billeder, kan kun bestilles direkte fra forlaget her
Læs mere om Forlaget Ørby og deres smukke bøger her