Klaus Manns På flugt mod nord er ikke blot interessant, fordi det på flere måder er en forløber og en introduktion til forfatterskabets to hovedværker; det er også et velskrevet portræt af Johanna, der flygter ud af Tyskland i forbindelse med Hitlers magtovertagelse i 1933, og som tilmed er en lille refleksion over Europas åndelige klima i mellemkrigstiden.  

I sin faders skygge

Som søn af Thomas Mann, der uden problemer kan betragtes som Tysklands største forfatter siden Johann Wolfgang von Goethe, har Klaus Mann og hans meget fine forfatterskab altid stået i skyggen af sin far og dennes mesterlige romanværker. Dette er også et emne, som Klaus Mann flere gange har skrevet om og reflekteret over. Hvis man har læst både Vendepunktet og Mefisto, som jeg takker mig selv for, at jeg har fået gjort, så skal der ikke herske tvivl om, at det er dybt uretfærdigt, at Klaus Mann ikke først og fremmest er kendt og berømt i sin egen ret.

Hvor Vendepunktet, der både i sin tematik og i sin genre kan sammenlignes med Stefan Zweigs Verden af i går, er en selvbiografisk skildring, der, når alt kommer til alt, handler om vestlige kulturstrømninger og Tysklands dekadence og moralske forfald, er Mefisto en rigtig fin og satirisk kunstnerroman om en skuespiller uden et moralsk kompas. Selvom det er en roman, handler den i sidste ende også om det Tyskland, som Klaus Mann i lighed med sin far måtte flygte ud af, da Weimarrepublikken faldt, og Hitler begyndte at udleve det sorteste kapitel i Europas historie.

Både Thomas Mann og Klaus Mann forlod Tyskland i 1933. I første omgang eksilerede de sig begge i Paris, efter hvilket de endte i USA, hvor de begge opnåede statsborgerskab i løbet af krigen. Både Vendepunktet og Mefisto er stærkt præget af den tid, de er skrevet i, og det politiske, kulturelle og åndelige klima, som de er født ud af. Det er På flugt mod nord, der udkom på tysk i 1934, og som Forlaget Silkefyret nu har oversat og udgivet, også. Men det er på en anden måde. Hvor tematikkerne for forfatterskabets to ubestridte hovedværker er et udslag af Tysklands moralske opløsning, så læser jeg mere På flugt mod nord som et udslag af de år, hvor Klaus Mann var tvunget til at leve sit liv i eksil på hotelværelser i blandt andet Paris og Amsterdam.

Johannas flugt mod nord

Det tydeligste eksempel på, at det er retvisende at benævne På flugt mod nord som en eksilroman er, at romanens hovedperson Johanna forlader Tyskland til fordel for et unavngivet land og sted i det nordlige Europa. Romanen starter med, at Johanna går fra skibet i landet i nord, hvor hun bliver taget imod af veninden Karin, som hun kender fra sin tid på universitetet. Mens de sidder i den lejlighed, som Karins familie har i byen, hvor færgen har lagt til, får Karin og Johanna besøg af Karins bror Jens, der er kommet for at hente dem. Den samtale, som de har i forbindelse med det, er både en forsmag på og et glimrende eksempel på, hvad der løfter På flugt mod nord fra at være en godt fortalt fortællingom en tilværelse i eksil op til at være en roman, der formår at præsentere et nuanceret billede af de forskellige åndelige og politiske strømninger, der prægede Europa i 1930’erne. Hvor Johanna, som netop er flygtet, er stærkt kritisk overfor Tyskland, er Jens svært begejstret for tysk kultur og ditto mentalitet.

Efter Johanna har fortalt ham, at hun er rejst ud af Tyskland med et falsk pas, fordi hun ikke er arier, siger Jens, at han med succes har besøgt Tyskland en enkelt gang, efter hvilket han tilføjer: ”I hvert fald må alt det, der sker i Tyskland, have en form for mening. I Tyskland sker der næppe noget uden en fornuftig mening”. Efter dette fortsætter deres samtale, i hvilken Jens hylder Tysklands asfalterede veje, Richard Wagners operaer og Tysklands byer og landskaber, som han finder meget smukkere end Amerikas.

På vej op til godset, et stykke udenfor hovedstaden, har hun og Karin en samtale, der i sit intellektuelle vingefang minder om den, hun havde med Jens i lejligheden. Denne gang er det Johannas historie og synspunkter, som man får et kendskab til. I løbet af den dialog, der på mange måder er en monolog, siger Johanna blandt andet, at hele det samfundslag, som hendes forældre tilhører, er ”dømt til undergang”. Det samfundslag, som hun hentyder til, er det bedre borgerskab og den del af befolkningen, der typisk er kulturbærerne og kulturforbrugerne. På grund af nazismen og den omkalfatring af, hvad der er tilladt, som den har medført, kan hendes mor ikke længere tjene penge, og hendes far, der maler billeder, der er ”så gammeldags, at de burde falde i nazisternes smag”, kan ikke længere sælge dem, fordi han engang har været engageret i et paneuropæisk projekt. Fortællingen om hendes forældre genoptages halvvejs inde i bogen, og det er en detaljeret og dragende fortælling om kunst, engagement, bristede drømme, dæmoner og ulykkelig kærlighed.   

Selvom Johanna selv bekender sig til socialismen, står hun snarere for de mere generelle humanistiske værdier og globale udsyn, der ikke kun er begrænset til socialismen. På den måde står bogens første tres sider, der er præget af samtaler som disse, tilbage som en intelligent diskussion af det spørgsmål, som Thomas Mann stiller i en af sine romaner: Skal vi have et tysk Europa eller et europæisk Tyskland? Hvor Jens hælder til det førstnævnte, er Johanna repræsentant for det sidstnævnte.  
  

Livet på godset

I den indledende samtale, som Johanna har med Karin og Jens, siger Jens på et tidspunkt, at hun har de samme synspunkter som deres bror Ragnar. Det viser sig også at være rigtigt. Da de ankommer til godset, bliver Johanna og Ragnar forholdsvis hurtigt gode bekendte. Deres venskab, der med tiden udvikler sig til kærlighedsforhold, er også det, der foranlediger, at de tager på en biltur til den nordlige del af landet. De skal se et vandfald, og i løbet af denne tur får Johanna at vide, at hendes politisk aktive og anti-fascistisk sindede bror Bruno er blevet anholdt i Köln, fordi han har været med til at eksekvere et bombeattentat. Med det bliver vi bekendt med den indre konflikt i Johanna, der om noget dominerer den resterende del af romanen. Der er ingen tvivl om, at Johanna elsker Ragnar, men når Bruno er blevet anholdt og Tyskland er ved at tabe sig selv i Hitlers favn, så mener hun heller ikke, at hun kan bruge sit liv på at beundre vandfald i Norden. For Johanna er politik så virkeligt, alvorligt og presserende, at hun er af den overbevisning, at hun bør tænke på det hele tiden. De sekunder, hvor hun ikke tænker på det, anser hun næsten for at være forræderi.

Selvom det er sådan, hun tænker, ender hun alligevel med at fortsætte køreturen op mod Ishavet i Ragnars selskab. Ikke nok med at den kendsgerning, at de efter de kører planløst rundt, er et fortræffeligt billede på den uro, rastløshed og hjemløshed, som Johanna føler, så tilføjer det også et element af flugt. Samtidig med at bilturen ikke kun er et symbol på det, så formår Mann med den på elegant vis at illustrere, at Johanna også er på en relativ planløs flugt fra sig selv og sine følelser af at have politiske forpligtelser. Denne indre uro når et nyt højdepunkt, da Johanna får at vide, at Bruno er blevet skudt af nazisterne. Hvordan hun reagerer på det og hvilken konsekvens hun tager af det, skal jeg ikke afsløre her.

Tilbage står en meget læsværdig og højintellektuel roman om en europæisk opbrudstid, der bliver fortalt gennem Johanna og hendes skæbne.




Info

Klaus Man: På flugt mod nord

Forlaget Silkefyret

2020   

Køb bogen på forlagets hjemmeside her